kvoter | Bom & Bjerkes blog

Tag kvoter

De blå hævnere

http://www.neonsdirect.co.uk/index.php?main_page=index&cPath=1

tante Blå er godt sur i skralden på tante Rød

Det er ikke kun hos teselskabet i USA, at damernes te har trukket for længe og af den grund er blevet bitter. I udstødningsgassen fra kvindefrigørelsen er der også på Løkkes marker vokset en helt ny type kvinde frem, som er synlig dagligt i Danmarks mediebillede; De blå feminister.

Danmark har dermed fået sine egne kvindelige krigere, som agerer som om, at samfundets offentlige samtaleplads er en slagmark – og at den borgerlige feminismes (eller hvad de nu beslutter at kalde sig, nu hvor mange af dem for kuldegysninger af ordet) største opgave er at udslette alt det, der lå før. De er blå, bevæbnede til tænderne og ikke bange for noget som helst. De er næret ved brystet af det danske storbarmede, omsorgsivrige samfund, som ikke bare har stødt en masse mænd og drenge fra sig, men åbenbart også denne hær af kvinder som i deres egen optik i årtier har været undertrykte og klemt sammen af 68′ere, socialister, pædagoger og andet rødt udflåd. De har ikke kunnet ånde, og der er ikke nogen, der har hørt på dem og deres modvillighed, siger de. For hele samfundet har været besat af socialistiske feminister fra børnehavebestyrelsen til Christiansborg og alle landets skattekroner er gået til socialistiske feministiske tiltag, omvendt kønsracisme og åndssvage kvotesystemer (ja, bare de var, stønner BoB ovre fra ringhjørnet).

Så nu skal de blå feminister i den grad have luft. Det sker med et heftigt modangreb på alt, som har en snert af gammeldags rød feminisme om sig. Og det går især ud over feministerne fra det konfektædende segment; de lilla bleer der ødelagde landet i 1968. Dem der nyder deres otium fra toppen af kvindesagens tinde og som skærer alle kvinder over én kam; offerkammen.

Desværre virker lidt som om, at de blås strategiske udgangspunkt er sådan en harme, der tragikomisk minder lidt om de mest ekstreme feministers fra den generation, de nu udskælder. De må ikke på noget tidspunkt komme i godt humør, de skal aldrig komme med alternativer til noget som helst, men udelukkede bruge dæmonisering som platform (her er det så feministerne og ikke mændene, der er djævlen selv) og så ellers sørge for, at verden kun fremstår i sort/hvid. Det er som en gammel western; der er kun de gode og de onde.

Ned med BoB
Og vi, altså BoB, hører vist til blandt de onde. Selvom vi er alt for unge til at være 68′ere og aldrig har være vaskeægte socialister, så er vi jo venstreorienterede, tror på staten, lighedsprincipper og lige repræsentation, og derfor er vi klasket sammen med alle de andre med kvindetegn i en stor ildelugtende gyllepøl. Vi er alle Stalins lakajer som bare kan vente på (hvis regeringen fortsætter lidt endnu), at der sættes penge af på finansloven til at udrede feminismens altødelæggende indflydelse på samfundet. Ikke mindst de nye generationer af mænd, der åbenbart dagligt tabes på gulvet. Trenden er, at alt hvad der kvindeligt, omsorgsfuldt og inkluderende skal have én over frakken. De sidste fire generationers hårde arbejde for ligestilling skal ikke komme her, skal det ej.

De tre teologer:
Sørine
Selvom der kommer flere og flere til, så har banen primært været kridtet op af tre kvindelige teologer. Først Sørine Gotfredsen, som i mange år har kæmpet for at komme frem til forreste række af kommentatorer. Som et ikon for de blå kvinder, der så rampelyset i Venstre-regeringens æra, har kommunikationsstrategien tilsyneladende bygget på værdier som mistillid, nedladenhed og fordømmelse af anderledes tænkende – fx ved at kalde best-sellerforfatter og feminist Hanne-Vibeke Holst for skingrende skør, fordi Holst mener, at kvindelige politikere stadig behandles efter andre mere subjektive kriterier end deres mandlige kolleger gør. Kvinder er i Godfredsens optik “frie til vælge hvordan de vil fremstå” og alle, der trækker kønskortet og pointerer, at noget skjult kønsdiskrimination kan finde sted, undertrykker og gør selv disse kvindelige politikere til ofre (!).

