Sex | Bom & Bjerkes blog

Tag Sex

50 farver i feminisme

50shades of feminism

BoB er næsten ligeså gamle som Flüggers stilhistoriske farver men derfor kan man jo godt have en mind-og bodyage som en vårhare

 

Hvis nu ikke BoB havde gang i alt muligt som forhindrede os i at optræde i medierne i denne uge, så kunne du have hørt os i duet i noget TV om premieren på husmorerotikeren ”50 Shades of Grey”. I stedet klarede StoreBob det i TV2 Nyhederne, selvom de glemte at skrive feminist – for hvad gik historien så egentlig ud?

Vi ville have kvidret, at vi glædede os som to nyudsprungne babser til premieren, og hvis du skulle spørge fra nogen om vi, de forkætrede elite-, kystbane-akademia- og luksusfeminister, er nervøse for det feministiske projekt, fordi en eller anden film om noget (BD)SM for begyndere fylder biffer over hele verden? Svaret er nej. Det er vi ikke.

Vi stod langt bag i køen, da det bonerte blev uddelt, og da vi endelig kom hen til bordet var der ikke mere tilbage. Og det er så vores feminisme. Den skamløse, nysgerrige, åbne, altid med på den værste.

BoB kan meget dårligt få ondt hverken det ene eller det andet sted over en film, som bygger på et sindssygt populært bogforlæg, som er solgt i trillioner eksemplarer til især kvinder over hele kloden. Snarere tværtimod. Vi er ellevilde ved tanken og glæder os til at endelig se en film, der kilder mere end 300 facebook-likes eller at rykke rundt på møblerne derhjemme.

Vi husker, for så gamle er vi, da filmen 9 1/2 uge med mystiske Mickey Rourke og überlækre Kim Basinger i hovedrollerne, som henholdsvis bondagegiver og bondagetager udkom og fik samme omgang. En voldsom palaver gav den anledning til – også i vores feministiske kredse. Hvad skulle det ikke ende med, hvis filmen betød, at alle kvinder skulle underkaste sig og ned på alle fire – igen? Os bekendt fik det ikke andre konsekvenser for verden end at seksuel blindebuk i tyk, blød silke blev moderne.

Sex sælger og sex skræmmer. Tag bare reaktionerne på Lars Von Triers brag af en undersøgelse af kvinders seksualitet i Nymphomaniac. Som felt for moralundersøgelse slår sexfilm alle andre genrer. Uge efter uge får romantik-, gyser-, krigs- og actionfilm premiere uden at nogen, heller ikke femier, virker særligt bekymrede.

Hver eneste dag foregøgles vi Den Eneste Ene som The Happy End. Hver eneste dag bliver folk slået ihjel på den ene eller anden bestialske måde på hjemmeskærmen foran øjnene på os. Hver eneste dag gør folk sig til grin og udstiller sig selv i levende billeder, mens vi blot trækker de trætte ben op under os i sofaen, men i øvrigt ikke hæver mange øjenbryn. Verden er fyldt af hor, mord, lort og brand, som de siger. Men hor er dog det værste.

Feminisme er, selvom det er en sårbar og ubeskyttet titel, ikke en lille plastikdims, man trækker i en automat med tilhørende brugsanvisning. Heller ikke selvom man skulle tro det. Feminisme er, for os, et frihedsprojekt for folk, som kan tænke frem og tilbage. Det vil sige, at man skal kunne forestille sig verden i morgen spejlet op mod verden i går. Sådan cirka. Feminisme har ikke sin egen mættede stilklassiske Pantone-farve, men mange. Nogle gange mikser man dem – og så ser det fantastisk ud. Andre gange ser det rædderligt ud.

Ret skal naturligvis være ret. BoB har, ligesom de fleste frontfemier, ikke set filmen endnu (ej heller er vi inviteret til premieren, da ingen feminister EVER bliver inviteret til noget, de har forstand på), men er nu alligevel flere gange, ligesom de fleste frontfemier, blevet spurgt, hvad vi mener om den.

