Hvad skal man med magten, når man så endelig har den?
Lad det være sagt med det samme: Vi har ikke magt. Ikke det der ligner. BoB har derimod værelse med udsigt til magt; en hel del af dem vi kender privat og professionelt har eller har haft magt, og endnu flere vi kender har indflydelse på folk med magt. Ikke sådan som os andre med hyggemagt over skrivebordet, familien og farven på sofaen. Nej, på den rigtige måde, den der påvirker dit og mit liv i det daglige.
Magt er madordninger Den er ikke altid køn, magten. Og “abuse of power comes as no surprise”, som en af BoBs yndlingskunstnere Jenny Holzer har formuleret det. Men vi kan ikke ignorere, at den også er madordninger, efterløn, sengepladser, motorveje og ligeløn. Den er nedskæringer på bistand, 40 døde soldater i Afghanistan og overflyvninger af fremmede magter i vores luftrum. Den er uddannelse og dannelse. Den er kulturkamp og kønskvoter (apropos Søren Pinds angreb på sidstnævnte).
Magten og mor
Når magten ikke køn, så er den derimod kønnet, fordi den fortsat fordeles og forvaltes forskelligt blandt mænd og kvinder. I grove træk gør magt kvinder til mænd og mænd til stjerner. Ifølge biologisterne er det fordi, det ikke er naturligt for kvinder at have magt. Hverken at få den eller at ville have den. Den passer ikke til de andre poster, de skal bestride, f.eks. den altomfavnende MODERrolle.
6 kvinder faldt fra i januar
Køn og magt er aktuelt hele tiden, men her i årets koldeste måned blev der for alvor koldt på toppen for hele seks magtfulde kvinder – udenrigsminister og formand for de konservative Lene Espersen, forlagsdirektør Anette Wad, pressechef og kandidat for Liberal Alliance Anne Sophia Hermansen og koncernchef for Tryg, Stine Bosse, eller uddannelsesordfører for Venstre Malou Aamund, og som rosinen i pølseenden last woman standing fra treenigheden Kylle Pylle og Rylle, politisk ordfører for De Konservative Henriette Kjær.
Mens Mary funkler
Alle er de kvinder i magtfulde positioner, som mere eller mindre frivilligt måtte træde et skridt tilbage, eller ned ad den stige, de med slid og slæb havde kæmpet sig op ad. Den eneste kvinde, som funklede i mediernes og januars stjernehimmel, var hele Danmarks dronning in spe, Mary of Denmark, som trods tvillingefødsel, to andre småbørn, og det nogle ville kalde for et fuldtidsjob som repræsentant for kongeriget, lignede en af de millioner hun får i statsstøtte, med de to smukke velskabte børn i armene. Her var endelig en kvinde, som levede op til moderrollen til UG. Uden kejsersnit og uden at kny. BoB var fuld af beundring sammen med hele landet. Kneb næsten en tåre.
“Friheden” til at vælge
Kunne de førnævnte karrierekvinder bare ikke klare mosten, og er det en svaghed, som ligger til deres køn? Valgte de selv at skrue ned for ambitionerne fordi sundheden, privatøkonomien eller familien krævede det? Og kan man overhovedet tale om et valg? BoB er forvirret. Tesen fra den ene side Hans Engells og til en vis grad Ritt Bjerregaards lyder, at man ikke kan være udenrigsminister eller have andre store topposter og være en moderne kvinde med hele pivtøjet på samme tid – det er også, hvad Anne Sophia Hermansen slutter i sin klumme. Man må vælge. Ikke både blæse og have speltmelet op til albuerne. Til det er døgnet simpelthen for kort. For kvinder altså. For mænd kan stadig begge ting, selvfølgelig. I denne optik er det dels kvinderne (og deres manglende prioritering), samfundsstrukturen og det moderne kvindeliv, der er noget galt med. På den anden side står f.eks. Kvinfo-direktør Elisabeth Møller-Jensen som ser, at det er kønnet, der får kniven op ad lommen hos magtherskerne (eller medierne i blækhuset), og at det netop skal være fra kvinder, at forandringerne skal ske. Altså, kan man godt prioritere sine børn over et arktisk topmøde, problemet ligger i, at det vil den offentlige mening (og mændene der styrer den) ikke tillade. De to fløje causerer over det dilemma, som den moderne feminisme står over for, og som når BoB ser i vores grønne teblade fulde af antioxidanter, gætter på bliver dét, der kommer til at fylde de næste ti års diskussion om det moderne kvindeliv: Nu hvor du har fået den, hvad vil du så med den? Det er som at kæmpe bravt i årevis for en kæreste, endelig score ham/hende og så finde ud af, at han/hun er fuldkommen utilregnelig, ubegavet og spotter dig i offentlighed. Med andre ord…en fuser.
Danmark er dårligst
Siden 60′erne, hvor kvinder for alvor trådte ind i magtens rækker, er der sket en masse fantastiske fremskridt og samfundet er tilsyneladende, hvis man skal tro de ærkeliberale, blevet en stor blødsøden, omsorgsfikseret og moderliggjort kvindelejr. Hvordan harmonerer det standpunkt egentlig med at Danmark med en næsten 50/50 repræsentation på folketingsniveau er ildeset i verden, er krigsførende (læs=Afghanistan), bevidst handler imod menneskerettighederne (læs=udlændingedirektiver), spolerer enestående internationale miljøanstrengelser (læs=Cop 15), spørger BoB? For hvad skal vi med magten, hvis man ikke kan være kvinde i den? Det er da vel ikke for meget forlangt, at kvinder ændrer magtens vilkår, når nu vi har smøget ærmerne op. For hvor efterlader det så dig og BoB? – Vi er er en del af det levende lag som magten rettes imod. Hver eneste dag, hver eneste bevægelse, hver eneste prut vi slår, er påvirket af magten, den synlige såvel som den usynlige.