Katrine…
Som en del af de tre teologer er også den sortblå Katrine Winkel Holm, hvis festfyrværkeri af yndlingsaversioner man får et indtryk af her (de gamle feminister er klamme og dumme) her (velfærdsstaten og dem der byggede den, er også klam) og her (DR ansætter lyserød korrespondent=klamt). Udover mange vrede citater og artikler som mest er heftige angreb på de føromtalte 68′er feminister og deres påståede “udryddelse” af kernefamilien, udkom Winkel Holm sidste år med bogen “Fri mig fra kødgryderne”. Det er en ode til de hjemmegående forsørgede hustruer, hvor hun bl.a. konstaterer, at BoBs bog er en lang tirade af beklagelser, at feministerne har fornægtet kvindekønnets skæbne, fordi “vi er svagere end mænd” og i øvrigt ser feminister, som nogle, der har gjort “offerrollen til en nem og bekvem kvindedragt”.

og Lilleør…
Endelig har vi den sidste og, i denne kontekst, mere moderate og til tider faktisk ret fornuftige kvindesagsforkæmpende Kathrine Lilleør, som desværre har ladet sig rive med at den grimme stemning og senest har haft travlt med på et meget spinkelt grundlag at gøre KVINFOs direktør ansvarlig for Hip Hop Tahrirs horrible kønsadskillelsesfest i Den Sorte Diamant. (Og her KVINFOs svar).

BoB bemærker pudsigheden i, at det netop er kristne teologer, der kører den hårde linje mod kvindebevægelsen for ikke at stå op imod islamismen, og at DR netop i disse tider har fået skrevet kristendommen ind i deres public service- forpligtelse. Såvidt BoB forstår, foregår der vist stadigvæk en hel del forskelsbehandling (mens vi venter på en kvindelig pave), seksuel udnyttelse (af nonneaspiranterne) og frihedsberøvelse (antiabortbevægelsen) i de ydmyge kristne gemakker i Europa, som de kristne feminister kunne kaste sig over, når de er færdige med os andre. Så havde amazonerne da en sag, som pegede fremad og ikke kun spyd, der pegede bagud.

Det besnærende rampelys
De blå feminister passer godt ind i dagens mediebillede, hvor rationalet for at få sendetid synes at være, at jo højere du kan råbe, desto mere har vi brug for dig som storskrydende gallionsfigur. Der er ikke længere brug for små forvirrede Bridget Jones’er, som ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på tilværelsen, eller hvilke trusser, der passer til hvilket knald. Der skal fuldvoksne velformulerede hævnlystne madammer til, kvinder som holder hovedet koldt i primetime med licens til at slå ihjel.

Fornemmer vi et mantra som går ud på, at når jeg kan mistænkeliggøre andres mission, har jeg min eksistensberettigelse? Kan det tænkes, at netop dette had og modstand mod eget køn, er den adgangsbillet, der kræves for at være med der, hvor mændene er, der hvor magten er? Der er hverken luder eller madonna her, men derimod en ny type “medskyldigt maskulin”. For måske er de blå superkvinder-som-altid-er-blevet-behandlet-lige-og-har-haft-alle-muligheder-og-har-grebet-dem-alle-sammen alligevel bange for noget? Måske over deres eget køns enorme potentiale og muligheder og over, hvor selvfølgeligt de pludselig, gennem en helt særlig form for positiv særbehandling får sendetid i den landsdækkende presse, fordi de tør, hvor andre tier? Måske tænker de, at de hellere må holde den uforsonlige tone, så ingen opdager, at den nye bevægelse ikke har andet at byde på end negativ kritik mod et selvopfundet modermonster og ikke så meget andet.

Kom nu videre
BoB tænker, at der må være pokkers til forskel på de, der vil politik og debat, fordi de har en vision eller drøm, og så folk, hvis eneste mål går ud på at nakke andre og æde dem til morgenmad.