Men vi mener allerede nu, at vi kan fornemme omridset af én af vores yndlingsmodstanderes grimme hoved stikke op i horisonten; det religiøst og kulturelt betingede dogme, som vestlige slæber rundt på – også feminister. Og det kan vi næsten ikke bære.

Feminisme er frihed til at springe ud som man vil, hvor man vil og med hvem man vil. Feminisme er at lede efter sig selv i mængden og finde sine skævheder. Feminisme er også respekt for ungdommen, som kan, vil og tør meget mere end man tror. Alt er okay med os, så længe det ikke gør ondt på nogen. Med mindre de selv har bedt om det.

Bare giv slip.

Kære mand

 

Foto: Susanne Mertz (www.mertz-foto.dk)


Du, moderne mand, trænger vist til noget credit og det er slet ikke utænkeligt, at BoB ind imellem overser det. Så inden det også bliver vores skyld, at I alle sammen går til grunde, vil vi godt lige give dig et varmt klem og sige tak.

Du er ikke kastreret
Tak fordi du går rundt i gaderne, parkerne og ved søerne og lufter dit afkom i barnevogn, selvom prominente mediemænd, som Caspar Christensen og Uffe Buchard ser dig som ”kastreret” og ”caffelatte-far” – en idiot med barnevogn og termokop. Tak fordi du ser glad og stolt ud over, at også du har ansvaret for et barn, at du prioriterer at være en skikkelse i dit barns liv – også selvom det måske er en af vores, der har udkommanderet dig, fordi hun trængte til noget egentid. Det kommer godt igen, og du vil aldrig fortryde den kærlighed, du viser børn.

Du emmer af sex
Hvor ser du dog stanghamrende godt ud, når du triller af sted der i frostvejret. Emmer af sex. Du skal ikke gå to gange rundt om vores seng, når du skifter en ble, trøster et barn og triller bold for 117 gang med en to-årig. Vi tænder faktisk helt sindssygt på dig, når du puster lilleput på knæet efter et fald.

Tak fordi du er en guttermand til at hente børn og lave mad. Ting, som vores bedsteforældre ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Og nu går du dér og gør det med en ny naturlighed. Tak fordi du trods en eller anden åbenbart misforstået biologisk barriere snupper et forældremøde med største selvfølgelighed, og ikke føler dig for maskulin til at bage en kage til et eller andet hyggehalløj i skolen. Tak fordi du kører Mads til karate, Emma til fodbold og Frederik til svømning, mens vi andre er på arbejde. Tak fordi du fortæller os om din far, som sad alvorligt fast i sin manderolle, og derfor aldrig var der for dig eller nåede ind til sig selv. Tak fordi du har sværget på, at det ikke skal overgå dig og dine egne børn.

Tak fordi vi nu kan læse på de samme skoler, universiteter og dele erfaringer og tanker og fordi du anerkender os som ligeværdige intellektuelle eller praktiske partnere. Tak fordi du viser omverdenen, at man godt kan være en mand i omsorgsfag uden at miste sin værdighed, og tak fordi du ikke forbinder ansvarsfuldhed med at være et tudefjæs. Tak fordi du trøster os med, at der er meget vane forbundet med forfremmelser, og at kvinders kvalifikationer tit forveksles med at, ”de skulle jo ansætte en kvinde”.

Tak fordi du går tidligt
Og nu vi er ved det, så skal du også have en tak, fordi du er en god kollega. Tak fordi du alligevel gav plads til os på arbejdspladserne, selvom det holdt hårdt i 50’erne og 60’erne. Tak fordi du også går tidligt med henvisning til, at du skal hente og derfor aldrig planlægger møder efter kl. 16.00. Tak fordi du tager barns første og anden sygedag og dermed giver os lidt mere legitimitet på vores arbejde. Tak fordi du aldrig siger ”jeg” på vigtige møder med kunder, men altid siger ”vi”. Tak fordi du ikke føler dig for stor til at dele æren, selvom vi måske ikke var så spiffy den dag, og tak fordi du aldrig tager æren for noget, du ikke selv har lavet. Tak fordi du aldrig forventer, at det er kvinderne, der henter kaffe, og fordi du ikke kun taler indforstået med de andre mænd i firmaet om ting, der kun interesserer jer. Tak fordi du ikke ekskluderer os.

