seksualitet | Bom & Bjerkes blog

Tag seksualitet

Ugens tilbud i Irma: Homofobi



Fødevarekæden med det nydelige pigenavn kom forleden til at smide forklædet og jokke eftertrykkeligt i den økologiske spinat. En ’sjov’ reklame med kønsdiskriminerende undertoner – og så kom der røre i Facebook-dammen. Over tre feriedage i bedste spisetid gik Irma fra at være alles indkøbsdarling til en, som skyder sig selv i foden og sine kernekunder midt mellem øjnene. BoB bringer en ægte 70′er-analyse af Irmas fuck-up.

(Indlægget blev først bragt i K-forum onsdag den 25.maj 2011)

Tekstanalyse for begyndere: Überklassiske kønsroller
Hvad er det lige, der foregår i ovenstående reklame, som faldt så mange for brystet? Lad os bruge gode, gamle dekonstruktivistiske metoder, så vi snupper en af analysemodellerne fra 70’erne, hvor Irma selv havde kronede dage:

Først til teksten: Vi har en mor, en far og en søn. Afsender er Irma/mor, som skriver sedlen. Mor er alarmeret over, at sønnen udviser fra normen afvigende fritidsinteresser (ballet), og mener, at det er noget, forældrene har gjort forkert, og at der straks bør rettes op på det. Det er imidlertid ikke noget, mor selv kan fikse, men må bede far om hurtigt at gøre noget ved, allerede i aften. Drengen hedder strategisk Emil, som er en slags massebetegnelse for raske, danske hjemmeboende drenge 0-18 år.
Far skal træde i karakter og gøre nogle hurtige ”mandeting” med Emil,  f.eks. tænde bål eller gå i takt. Bålet er kulturhistorisk mandens domæne og sammen med kaffebrygning og skrue ting sammen, er det fortsat en aktivitet, som mange mænd står for i hjemmet. Derfor sammenkædningen mellem maskulinitet og bålantændelse. Endelig er der den med at gå i takt. Her gås der til stålet. Vi må spørge læserne til råds – er det et andet ord for strækmarch eller en anden slags plat parallel til det danske militær?

Så er der billedet: Se først bort fra kønsorganerne
BoB forbigår lige det faktum, at der er mindst otte elementer i reklamen, der kunne være enten falloslignende eller associeres med kvindelige attributter, selvom det bestemt var fristende at gå ind i en mere psykoanalytisk tilgang her. Men mad kan nu ikke gøre for, at den associerer kønsorganer.
Teksten er hængt op som en hurtigt nedkradset huskeseddel. Det er kampagnens grundkoncept og genkalder Bergmans klassiker ”Sedler fra et ægteskab”.  Det bliver til, at sønnikes kønsforvirring er noget, der går under farmands to-do-liste.

Konklusion på analysen: Det er dumt!
I al sin enkelhed går reklamen ud på, at hvis man handler i Irma, kan man kurere spirende feminine tendenser hos en dreng, og det med rødt kød, bål,  grill og march. Hø hø hø hø hø hø hø hø hø.
Det er sjovt? Eller provokerende? Nej. Det er bare dumt.
Vi – Irmas kernekunder – er et eller andet sted efterhånden ligeglade med de kønsstereotyper, der bliver præsenteret her i reklamen og mange andre steder, hvor vi hviler vort blik. Vi er næsten selv begyndt at tro på sloganetom, at der er så mange ting, kvinder ikke forstår. Vi tænker blot vor herre bevares og smækker en Marskland-oksesteg ned til de grønne bønner, fordi vi ved, at vi i Irma kan få os et stykke ikke-hormonbehandlet, ikke-stresset oksekød. Og spise, det skal vi jo. Vi bliver højst triste over at kunne konstatere, at vores foretrukne købmandsforretning ikke har større fantasi end til at købe sig til drengerøvsmarkedsføring, og som alle de andre er til fals for den laveste fællesnævner. Boykot kan ikke rigtig komme på tale, for så skal vi jo bare hen i Kvickly, der kører deres lige så dumme skilsmissereklamer.