BoB har faktisk selv prøvet det; at lade sig rive med af den offentlige persona. Det kan være en rolle som strammer om halsen. Kan man sige noget pænt og beholde sin position uden at blive aflivet som kamphund? Kan man f.eks. som Winkel Holm blive medlem af DR’s bestyrelse uden blive kvoteret ind, ikke (alene) på grund af køn, men på grund af den blå vulkanske vrede?

I skoven af kritik mod den bevægelse og de kvinder af kød og blod, der har banet vejen for de blå feministers egen platform, kan BoB simpelthen ikke høre, hvilke metoder de blå feminister peger på som løsning på den uligestilling kvinder og mænd i dagens Danmark stadig står overfor, når det gælder adgang til magt, adgang til barsel, adgang til at kunne vælge uden at blive diskrimineret på grund af sit køn.

Så hvad med lige at tage en slapper. En ting er at være drevet af verdens uretfærdighed og en ægte lyst til at bidrage til at samfundet bevæger sig i en god retning, en anden er at lade sig styre af en besynderligt tvistet historiefortolkning og en underlig opfattelse af retten til at mene noget. Dette had rettet mod eget køn og dermed også mod sig selv, tænker BoB lommepsykologisk, anfægter kvindekønnets betydning for samfundsstrukturen, og ser således MOR som et onde i samfundet som helhed, mens det på den anden side er hende, vi alle går og mangler ved arnen? Undskyld, er der en psykolog tilstede?

Tak til Christian Boisen for det fremragende udtryk ‘hip hop tahrir’.

I Kina spiser de piger

copyright: Caro Spark, FlickrLilleBob har været i Kina (næsten) og fået en idé til at løse den gordiske knude i dansk indvandrerpolitik: Vi tager alle de kinesiske babypiger, som kineserne skiller sig af med og opbygger et kvindeherredømme i Legoland. Det bliver skønt. Læs klummen i Information her

Licens til at kede os ihjel

BoB TV

BoB TV

Det er næppe gået hen over hovedet på nogen, at den primære leverandør af tossetimer til danskerne endnu engang har fyret en stribe mennesker, der sad i vejen for sorte seere- og røde forretningstal.

Blandt de udstødte var de modne, dem der havde identificeret sig med DR og omvendt i en menneskealder. Og en del koryfæer, der mere eller mindre frivilligt listede ud af døren.

Generaldirektør K. Plummer, der vil gå ud af sit gode Armani snake-skin for at please danskerne, kritikerne og politikerne, stak undskyldninger i bedste moderne kommunikationsstil: “Jeg er også selv ked af det” lød det, og han og nyhedschefen var enige om at samtidig spille højt spil: “Mere kvalitet for færre penge”.

BoB har vanskeligt ved at se det regnestykke gå op, og efterlyser et apparat der kan fjerne skyklapperne hos de fortravlede danskere. Verdens bedste folkeskole (uden lærere og IT), verdens bedste sygehuse (uden personale og udstyr), verdens bedste børnehaver (uden lokaler eller lokal forankret ledelse), og nu verdens bedste fjernsyn uden nogen til at lave programmerne.

Ugen forinden de lavthængende journalister blev rystet af stammen, havde Generaldirektøren givet en forsmag på,  hvad det nye kvalitetsfjernsyn skulle bestå af: “Mere fodbold”. BoB kan godt lide fodbold, men vi føler os ikke ligefrem underernærede tv-mæssigt på området; Vi kender Zidane og Laudrupfinten. Vi ved, at sidstnævnte nu er træner på Mallorca. Vi ved, at Spanien vandt VM. Vi ved, at FCK og Brøndby hader hinanden, og at AGF må ynkes. Og vi ved, at Dennis Rommedahl er vild med popgruppen Nick og Jay og engang havde skrevet ’Boing boing’ som hyldest på sin mave. Vi kender mere fodbold-lingo som krydset, tifo’s, off side og boldfordeler, og ved mere om (manglende)lixtal og knæskader blandt fodboldspillere, end vi ved noget om de snart forbudte områder kunst, musik og litteratur - eller om den hemmelige krig, som vi snart har deltaget i igennem 10 år. Vi er fyldt op med spildviden om fodbold, så vi kunne vinde ethvert Besserwisser-spil i kategorien. Vi får sport i 1′eren, 2′eren og 3′eren, og når vi er færdige med det, kan vi gå på TV(under)Danmark eller 9′eren og se SportIdag, SportIgår, SportIgenImorgen. Fodboldfans er ikke et forbigået segment på tv – hverken i primetime, lunch eller nighttime. Fodbold sendes faktisk all the time på alle kanaler i alle formater, og det keder os ihjel.