Ingen pigefarver
Tak fordi vi derhjemme kan skiftes til, hvis arbejde der er vigtigst. Tak fordi vores unger ikke altid bare savner os mødre, men også dig helt forfærdeligt. Tak fordi du godt kan beskæftige dig med leg og børneting, som ikke ligger i lige forlængelse af dine egne interesser. Og tak fordi du ser potentiale i både vores sønner og døtre og godt kan træne fodbold med dem begge. Tak fordi du ikke mener, at det er maskulint at melde sig som soldat, og tak fordi du holder vores børns drømme om muligheder åbne og mangfoldige. Tak fordi du kun ganske sjældent plumper i og siger, at noget er pigefarver og noget er drengefarver eller går ud fra at en professor er en mand. Tak fordi du altid giver vores datter den sidste nye elektronik og roser hende for at være skrap til matematik, og tak fordi du insisterer på, at knægten ikke opfører sig biologisk, når han hopper på bordene i klassen, men indprenter ham, at han må sætte sig på sin flade og vise fællesskabet lidt respekt.

Tak for tirsdagssex
Tak fordi du, selv om du ind mellem er pissetræt af at høre på os godt kan se, at der er noget om det dér med ligestillingen, og du derfor bakker op 110% om projektet. Tak fordi du faktisk synes, det er rigtigt, når vi raser over, at der endnu ikke er ligeløn i Danmark eller balance i repræsentationen på samfundets magtfulde poster. Tak fordi du synes, vi er sexede tirsdag aften. Tak fordi du er formand for DJØF og bruger din magt til at sætte fokus på repræsentations-problematikken. Tak fordi du er redaktør og far og mener, at den moderne mands udfordringer ikke har at gøre med at sætte plaster på en knækket manddom, men om at ”slås for at få familielivet til at hænge sammen, uden at alle går til af stress”. Tak fordi du er en koreansk økonom, som mener, at opfindelsen af vaskemaskinen ikke blot har været ligeså revolutionerende men vigtigere for kvinders ligestilling end internettet har været for moderne kommunikation. Tak fordi du er bestyrelsesformand for Danmarks måske vigtigste sendesignal og i ansættelsen af en kvindelig generaldirektør understreger vigtigheden af en mangfoldig ledelse, selvom hovedpersonen selv trækker i land på typisk (kvindelig) undergravende facon. Tak til mændene på Journalisten og Politiken og andre store medier for endelig at sætte køn, familieliv og ligestilling på dagsordenen og dermed få en debat i gang om vores fremtid sammen.

Madpakkeproduktudvikling
Nå, men så også lige tak fordi du giver os mulighed for at være uperfekte kvinder. Og fordi du ikke altid er så skide sur, fordi vi ikke lige magter en tur i kanen. Tak fordi du accepterer, at vi engang har været hvis ikke helt så i hvert fald halv-lesbiske. Og tak fordi du ikke bruger hele søndagen på dine fritidsinteresser (fodbold, cykling, svømning, roning, fitness) og fordi du altid husker, at der er lukket i butikkerne søndag og derfor køber ind til madpakken lørdag. Tak fordi du produktudvikler madpakken. Og fordi du altid selv husker på, at din mor har fødselsdag i maj. Tak fordi du elsker vores mor, som var hun din egen, og fordi du bonder med vores far over andet end cognac, John Deere og stationcars. Tak fordi du ikke sagde noget, da du fandt ud af, at vi i årevis har sat penge ind til os selv og et kvindekollektiv ved navn “Kussemosen the Sequel – hvor mænd kun er unge elskere”. Tak fordi du ligesom Suzanne Brøgger hævder, at du ”mediterer” over opvasken, og at din natur forbyder dig at sætte dig med Ipad’en, før der er ryddet FULDSTÆNDIGT op i huset. Tak fordi du ikke har et misbrug og ikke farer i flint over spildt mælk. Tak fordi du ikke har haft en elskerinde ved siden af, som du har købt en lejlighed til og hygger dig med inde i byen, når vi tror du arbejder over. Tak fordi du ikke har bollet med vores polske au-pair endnu.

