lykke | Bom & Bjerkes blog

Tag lykke

Kvinde kvalt i pyntepude

 mushroomboyflickr

Lille spejl på væggen dér

I et anfald af umiddelbar og ukontrolleret lykkefølelse udbrød LilleBoB i en statusopdatering på Facebook for nylig: ”Sikke en perfekt dag: Var med Felix i svømmehallen, fik en massage, læste et sjovt blogindlæg, bagte et perfekt rugbrød, fandt et husbytte i The Catskills, så to episoder af Mad Men, shoppede på internettet, sad i solen og elskede mit liv.” For hold nu op, det var en dejlig dag. Ingen pligter, ingen skriveopgaver, ikke noget som helst barsk virkelighed eller vældig hverdag. Alt i alt en raritet i BoBs liv.

LilleBoBs statusopdatering

Røre i damernes magasin
Statusopdateringen skabte imidlertid røre i damedammen på Facebook, hvor især kvinder debatterede, hvor irriterende sådan nogle jubel-her-går-det-godt-statusopdateringer fra den hetero-normative majoritet (sådan nogle som BoB) var. Opdateringer fra hverdagen (og især den familiære hverdag) er kedelige, urealistiske og damebladsagtige (det værste skældsord i den kulturradikale vennekreds), lød det fra mange sider. Og hvis de sender et overvejende positivt signal, kan de tilmed give andre kvinder dårlig samvittighed og lavt selvværd. Ok, siger BoB, det var da ellers noget af en anklage.

Pointen fra forfatter og skribent Leonora Christina Skov (på hvis FB-profil diskussionen foregik), var lidt en anden, sådan som vi læste det. Vi så et ret menneskeligt udsagn, nemlig det, at når vi (kvinder) hører om andres liv, det de andre har, stiller vi spørgsmål til vores eget, og om vi selv har valgt rigtigt. Men kommentarerne blev skarpere og skarpere, og så måtte BoB i blækhuset. Nu tror vi, at vi har en analyse:

Rollemodellen er død
Kvinder vil IKKE have positive rollemodeller. Vi gider ikke høre lah-de-dah-historier om kvinder, hvor det hele spiller på den private og professionelle front. Eller se smukke, tynde kvinder på glittede forsider eller i endeløse boligreportager med pyntepuder og slidt & hvidt, som damebladene sælger til os uge efter uge. Vi er ved at kaste op over Mary of Denmark, som giver os unødig stress, når hun føder to børn i træk uden kejsersnit og ligner en pilates-milliard få timer efter. Og vi vil ikke høre om vores veninders lykkeliv i opdateringer på Facebook.

For alle ved, at alt det med den perfekte balance mellem privaten og det professionelle liv ikke eksisterer i virkeligheden, så hvis man køber den på Facebook udstillede lykke, er man nok selv ude om det. De fleste menneskers liv en lang lidende Anne Linnet sang: “I dag er du star. I morgen er du bange og bar”. Vi er trætte som klude, vores unger har ADHD, vores mænd er os utro med au-pairpigen eller har gamblet pengene væk.

Kvinder på kanten
Vi kan derimod sagtens relatere, når kvinder falder ned fra piedestalen i hobetal, som de har gjort det for nylig i mediemøllen. Når direktøren for det hele Stine Bosse takker af med ønsket om at prioritere familien, eller når Lene Espersen taber formandsposten. Der var vist lige lovlig wonder woman over alt det, de højprofilerede kvinder skulle orkestrere på sådan en almindelig arbejdsdag.

Vi forstår og ser interesseret med, når Oprah igen har taget 5 kilo på. Når sanglærken Britney Spears tjekker ind på afvænningsklinik, når husalfen og mangemillionæren Martha Stewart kommer i fængsel for insidersvindel, når veninden falder om af stress på arbejdet, eller når skuespilleren Anne Grethe Bjarup Riis flipper i en debat om sexarbejdere og prostitution både i Go’ Morgen DK og i EkstraBladet, fordi hun har en ild og empati indeni, som hun ikke kan tøjle.