BoB som er ivrige fodboldfans - bare ikke i hele og evige portioner - mener, at det er på tide at få indført kvoter i licensbetalt tv. Kvinde- og mande-tv. Og med kvinde-tv mener vi altså ikke metadonfix som Hammerslag og By på Skrump og Kender du typen? Dessertdrømme? Sy din egen minkpels…eller hvad de formater nu engang hedder, som er skræddersyet til DR’s persona Birthe på Fyn (den kvindefigur DR så gerne vil elskes af), og som skal fastholde os tyk og tilfreds i sofaen, mens vores røv og taljemål vokser ud i samme takt med at vores horisont skrumper ind.

Nej, vi mener den slags programmer, som stiller spørgsmålstegn ved (kvinde-)livet, døden og kærligheden. De programmer som gør os til små revolutionære hverdagsfeminister, som vil gøre noget aktivt ved den verden, der omgiver os. Vi vil have vores egen Ramasjangkanal med 24/7 timers deadly DR2udland, vi vil have knastørre kulturguides om feministisk finsk kunst, mødreguides, finanskriseguides, flere temaprogrammer om kussen og dokumentarer om kvinder i 70erne, der kunne, ville, og gjorde noget. Vi vil have kvinderock og kvinder i ekspertpaneler, der interviewes af Lene Johansen, vi vil have ‘live’ krigsreportager fra felten af Louise Roug og mellemøstberetninger af Helen Hajajj. Vi vil have vild med madlavning-rejse og-yogaprogrammer. Ja BoB vil dælendyleme have sit eget talkshow på DR i primetime, mens Messi bliver udvist og Lampard får frataget sin anførerbind på de andre kanaler.

Og hvis vi en enkelt dag fik en hjerneblødning og gerne ville se lidt sport – så vil vi se en hel turnering med Wozniacki kommenteret af Tine Scheuer-Larsen, eller se en reportage fra gadefodbold for kvinder i kødbyen, hvor værten selv spiller med. Så er det sagt. BoB går til skærmen. Godaften og velkommen til Feministisk Legestue.

Der er mere mellem himmel og jord

Holdet på STS-131 (Pressebillede NASA)

Hvad der åbenbart er voldsomt svært at gennemføre med stor entusiasme på Lars Tyndskids marker, ser ud til at lykkes bedre et godt stykke over jordens overflade. Iscenesat på bedste amerikansk vis fes Discovery af sted i går og udover at den lykkeligvis ikke sprang i luften, så var også besætningen i sig selv en sensation.

Og se lige godt på billedet. Det er et lille stykke verdenshistorie. Fire mænd og tre kvinder, der netop nu er på vej ud for at fikse et eller andet på Station 23, som BoB ikke endnu helt har fundet ud af hvad er. Det kan da godt være, at disse mennesker er udvalgt, fordi de tilsammen tegner den fælles fremtid á la Benetton-reklame. Men tre ud af de fire missionsspecialister ombord er kvinder, og Stephanie Wilson, Dorothy Metcalf-Lindenberger og Naoko Yamazaki udgør over 40 % af det samlede hold! Kvoter – I som er i himlen.

Det helt vildt spacede er, at man ikke kan sætte en (ærgerlig) finger på noget som helst. Hele holdets kvalifikationer er tiptop og der er ingen semi-civile på charmeoffensiv denne gang. De er, alle som en, specialister i rumhalløj med ph.d’er og sådan noget og altså vaskeægte astronautdamer.