Tak fordi du findes! ….?

Brev til Fay Weldon og Maise Njor

Efter at have læst “Livet for let øvede ” har BoB skrevet et langt brev til Fay Weldon og Maise Njor på et af vores gamle favoritsites, webmagasinet Forum. Her følger vi op på nogle af de problemstillinger kvinderne diskuterer. Læs vores helt ualmindeligt lange smøre til damerne på det link her. Andre har anmeldt den; her f.eks. Marie Tetzlaff i Politiken og Johanne Mygind i Information

Citypigernes sexsuk i Suq’en- gab gab

http://www.sexandthecitymovie.com/#/PHOTOS
BoB fik gratis billetter til forpremieren på ”Sex & The City 2 – Carrie On” af vores bank. Vi forholdt os selvfølgelig særdeles forbrugerkritiske over for dette bankens pr-stunt, men ikke så kritiske, at vi kunne lade chancen for at få en god NewYork-nostlagi-med-kvinder-i-høje-hæle-med-ditto- lavt-selvværd-oplevelse forpasse. Tak for det, Bank, vi står i evig gæld til jer i mere end en forstand.

Filmen var fanget i en helt gal tidslomme. Den var overhovedet ikke recessionista-chic. Talte fuldstændig forbi os born-again-nonforbrugere. Det var noget med en masse tøjskift i Abu Dhabi ren Stein Bagger-style med pigerne skridtende i ørkenen og i Suq’en som de dårligste ambassadør for Vesten, man kan tænke sig. Krænkende og respektløse. Seksuelle på den kedelige måde, hvor man sidder og tænker på, om skuespilleren mon bruger bind med parfumeduft eller ej. Feministiske på den bitchede måde. Velklædte på den upassende måde. Veninder på den uægte måde.

De engang så skarpe og vittige sexbypiger er i denne film spundet ind i noget tankeløst overforbrug, product placement, petit-feminisme krydret med noget ægte muslimracisme og fordomsfuld pseudopsykologi om arabere og arabiske kvinder.

Sjældent har vi været udsat for en så massiv transformation. Vi var engang FANS af Sex & The City. Det var trods alt dem, der gav os The Rabitt, og alt det dér åbne amerikanske snak om sex. I flere afsnit så man kvinderne bolle. Det var fedt. Og sjovt. Hold op nogle oneliners de piger kunne ryste ud af ærmet, som Samantha ved synet af en brandmand: “Hello 911 I’m on fire” eller ” I think I have monogamy. I’ve caught it from you”.

I dag er Sex & The City 2 den vestlige verdens forhenværende kæreste, som BoB af gammel gensynsglæde kom til at tungekysse i går ligesom Carrie Bradshaw (nu Preston, gift med Mr. Big), der i filmen kommer til at snave Aidan, selvom hun er gift. Uha Uha, poor little rich girl når det går op for hende, at det var hendes gamle jeg, der løb af med hende. Filmen er et kedeligt kys med en kæreste, der aldrig kom videre end barstolen. Aldrig gå tilbage til en fuser.

De fire kvinder er gået fra at være ikoner for frigørelsen og ”Thanks I’ll get it myself”-bevægelsen, til at være fuldkommen off key. Kun én scene står tilbage i erindringen, og det er den mellem Charlotte og Miranda, der filosoferer over livet som mødre. Her er der endelig lidt selvironi og perspektiv.

Der er kun en eneste forsvarlig grund til at se denne helt utroligt ulidelige film; den får dig til at følge dig smuk. Indeni. Tilfreds med, at du ikke selv er en depraveret sjæl, for hvem udseendet går foran alt andet. Lettet over, at du ikke længere skal trække over for at købe det sidste skrig og firs par sko. Lykkelig over, at du ikke er en hjernedød stilet i en arabisk porcelænsbutik, på vej til at udløse en ny kulturkrise mellem civilisationerne. BoB er ikke sur. BoB er skuffet.