Irma Facebook protester
‘Er din søn også en ballet-svans?’ Billede øverst smækket op af vred kunde på Irmas officielle Facebook-side, hvor protesterne breder sig (ill. nederst)

Homofobisk kød
I skoven af ubegavet kommunikation har Irmas Emil-reklame noget særligt chokerende åndssvagt over sig, som fik os og en bunke andre Irmahandlende mennesker på Facebook til at få Max Havelaaren galt i halsen. Det var som at sidde over for en gammel ven, som pludselig rabler racistiske paroler af sig i lind strøm, så venskabet aldrig bliver det samme igen. Den indopererede homofobi i reklamen får selveste fortællingen om gode, gamle, delikate Irma til at stinke langt væk af billigt hakkekød.
For én ting er, at vi voksne må lægge ører og øjne til alt muligt crap om, hvad der er kvindeligt og mandligt, og så forsøge at ryste det af os. Homofobi i børnehøjde er noget helt, helt andet. Det er ikke til at holde ud. At gøre en dreng, der gerne vil gå til ballet til et spørgsmål om fejlagtig opdragelse, som skal kureres med kød og bål leder tankerne fem-seks årtier tilbage til en tid, hvor piger og drenge blev medicineret, udstødt, angrebet, hvis de var for drengede eller pigede eller direkte homoseksuelle.

At brænde sit eget brand
Jo, jo, Irma-pigen har trukket annoncen tilbage, fjernet alle spor og sagt undskyld mange, mange gange. Desværre var det med henvisning til, at det ikke var meningen at være ”politisk ukorrekt”, en term, alle ved, er noget af det værste, man kan være næst efter ”politisk korrekt,” som er i samme kedelige kategori af tillægsord som frigid, puritansk og humorforladt. Men fair nok. Man skal også kunne tilgive små fejltrin. Det sker for de fleste i kommunikationsbranchen en eller to gange i karrieren. Og værre var det vel heller ikke?
Rebublica mandehørm
Irmas ene bureau, Republica, er ret stolte af deres revolutionerende påhit

Eller var det? Det, som kunne synes som en enlig poussin i køledisken, har måske langt dybere rødder i Irmas nye kommunikationsstrategi. Som nyheden herunder afslører, hvor reklamefolkene hos Republica hujer i junglen og trommer hinanden på silverback’en af stolthed over, at de har ”vakt opsigt” og ramt ned i noget urmand-agtig 50’erstemning med deres mandeavis, som ”uden for meget pynt og dikkedarer” fejer mor ud af køkkenet og sammen med hende seks-om-dagen, er prutte-bøvse-strategien del af en større reklameindsats, så den neandertal-kampagne vi ser foldet ud nu, tilsyneladende er en del af flere rådgivende bureauers strategier. Vi tænker, om mor overhovedet stod i køkkenet i forvejen? Har vi ikke her at gøre med et forbrugersegment, hvor madlavningen i høj grad er blevet maskuliniseret for længst?

Giv dem en baghyler
Vi forestiller os i kampagnens egen fordomsfulde ånd, at idé-arbejdet er foregået nogenlunde sådan her:  Vi er i en slags ølstue med brune lunger, vægge og vittigheder. Den ene mand siger til den anden: ”Vi har ikke fat i mændene – hvad skal vi gøre ved det?” Svaret lyder: ”Vi giver den bøssefims, som indhyller Irma i en ordentlig baghyler”. ”Hold kæft, hvor bliver det sjovt.” Og så gik de over til bureauet, som fik den geniale faktisk helt innovative, outrageous idé at i stedet for at teste reklamen på Irmas kernemålgruppe, ja, så skulle respondenterne være medarbejderne selv, men kun de mandlige af dem – for kun de ved, hvad rigtige mænd vil ha’! Tråden blev så samlet op af bureauet Mensch, som med deres første kampagne for Irma har fået fingrene i kødhakkeren.
Av, av, av. Det må have gjort nas, tænker BoB, det er jo trods alt kolleger. Hvem pokker var det, som ikke trak i nødbremsen og lige smed branchens fornemmeste krydderi på; etik og eftertanke?
Men det gik galt. Helt galt. Det 125 år gamle, solide brand købte ideen om at sælge fødevarer som var det alufælge. Efter at have holdt sig fra platheder i generationer og i stedet tale op til sine kunder, valgte de pludselig det stik modsatte. At patronisere kunderne i gennemført drengerøvsstil.