Det er nok ikke noget, der er sket ganske af sig selv. Kan vi være enige så langt? Det må derimod vokset ud af en vilje og tro hos NASA, der går ud på at man da nok kunne finde kvinder af det rette stof, som også ville være super gode i rummet, hvis bare man arbejdede længe nok på det. Missionen er lykkedes.

Og BoB er som forvandlet. Vi tror nu på alt, det vi ikke forstår og heller ikke fik lært i fysik. Vi er blevet fans af ALT, der har med rummet at gøre. Fra i går af. Det viser sig, at vores interesse for rumfart og ydre galakser bare har ligget i dvale. BoB har naturligvis i tidernes morgen været svært optagede af filmatisering af Tom Wolfes ”Mænd af den rette støbning”, men det var helt klart andre årsager, der gjorde det til en fed film (en super god historie og så Dennis Quaid, Sam Shepard, Scott Glenn, Ed Harris m.fl.).

Vi ved nu, at BoB har gået i mørket og blot ventet på, at det rette øjeblik åbenbarede sig. Det rør os pludselig, det der foregår oppe i himlen. Bare fordi der er tre fruentimmere i hver sin farve ved roret? Svaret er enkelt: JA, for pokker da. Vi kan nu drømme om at selv blive astronauter, i et andet liv måske, nuvel, men så for nogen, der kommer efter os. De kan drømme sig ud af tylsskørtet og lige ind i den orange rumdragt. Det giver os en fornyet tro på, at der er noget der er større end os selv, også større end mænd, nemlig os alle sammen. Sammen. Halleluja.

Du havde den vildeste dagdrøm den 8.marts

Foto: s-svendsen.dk

8 marts. Kvindernes internationale kampdag. Du bliver helt træt. Du lukker øjnene. Du føler dig meget søvnig. Du lægger mærke til de billeder, der viser sig for dit indre øje; en knyttet hånd, en stor kvindelig forsamling, en demo af en slags, en sal hvor du sidder med en veninde til et alt for varmt og dyrt arrangement og hylder kvinder med sang, musik og pindemadder. Du ser en dag, hvor feminister i hele verden slår hjernen på cruise control og siger de samme ting, de har sagt hver 8. marts de sidste 100 år. En dag hvor mænd i jakkesæt forholder sig helt roligt og lader medierne fylde sig op med dokuprogrammer om alt fra Femø til Fisse-programmer, lavthængende lønstatistikker, vrisne kønsforskere og kampklare nyfeminister. 

Du ser rundt i salen og nikker til alle dem, du også nikkede til sidste år og sidste år igen. Du tænker, at alle ser lidt trætte ud under make-up’en. På husmoderfaconen. At de ligner nogle, der funderer over, hvad de skal købe ind til aftensmad og ikke nogle, der er klar til at indtage Europas magtpositioner. 

Du ville hellere have været sammen med nogle af de unge vilde feminister, men du orkede ikke gå til den dér demo, fordi det er for koldt, og fordi du er for magelig. Du undrer dig over, at teknikken ikke rigtig spiller oppe på scenen, og hvorfor oplægsholderen dog ikke har lavet lidt færre slides, og skrevet med lidt større typer. Så er der en sjov, men alligevel ikke rigtig sjov konferencier, som fortæller historier fra en tid, du er lidt for ung til at huske og så undrer du dig over, at ministeren gik så hurtigt. Du tænker, at du kunne have gjort det bedre deroppe på scenen eller bag kulissen. Du tjekker mail på din mobil - og overvejer at spørge i pausen, om nogen kender koden til det trådløse netværk. 

Så griner forsamlingen og du har dårlig samvittighed over, at du ikke hørte joken, fordi du tænkte over dagen i morgen og mødet i dag, hvor en af kollegerne kørte dig over verbalt. Du tænker over dit gamle engagement i ligestillingsdebatten, og hvorfor du ikke føler det på samme måde nu. Du glæder dig til kaffen om lidt og til at få snakket med din veninde, som er flyttet til Brønshøj med familien, og som du derfor aldrig ser. Du glæder dig til at bitche - over din chef, og din mand som glad passer børnene så du kunne gå til kampdag….. Du vågner ligeså stille. Du åbner øjnene og…. 

PIFT KAPOW BOOOOOOOOOOOOOOOOM!!! 