Grand Opening: BoBs orgasmekrammerklinik

Jordiske eksplosioner 1: Marie Rosencrantz Gjedsted

BoB var i sidste uge inde og få ordnet negle – både foroven og forneden – hos de meget høflige vietnamesere på Vesterbrogade. Det var fantastisk. Vi trængte til det. Til at blive berørt. Og så kostede det kun i nærheden af en halv klip og farve.

Kvinderne og den unge mand er alle uddannede på en Højere Læreanstalt for Negle, og derfor kan man få præcis de negle, man har ønsket sig inklusiv nus. Det er egentlig ret billigt taget den så udbredte skandinaviske lange-læderstøvle-sæson-provokerede fodsvamp i betragtning. Vi undgik kun lige med nød og næppe den brasilianske intimbarbering og fløj videre til frisøren, som ikke kun skar et par centimeter af vores hår og alder, men også masserede os fra hovedbunden og direkte i himlen. Da vi gik til fælles BoB-terapeut lidt senere, havde vi det faktisk lidt bedre mentalt.

BoB er åbenbart ikke alene om at købe den slags ude i byen. Over hele den vestlige verden lægger travle sammenbidte karrierekvinder deres kroppe, børn, behåring og psyke i hænderne på hvem som helst, der orker – det er som oftest immigranter eller andengenerationere ( men det er en helt anden diskussion, som vi tager i et andet indlæg). Nærhedskøbet sker ud fra princippet: Jeg kan få alle dem, jeg kan betale mig til. Og helst det som ikke kræver operation. Nærhed er på en og samme tid blevet en vare og en mangelvare. Se bare den seneste tids hede debat om au-pairpiger i Information – hvor BoB spørger, om man mon køber sig tid til sine børn, eller køber sig den filippinske aupairs nærhed og omsorg for de børn, hun har efterladt hos mormor hjemme i Manila (læs her Barbara Ehrenreichs fabelagtige bog om netop denne problemstilling Global Woman).

Men der er stadig en grænse for hvilken slags nærhed, man kan købe, og det er måske på den anden side af den grænse, at nærheds-hunden er begravet? Man kan ikke købe en orgasme eller gå ind fra gaden til en lang gennemkrammer. BoB havde begge et par skænderier og nogle umulige deadlines i nakken, og derfor trængte vi til lidt mere nærhed og varme. Vi havde lyst til at græde lidt, og helst af glæde. Vi slog op i den elektroniske telefonbog og ledte efter nogen, der måske kunne hjælpe os. Uden held.

I BoB er vi altid interesserede i innovation og iværksætteri, så vi satte os for at finde ud af, om der måske er et marked for orgasmeklinikker. Vi igangsatte en uvildig undersøgelse (for det gør man jo, hvad enten man er lidt på skideren med sine synspunkter, eller bare har brug for et pæn stolpe at tøjre sine egne kæpheste op ad). BoB spurgte en hel bunke af de kvinder, vi kender. Først officielt; tjah, njar, nej. Det går faktisk ganske godt og samtidig ret så dårligt i ægtesengen, men ikke noget en knastør latter ikke kan kurere. Underhånden over et par flasker vin er der straks en lidt større interesse for at blive onduleret uden for Ikea-sengen. Måske bare smutte ind på en veldrevet, pachuli-duftende klinik, hvor en stor kvinde i hvid kittel med et venligt nik tager imod og viser dig hen til kabine 12. JAH, svarede veninderne og spurgte, hvornår BoB havde Grand Opening.

Vi begyndte allerede at bruge hele overskuddet fra BoBs Nye Orgasmeklinik, indtil det gik op for os, at det er forbudt. Vi gider ikke selv at stå i butikken hele dagen, og man må ikke have ansatte, der hjælper folk til at få orgasmer, fordi det er ”usædeligt” ifølge straffelovens paragraf 228 (Annie-paragraffen). Det undrer os. For når alt kommer til alt, uanset hvor sagnomspunden den er,  er der vel bare tale om en muskelspasme.

BoB erkender: Der er grænser for nærheden. Både den der er i handlen, den der gerne ville i handlen, og den man kan få derhjemme.

Foto: Marie Rosencrantz Gjedsted/www.mrg.dk