Irmanisme er humanisme
Det er en noget brandfarlig vej for en forretning, der efterhånden er mere end et brand, mere end en livsstil, men snarere er en isme – Irmanismen. Uden at vi har haft det store analysemateriale i hånden, gætter vi på, at Irmanist-segmentet er ikke til at spøge med, i hvert fald ikke på den lumre måde. Irmanisten er det kræsne storbymenneske, som for længst har lagt stereotyperne bag sig. Irmanister er fx de balletdansere (se her og her), hvis erhverv, reklamen latterliggør.
Irma kan ikke lære Irmanisterne noget om kvalitet og livsstil, som de ikke ved i forvejen. Når Irma i årevis har været mere end et nøk dyrere, så er det jo netop, fordi kunderne både har haft økonomisk og emotionelt overskud til at tænke ”ok, det er lidt dyrere, men det er sgu i orden”. Det er øko, fair trade, sympatiske delikatesser og genanvendelige poser med kunst på. Det er en god arbejdsplads med mangfoldighedsbrillen og fornemme priser til at bevise det. Vi, der har købt ind i Irma-brandet, om man så må sige, føler, at vi stemmer og handler, mens vi handler  - også selv vi skal til lommen lidt rigeligt.

Bøsser og andre svage sjæle
Apropos penge er situationen lige nu den, at Irma har købt indskrænket discountkommunikation for millioner med fare for at støde deres egne fra sig. Det understreger blot vores pointe, at der på Irmas officielle Facebook-side vrimler med udsagn fra et for os nyt Irma-segment med en mening om homoseksuelle og fritidsinteresser.
BoB tillader sig frit at citere fra Irmas Facebookside: ”Bøsser er og bliver for nærtagne. Kan de ikke tåle, at der findes folk der ikke kan snuppe dem (mig incl) så kan de bare lade være med at være bøsser.. nemt ikk !!!” I forsvar for Irmas reklamer bliver Facebook-”vennerne” eksponenter for den giftige diskrimination, som Irma ikke kan være tjent med. Irmas ’rigtige venner’ derimod, altså dem, som handler i butikkerne, deler, gætter vi på, udover kærligheden til gode fødevarer, formodentlig også et menneskesyn, som ikke er hindret af indsnævrende bygningsfejl.

Discountkommunikation for alle pengene (dine!)
Misæren om Irmas kampagne handler ikke om politisk korrekthed, kønsforskrækkelse og mangel på humor hos målgruppen. Det er bare dårlig kommunikation uden et knivspids fornemmelse for kernemålgruppens tanker eller følelser. Og den slags er utugt mod kundens brand. Det er hverken morsomt, debatskabende og desværre nok heller ikke, som al reklame bør være, indtægtsskabende.
Irma er på godt og ondt ikke blot en butik. Irma er en institution i det danske samfund. Det synes vi bare, Irmas ledelse skal være lykkelig for. Det forpligter at være lidt bedre end andre udmærkede supermarkeder, og man kan således ikke bare for “sjov skyld” reproducere fordomme og skrue fremskidtet tilbage. Folket kræver, at de går foran og holder et højt niveau, mens de sælger varen. Og det skal Irma ikke gøre for at være politisk korrekte, men fordi de fanden-tag-os mener det.
Irma-nnonce Mensch
Hvad bliver det næste?
Lad os slutte af med ovenstående annonce, der kørte i landets aviser forleden og fundere over, hvilken biodynamisk hvepserede Irma nu er på vej ind i.

Citypigernes sexsuk i Suq’en- gab gab

http://www.sexandthecitymovie.com/#/PHOTOS
BoB fik gratis billetter til forpremieren på ”Sex & The City 2 – Carrie On” af vores bank. Vi forholdt os selvfølgelig særdeles forbrugerkritiske over for dette bankens pr-stunt, men ikke så kritiske, at vi kunne lade chancen for at få en god NewYork-nostlagi-med-kvinder-i-høje-hæle-med-ditto- lavt-selvværd-oplevelse forpasse. Tak for det, Bank, vi står i evig gæld til jer i mere end en forstand.

Filmen var fanget i en helt gal tidslomme. Den var overhovedet ikke recessionista-chic. Talte fuldstændig forbi os born-again-nonforbrugere. Det var noget med en masse tøjskift i Abu Dhabi ren Stein Bagger-style med pigerne skridtende i ørkenen og i Suq’en som de dårligste ambassadør for Vesten, man kan tænke sig. Krænkende og respektløse. Seksuelle på den kedelige måde, hvor man sidder og tænker på, om skuespilleren mon bruger bind med parfumeduft eller ej. Feministiske på den bitchede måde. Velklædte på den upassende måde. Veninder på den uægte måde.

