No alarm and no surprises, synger Radiohead. BoB er ikke overraskede over professor Nina Smiths nye undersøgelse. Den viser, at de kvindelige chefer der ikke tager hele barslen kommer højere op ad rangstigen i virksomhederne.Duh.
Det er en kendt sag, at kvinder der er mere genkendeligt “maskuline” klarer sig bedre i vækstorienterede virksomheder. Og hvem har ikke prøvet at vende ryggen til en yngre kollega med sprint i karriereskoen et kort øjeblik? Det gør man ikke ustraffet, i hvert fald ikke i det private erhvervsliv.
Det øjensynligt positive er, at superkvinderne “haler” ind på mændene, som de fleste aviser så opfindsomt formulerer det. Mon ikke de mener halter eller halser? Lønforskellen er stadig høj – 13 procent mellem dem og deres mandlige kolleger - selvom de er meget bedre uddannede og har mere erfaring. Og det kan man ikke forklare. Det antydes, at det måske er de andre kvindelige chefer, som holder deres kvindelige kolleger nede. Jo jo, no alarm and no surprises, hvis man tager det gamle eventyrs-narrativ for gode varer; den uskyldige lille pige, der ikke kan finde ud af at forhandle løn selv, og den onde stedmoder, der vil have faderens opmærksomhed og penge for sig selv. Ikke et ondt ord om faderen. Drik gift til.
Professor Smith mener selv, at undersøgelsen er fuld af “overraskelser”. Mon så ikke, der er noget i vejen med selve præmissen? Hvordan kan det komme bag på nogen at prestige og indkomst har noget med fravær fra arbejdet at gøre?
Fra en feministisk synsvinkel ville det have været interessant at gå bag om tallene om de kvindelige superledere. F.eks. hvordan det føltes at blive åndet i nakken af sin bestyrelse, mens sønnen bed brystvorterne til blods. Hvordan det var at stå med 4 timers nattesøvn og så komme ind i fuld pandekage og jonglere med millionbudgetter. Hvad kostede det mon at komme dertil. Hvor mange ægtefæller, parterapeuter og skærmfikserede unger går der mon på hvert dusin superkvinde?
BoB mumler, at det måske også handler om vores fælles indstilling til barsel og vil gerne slå et slag for øremærket og betalt barsel. Åh, kom nu, for pokker. Den nye ligestillingsminister som ellers har været en ret hurtig knallert på molen, skred i svinget og gled lige ind i en kedelig genkendelig muddersnak: “Vi bør ikke blande os i hvordan folk fordeler barselsorloven”. Hvis alt det ikke-blanderi havde været kendetegnende for de sidste 100 års ligestillingsarbejde i Danmark, så havde det stået sløjt til. Det er netop modet til at tænke frem og gennemføre initiativer, der først var upopulære, siden helt almindeligt anerkendte, der har været den danske model. Den model som de sorte skrigesøstre fra højrefløjen har så travlt med at slå ihjel og brænde de onde elitefeminister på bålet for. Undskyld, vil du have en sav til den anden hånd også, så kan du fælde hele træet du sidder i?
Vi vil ikke have flere undersøgelser. Det er hjørnespark. Det er udenomssnak. Det er røgslør. Vi ved jo godt, at hvis farmand tjener mest, så er der ligesom ikke nogen diskussion om hvem, der tager det meste af barslen. I Danmark tjener mænd mest. Og så længe mænd ikke får ikke økonomisk incitament for at tage barsel, så vil den mandlige andel af barnevognsrullere stadig ligge på sølle 6%. Det er en økonomisk kalkule. Det er benhård prioritering, når man står med baby, bræk og banklån – råd til et liv levet over evne. Det er ikke noget med omsorgsgen, følelser eller lyst. Det er ussel mammon, der tæller. Den der tjener mest, tager den mindste andel af barslen. Intet nyt under solen. Det citat kommer fra Biblen og er også navnet på en CD med Magtens Korridorer. Så er vi tilbage ved musikken. To skridt frem og et tilbage. Det bliver ikke i vores tid hvisker store BoB til lille BoB. Desværre.
