BoB fik gratis billetter til forpremieren på ”Sex & The City 2 – Carrie On” af vores bank. Vi forholdt os selvfølgelig særdeles forbrugerkritiske over for dette bankens pr-stunt, men ikke så kritiske, at vi kunne lade chancen for at få en god NewYork-nostlagi-med-kvinder-i-høje-hæle-med-ditto- lavt-selvværd-oplevelse forpasse. Tak for det, Bank, vi står i evig gæld til jer i mere end en forstand.
Filmen var fanget i en helt gal tidslomme. Den var overhovedet ikke recessionista-chic. Talte fuldstændig forbi os born-again-nonforbrugere. Det var noget med en masse tøjskift i Abu Dhabi ren Stein Bagger-style med pigerne skridtende i ørkenen og i Suq’en som de dårligste ambassadør for Vesten, man kan tænke sig. Krænkende og respektløse. Seksuelle på den kedelige måde, hvor man sidder og tænker på, om skuespilleren mon bruger bind med parfumeduft eller ej. Feministiske på den bitchede måde. Velklædte på den upassende måde. Veninder på den uægte måde.
De engang så skarpe og vittige sexbypiger er i denne film spundet ind i noget tankeløst overforbrug, product placement, petit-feminisme krydret med noget ægte muslimracisme og fordomsfuld pseudopsykologi om arabere og arabiske kvinder.
Sjældent har vi været udsat for en så massiv transformation. Vi var engang FANS af Sex & The City. Det var trods alt dem, der gav os The Rabitt, og alt det dér åbne amerikanske snak om sex. I flere afsnit så man kvinderne bolle. Det var fedt. Og sjovt. Hold op nogle oneliners de piger kunne ryste ud af ærmet, som Samantha ved synet af en brandmand: “Hello 911 I’m on fire” eller ” I think I have monogamy. I’ve caught it from you”.
I dag er Sex & The City 2 den vestlige verdens forhenværende kæreste, som BoB af gammel gensynsglæde kom til at tungekysse i går ligesom Carrie Bradshaw (nu Preston, gift med Mr. Big), der i filmen kommer til at snave Aidan, selvom hun er gift. Uha Uha, poor little rich girl når det går op for hende, at det var hendes gamle jeg, der løb af med hende. Filmen er et kedeligt kys med en kæreste, der aldrig kom videre end barstolen. Aldrig gå tilbage til en fuser.
De fire kvinder er gået fra at være ikoner for frigørelsen og ”Thanks I’ll get it myself”-bevægelsen, til at være fuldkommen off key. Kun én scene står tilbage i erindringen, og det er den mellem Charlotte og Miranda, der filosoferer over livet som mødre. Her er der endelig lidt selvironi og perspektiv.
Der er kun en eneste forsvarlig grund til at se denne helt utroligt ulidelige film; den får dig til at følge dig smuk. Indeni. Tilfreds med, at du ikke selv er en depraveret sjæl, for hvem udseendet går foran alt andet. Lettet over, at du ikke længere skal trække over for at købe det sidste skrig og firs par sko. Lykkelig over, at du ikke er en hjernedød stilet i en arabisk porcelænsbutik, på vej til at udløse en ny kulturkrise mellem civilisationerne. BoB er ikke sur. BoB er skuffet.