De engang så skarpe og vittige sexbypiger er i denne film spundet ind i noget tankeløst overforbrug, product placement, petit-feminisme krydret med noget ægte muslimracisme og fordomsfuld pseudopsykologi om arabere og arabiske kvinder.

Sjældent har vi været udsat for en så massiv transformation. Vi var engang FANS af Sex & The City. Det var trods alt dem, der gav os The Rabitt, og alt det dér åbne amerikanske snak om sex. I flere afsnit så man kvinderne bolle. Det var fedt. Og sjovt. Hold op nogle oneliners de piger kunne ryste ud af ærmet, som Samantha ved synet af en brandmand: “Hello 911 I’m on fire” eller ” I think I have monogamy. I’ve caught it from you”.

I dag er Sex & The City 2 den vestlige verdens forhenværende kæreste, som BoB af gammel gensynsglæde kom til at tungekysse i går ligesom Carrie Bradshaw (nu Preston, gift med Mr. Big), der i filmen kommer til at snave Aidan, selvom hun er gift. Uha Uha, poor little rich girl når det går op for hende, at det var hendes gamle jeg, der løb af med hende. Filmen er et kedeligt kys med en kæreste, der aldrig kom videre end barstolen. Aldrig gå tilbage til en fuser.

De fire kvinder er gået fra at være ikoner for frigørelsen og ”Thanks I’ll get it myself”-bevægelsen, til at være fuldkommen off key. Kun én scene står tilbage i erindringen, og det er den mellem Charlotte og Miranda, der filosoferer over livet som mødre. Her er der endelig lidt selvironi og perspektiv.

Der er kun en eneste forsvarlig grund til at se denne helt utroligt ulidelige film; den får dig til at følge dig smuk. Indeni. Tilfreds med, at du ikke selv er en depraveret sjæl, for hvem udseendet går foran alt andet. Lettet over, at du ikke længere skal trække over for at købe det sidste skrig og firs par sko. Lykkelig over, at du ikke er en hjernedød stilet i en arabisk porcelænsbutik, på vej til at udløse en ny kulturkrise mellem civilisationerne. BoB er ikke sur. BoB er skuffet.

Fuck nej BoB køber ikke den med Paradisepigerne

  

Lolitas Glory Hole af Liv Carlé Mortensen

Bob har længe gået rundt i gamle navlerager-underbukser og glædet os over, at vi begge trods alt var for gamle af alder til at føle os forpligtede til at se det dér realityprogram, som alle de unge vil ha’, Paradise Hotel. Det var så indtil den kloge avis Information (også kendt som mediet der kan intellektualisere et solarium) i weekenden perspektiverede programmet ud fra en kønsvinkel, i den udmærkede og herligt dominerende og catchy’e FORSIDEartikel af Marie Skov, Hvor aggressive må kvinder være

Her antydes det kraftigt, at de seksuelt aktive piger på hotellet, som “er lige så seksuelt aggressive som drengene”, som “ved, hvad de vil have, og de går efter det uden at lægge skjul på noget”, og som i øvrigt vil “skide på alle mulige fordomme om, hvor mange partnere kvinder må have, og hvor mange følelser, der bør ligge i det,” – tegner en ny trend. At danske kvinder måske er på vej ud af en ny mere seksuel ekstrovert, ærlig(?) og mere seksuel aggressiv vej, hvor kvinder tager det, de vil have forfra og bagfra og i rigelige mængder. (Gælder det også os med forsuttede ammelapper, slidte skød, væg-til-væg og blåblegt skind?) 

Kilden, ekspert, cand. soc. Marie Valentin Beck siger også, at Paradise-pigerne ”ikke daler i værdi i den kontekst, som de agerer inden for, på trods af, at de har en traditionelt set aggressiv form for seksualitet.” 