Vi elsker også tv-serien Desperate Housewives, fordi vi kommer bag glansbilledet og ser, hvordan det virkelige liv leves og hvor feje, misundelige, usikre og mest af alt, hvor uperfekte andre kvinder er. Vi vil have ridser i lakken, streger i regnskabet, kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, som flipper ud af formen, fordi vi selv ved, at det billede vi hver dag transmitterer til omverdenen om os selv og vores familie, er lavet af et skørt pergamentpapirsagtigt materiale, som kan krakkelere, hvis nogen prikker til det.

Når vi ser andre kvinders brister, ser vi vores egne, og vi bliver ikke så bange for selv at dratte ned fra tinderne. Eller hvad?

De svære valg
Vi velbjærgede, vestlige, veluddannede danske kvinder ved, at vi sagtens kan blive til noget her i tilværelsen – at vi har mulighederne. Det svære for os er at vælge. Og at vælge fra. Og når andre kvinder fremstår som om deres valg har været lette og lykkelige, bliver vi mistroiske, misundelige og lettere indebrændte. For vi ved, at det ikke er lette valg.

BoB mener, at positive rollemodeller sgu er gode nok at have. Vi skal kunne se op til nogen, men de skal være ærlige om de fravalg, de har taget for at nå derop. Og ærlige om de ting, de savner.

Facebook er fremstillinger
Og så må vi minde om, at Facebook bare er noget, vi leger. Opdateringer på Facebook viser toppen af isbjerget, glasuren på kagen. Det er en måde at kommunikere noget af sig selv på. Det er et vindue til verden, hvor vi alle ved, at det beskidte vasketøj hænger omme i gården. For hvem vil ikke hellere opdatere positivt om sig selv end negativt? Helt ærligt, alle os, der har gået i skole siden 70erne og fik medieanalyse i 6.klasse ved, at mediefremstillede billeder og repræsentationer inklusive de iscenesættelser, vi nu læser på Ansigtsbogen, netop er fremstillinger, og tager man dem for pålydende, spejler dem i sit eget, kan man hurtigt få en mild til moderat depression.

Skal vi bytte, Leonora?
Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering, kan BoB returnere med at misunde at være tiljublede, frie, skarpe skribenter i høje sko og røde læber med frihed til at rejse jorden rundt uden et barn i passet.

Men BoB har valgt et andet liv, og sådan er det bare. Så længe vi kan se med fra sidelinjen, går det nok også. Og det er jo dét vi gør på de sociale medier – ser med i hvordan andre kvinder præsenterer visse øjeblikke i deres liv – og returnerer med vores egne mere eller mindre sandfærdige øjebliksbilleder.

BoB siger: skriv som det passer dig, lyv som hesten render, eller giv den gas med sandheden – bare du gør som Anne Linnet Band synger “Du lever af at vende din sjæl, men bare du ved det selv, og passer på at du altid kommer hjem til dig selv”.

PS: BoB lover aldrig mere at opdatere, når det har været en god dag med bagning, børn og morgenbollehår, hvis I kære læsere lover aldrig at tage en Facebook-opdatering personligt.

I Kina spiser de piger

copyright: Caro Spark, FlickrLilleBob har været i Kina (næsten) og fået en idé til at løse den gordiske knude i dansk indvandrerpolitik: Vi tager alle de kinesiske babypiger, som kineserne skiller sig af med og opbygger et kvindeherredømme i Legoland. Det bliver skønt. Læs klummen i Information her

Kerneond og usund

BoB er inde i en skidt periode. Vi har svært ved at være anstændige. Vi spiser ikke nok spelt og får slet ikke nok tarmskylninger. Vi lytter ikke til de signaler, som vores bodyage sender. Vi er blevet kerneonde på en uge. Og vi vil af med det. Anledningen er youtube-reklamen “Kernesund millionøse”.

