De fleste oplever i et par sekunder hist og her at blive mindet om, at lykken, altså øjeblikket hvor man smelter sammen med universet på den rare måde, ligger lige om hjørnet. Det lokker som en sirene, der befaler en at sige nej, bryde ud og klippe navlestrengen til de kun tilsyneladende trygge værdier, tage næstekærlighedsflyveren til Haiti, skifte rotteræset ud med en mere simpel tilværelse, række hånden ud mod det uintegrerede barn i ungens klasse, gøre fremmede glade eller bare sende et smil af sted.
Men inden vi får lettet røven opdager vi, at vi er fanget i hver vores gruppepsykose, og at adgangstegnet til succes i gruppen ligger i smukfjæs, skejser og en smart sofa.
Problemet med sofaer er mangfoldigt. Sofaen har som udgangspunkt formodentlig har kostet et sted mellem to og fem uges ugers arbejde efter skat, i hvert fald i Bo Bedre segmentet. Så man skal ligge i den hele tiden for at få noget for pengene. Man kan synke ned og omfavne sin sofa, men den krammer ikke tilbage. Den giver ikke glæde og tilfredshed.
Tværtimod suger den sammen med sin trofaste makker Tv’et, time efter time sjælen ud af os. Når vi lidt for sent efter seks forskellige kaloriefattige serier vakler i seng, er vi ikke forandrede. Vi ligner os selv til forveksling. Vi kom heller ikke nærmere lykken den dag. Fandens også. Måske i morgen. Det er åbenbart et vilkår for lykke, at vi kun eksisterer i samklang med andre og ikke i samkvem med sofaer. Det er kun, når vi har gjort en god gerning, at vi for alvor er til. For uanset, hvilken gud vi ellers taler med, når vi ikke rigtig kan sove, så er den gode samvittighed og følelsen af at være til i verden et sovemiddel, som ikke kun er billigere, men også sundere i det lange løb. Læs NYTimes om hvad der ellers skulle give fed, fed lykke.