Lige med ordene ”den kontekst de agerer inden for” sætter Beck fingeren på g-punktet i BoBs kritik af denne artikel. For godt nok synes BoB, at det kunne være herligt med en trend, der smed store voldsomme alpha-hunner på banen, frigav kvinders seksualitet og muligheder for at formulere den i det offentlige rum, OG at der endelig kom et modspil til den nonnemormor-trend, vi har set husere i byerne de seneste år, men vi tror simpelthen ikke på, at Paradise-pigerne repræsenterer et bredt udsnit af den kvindelige danske ungdom. Og det er altså ikke fordi, BoB kun har vores gang i hhv. 2100 Spelt og 1870 Durum og derfor hverken bevæger os eller boller blandt danskerne, dér hvor de er (som fx i et luksusfængsel i Mexico kaldet Paradise Hotel). Eller fordi vi ikke har set programmet mere end én gang. Men fordi der nu nok skal mere til end en realityrække på tv3 før kvinders seksualitet - aggressiv eller ej - må se dagens lys, og der kan være tale om en generel trend. Og her er BoB så faktisk i tråd med både Jeppe Morgenthaler og Kåre Fog, som har gjort sig nogle overvejelser om artiklens validitet og pejlemærke med kommentarer nederst i artiklen. 

Nuvel. Hatten af for at Information skriver ordene ”aggressiv og kvinder og seksualitet” i samme overskrift OG på forsiden af en fredagsavis. Hatten af for journalisten, der har gjort sin research og for, at der faktisk findes eksperter der forsker i den sags ting. Hatten af for det spæde håb der ligger i artiklen om at aggressiv kvindelig seksualitet måske er på vej frem i lyset. Men de gamle garvede BoB’ere har været lidt for længe i gamet til at tro på reality. Der må altså diskes op med lidt flere ekspertkilder til at perspektivere sådan en ‘trend’ før BoB kan æde den. Ikke fordi det skorter med lyst(er), men fordi den virker for god til at være sand! 

Se mere Liv.

Du havde den vildeste dagdrøm den 8.marts

Foto: s-svendsen.dk

8 marts. Kvindernes internationale kampdag. Du bliver helt træt. Du lukker øjnene. Du føler dig meget søvnig. Du lægger mærke til de billeder, der viser sig for dit indre øje; en knyttet hånd, en stor kvindelig forsamling, en demo af en slags, en sal hvor du sidder med en veninde til et alt for varmt og dyrt arrangement og hylder kvinder med sang, musik og pindemadder. Du ser en dag, hvor feminister i hele verden slår hjernen på cruise control og siger de samme ting, de har sagt hver 8. marts de sidste 100 år. En dag hvor mænd i jakkesæt forholder sig helt roligt og lader medierne fylde sig op med dokuprogrammer om alt fra Femø til Fisse-programmer, lavthængende lønstatistikker, vrisne kønsforskere og kampklare nyfeminister. 

Du ser rundt i salen og nikker til alle dem, du også nikkede til sidste år og sidste år igen. Du tænker, at alle ser lidt trætte ud under make-up’en. På husmoderfaconen. At de ligner nogle, der funderer over, hvad de skal købe ind til aftensmad og ikke nogle, der er klar til at indtage Europas magtpositioner. 

Du ville hellere have været sammen med nogle af de unge vilde feminister, men du orkede ikke gå til den dér demo, fordi det er for koldt, og fordi du er for magelig. Du undrer dig over, at teknikken ikke rigtig spiller oppe på scenen, og hvorfor oplægsholderen dog ikke har lavet lidt færre slides, og skrevet med lidt større typer. Så er der en sjov, men alligevel ikke rigtig sjov konferencier, som fortæller historier fra en tid, du er lidt for ung til at huske og så undrer du dig over, at ministeren gik så hurtigt. Du tænker, at du kunne have gjort det bedre deroppe på scenen eller bag kulissen. Du tjekker mail på din mobil - og overvejer at spørge i pausen, om nogen kender koden til det trådløse netværk. 

Så griner forsamlingen og du har dårlig samvittighed over, at du ikke hørte joken, fordi du tænkte over dagen i morgen og mødet i dag, hvor en af kollegerne kørte dig over verbalt. Du tænker over dit gamle engagement i ligestillingsdebatten, og hvorfor du ikke føler det på samme måde nu. Du glæder dig til kaffen om lidt og til at få snakket med din veninde, som er flyttet til Brønshøj med familien, og som du derfor aldrig ser. Du glæder dig til at bitche - over din chef, og din mand som glad passer børnene så du kunne gå til kampdag….. Du vågner ligeså stille. Du åbner øjnene og…. 