Uanset hvor velment det hele er, eller måske var i begyndelsen, hvor hele nationens sundhed var i fokus for de tre damer og deres livseliksir, må det selviscenesættende trip og den tsunamibølge af navlebeskuende selvudvikling med formålet at bringe MIG MIG MIG i centrum af universet, høre op. Den bølge, hvor forbigåede kvinder fra alle sociale lag partout skal klemmes ind i den kreative klasse (hvor der i øvrigt er røversygt) gennem underresearchet emmerkerner og minimalitisk mindwellwholefoodfullness med masser af penge smurt udenom. Den højere mening er jo lige modsat, kvinde; universet er dit centrum. Du er ikke i dig selv centrum for noget som helst.

Bob gider det ikke. Vi vil ikke være feminine millionærer via telepati – og da slet ikke midt i en global finanskrise. Eller tarmskylle mens vi danser sexzumba. Vi vil ikke underernære vores børn med soyapulver og musvitmælk eller pakke dem ind i kradseuld og levertran-udtræk. Vi gider ikke tænke på lykke i form af penge, balder af stål eller lipgloss med ferskensmag.

Because we’re so not worth it i det store perspektiv. Tiden er ligesom vokset fra det selvtilstrækkelige frøperspektiv. Vi må ud i noget seriøs panorering.

For os er tallerkenen altid halvt tom. Vi vil være slikafhængige, hænge med næbet, leve i problematiske familier, der ikke altid har happy end og lide af sjældne kroniske sygdomme, der måske ikke kan kureres – og slet ikke med et telekinetisk coaching-forløb. Vi vil dyrke perspektivet og miseren, alt imens vi oprigtigt håber på en bedre verden udenfor os selv. For selvom man på bedste køleskabsmagnetfilosofisk vis skal begynde med sig selv og be the change, så er al den inadskuende optagethed af sig selv og sin families succes, sundhed og stil så vildt usundt, at man risikerer at gå mentalt i stå foran sit Arne Jakobsen-håndtag på vej ud i verden.

BoB trækker i nødbremsen, laver en Maude og står af her.

Brev til Fay Weldon og Maise Njor

Efter at have læst “Livet for let øvede ” har BoB skrevet et langt brev til Fay Weldon og Maise Njor på et af vores gamle favoritsites, webmagasinet Forum. Her følger vi op på nogle af de problemstillinger kvinderne diskuterer. Læs vores helt ualmindeligt lange smøre til damerne på det link her. Andre har anmeldt den; her f.eks. Marie Tetzlaff i Politiken og Johanne Mygind i Information

Tillykke fru minister

Le Petit Poulailler

 

Det ligger ikke helt naturligt i BoBs dna at rose en borgerlig båd, der har sit anker yderst i det eddikesure højre, men ok, touché. Ministerrokaden er et lysende eksempel på, hvad kvoter kan gøre. Nogen har tilsyneladende sat sig for at kaste en stor bunke kvinder i det store maskuline magtmaskineri. Det ser godt ud. Det er ikke noget forgjort i at lade landet lede med en nogenlunde fornuftig fordeling af repræsentanter for dem, der bor der. Det er det, der hedder demokrati.
Nu må de nyudvalgte bare ikke falde i den dumme kulturelle fælde, som mange kvinder, der søger job, eller lige har fået et super fedt et gør. Som den nye undervisningsminister Tina Nedergaard, der straks talte ud af sin kønskulturelle kuffert: ”Jeg tror næppe, at jeg er udvalgt alene pga. min kunnen. Så kunne man nok have fundet en person der var mere egnet.” (Politikens bagside i dag - er der en læser, der kan finde det digitalt, så send det til os..) Sagt af en kvinde, som er cand. scient.pol og har haft fire forskellige ordførerposter!! Så BoBs jobcoach siger: ”Sludder og vrøvl, Tina – vi kender en del, der er kommet til fadet med mindre end det. Så klap kebabben, nyd det og gør dit bedste.”  (Så længe det varer, messer vi håbefuldt). 

Kan kvinder bringe et nyt politisk liv til torvs ved deres blotte repræsentative tilstedeværelse? Who knows? Det er i hvert fald med i BoBs aftenbøn.