PIFT KAPOW BOOOOOOOOOOOOOOOOM!!! 

Ud af en kanon flyver Bom&Bjerke med røde (efter din mening lidt for stramme til deres alder) flyverdragter på, ild i røven og råber i en megafon oppe fra under loftet: 

“Bare rolig feminist. BoB kender dine kvaler for BoB har selv været dér, hvor du er nu, år efter år, siddet i den samme lumre stol, spist de samme pindemadder og brokket sig på samme måde over arrangementet. BoB kender til det dalende engagement som svinder i takt med dit dalende blodsukker, og jo varmere der bliver i salen, og jo flere gamle heste, de river frem fra stalden og ind på scenen med taktfaste klapsalver. Vriiiiinsk Vriiiiinsk. Vi kender det. Vi kender din træthed, men også alle i salens ægte kærlighed til sagen. Og det er ok, at syntes, at det her er dødsens kedeligt.” 

Du vender dig rundt for at se, om andre har lagt mærke til de mærkelige cirkusagtige kvinder i flyverdragterne. Men det ser det ikke ud som om. BoB’erne drejer rundt og flyver henover scenen. Propellen skranter og de taber lidt højde, men råber stadig i megafonen: 

“Det er ok at arrangementet ikke spiller for der sker altid noget dér hvor mange kvinder samles. Så skide værd med at det virker uprofessionelt og som gårsdagens nyt. Der findes løsninger. Der findes veje ud af ubalancen. En af dem er: Sig noget, gør noget, skrig højt, læg en lort, skriv en blog, brænd noget derhjemme. Og derefter sætter du dig ned og skriver en mail til de fem kvinder, der har betydet allermest i dit liv. De kvinder der har hjulpet dig. Som altid er positive. Som altid giver et kompliment. Som lytter uden at fordømme. Som køber dig en begavet gave, når det ikke er din fødselsdag. Skriv til dem, at du elsker dem, og at I snart skal ses over et par glas rødvin og en (eller 10) forbudte cigaretter. Og gå så i seng. Og læg en plan for hvordan du ændrer verden til et sted, som du selv gider at leve i. Imorgen. ” 

BoB drejer rundt og forsvinder ud af en af højtalerne i loftet lige så lynhurtigt som de kom. Pludselig lyder der et ordentligt brag – som en kæmpeprut nærmest – og ned som konfetti falder følgende løbeseddel til alle i salen: 

BoB brokker sig ikke, de forlanger: 

1. rehabilitering af elitefeminister og alle andre, der tillader sig at have en uddannelse, som kvalificerer dem til at vide og mene noget. 

 2. mere undervisning om forestillinger om køn og seksualitet i folkeskolen. Guderne skal vide, at der er en hel del voksne der også kunne bruge lidt genopfriskning af det hele. 

 3. hjemmeservice med megarabat for børnefamilier. 

 4. fortjenstmedaljer til dem, der hver dag sørger for, at vi kommer helskindede gennem hospitalsophold, daginstitutioner, klasselokaler, socialcentre og venteværelser. 

 5. Annie Fønsby befriet og dobbeltmoralen proppet op et vist sted (det sidste skal ikke koste nogen en krone og derfor kan I ikke knalde BoB for rufferi!) 

 6. kvoter i en prøveperiode, fx med en dobbeltbelægning på alle store betroede poster, så begge køn prøver magten, og hvis det ikke virker, så dropper vi det bare igen. 

 7. indførelse af social værnepligt, så begge køn frit kan vælge, om de med deres indsats for fællesskabet vil bygge op eller rive ned. Begge dele skal give toppoint til unge, der gider sætte sig ind i de opgaver, der limer et land sammen i kanterne. 

8. penge sat af til en kæmpe undersøgelse om roden til alt liv og overskud, nemlig danskernes seksualitet, så vi får fundet ud af, hvorfor mental nærhed og fysisk intimitet er blevet noget, vi køber – og skammer os over det. 

Du så lidt på sedlen og undrede dig over at ligeløn ikke var på listen. Du var enig i nogle af punkterne, uenig i andre, og pludselig fik du øje på BoB nede i salen. De stod og smilede selvsikkert i stiletter, korsetter, push-ups, sort tøj og fuld krigsmaling på. Pludrende, kindkyssende konverserende alle de andre fra salen. Vildt mærkeligt.