Ud af en kanon flyver Bom&Bjerke med røde (efter din mening lidt for stramme til deres alder) flyverdragter på, ild i røven og råber i en megafon oppe fra under loftet: 

“Bare rolig feminist. BoB kender dine kvaler for BoB har selv været dér, hvor du er nu, år efter år, siddet i den samme lumre stol, spist de samme pindemadder og brokket sig på samme måde over arrangementet. BoB kender til det dalende engagement som svinder i takt med dit dalende blodsukker, og jo varmere der bliver i salen, og jo flere gamle heste, de river frem fra stalden og ind på scenen med taktfaste klapsalver. Vriiiiinsk Vriiiiinsk. Vi kender det. Vi kender din træthed, men også alle i salens ægte kærlighed til sagen. Og det er ok, at syntes, at det her er dødsens kedeligt.” 

Du vender dig rundt for at se, om andre har lagt mærke til de mærkelige cirkusagtige kvinder i flyverdragterne. Men det ser det ikke ud som om. BoB’erne drejer rundt og flyver henover scenen. Propellen skranter og de taber lidt højde, men råber stadig i megafonen: 

“Det er ok at arrangementet ikke spiller for der sker altid noget dér hvor mange kvinder samles. Så skide værd med at det virker uprofessionelt og som gårsdagens nyt. Der findes løsninger. Der findes veje ud af ubalancen. En af dem er: Sig noget, gør noget, skrig højt, læg en lort, skriv en blog, brænd noget derhjemme. Og derefter sætter du dig ned og skriver en mail til de fem kvinder, der har betydet allermest i dit liv. De kvinder der har hjulpet dig. Som altid er positive. Som altid giver et kompliment. Som lytter uden at fordømme. Som køber dig en begavet gave, når det ikke er din fødselsdag. Skriv til dem, at du elsker dem, og at I snart skal ses over et par glas rødvin og en (eller 10) forbudte cigaretter. Og gå så i seng. Og læg en plan for hvordan du ændrer verden til et sted, som du selv gider at leve i. Imorgen. ” 

BoB drejer rundt og forsvinder ud af en af højtalerne i loftet lige så lynhurtigt som de kom. Pludselig lyder der et ordentligt brag – som en kæmpeprut nærmest – og ned som konfetti falder følgende løbeseddel til alle i salen: 

BoB brokker sig ikke, de forlanger: 

1. rehabilitering af elitefeminister og alle andre, der tillader sig at have en uddannelse, som kvalificerer dem til at vide og mene noget. 

 2. mere undervisning om forestillinger om køn og seksualitet i folkeskolen. Guderne skal vide, at der er en hel del voksne der også kunne bruge lidt genopfriskning af det hele. 

 3. hjemmeservice med megarabat for børnefamilier. 

 4. fortjenstmedaljer til dem, der hver dag sørger for, at vi kommer helskindede gennem hospitalsophold, daginstitutioner, klasselokaler, socialcentre og venteværelser. 

 5. Annie Fønsby befriet og dobbeltmoralen proppet op et vist sted (det sidste skal ikke koste nogen en krone og derfor kan I ikke knalde BoB for rufferi!) 

 6. kvoter i en prøveperiode, fx med en dobbeltbelægning på alle store betroede poster, så begge køn prøver magten, og hvis det ikke virker, så dropper vi det bare igen. 

 7. indførelse af social værnepligt, så begge køn frit kan vælge, om de med deres indsats for fællesskabet vil bygge op eller rive ned. Begge dele skal give toppoint til unge, der gider sætte sig ind i de opgaver, der limer et land sammen i kanterne. 

8. penge sat af til en kæmpe undersøgelse om roden til alt liv og overskud, nemlig danskernes seksualitet, så vi får fundet ud af, hvorfor mental nærhed og fysisk intimitet er blevet noget, vi køber – og skammer os over det. 

Du så lidt på sedlen og undrede dig over at ligeløn ikke var på listen. Du var enig i nogle af punkterne, uenig i andre, og pludselig fik du øje på BoB nede i salen. De stod og smilede selvsikkert i stiletter, korsetter, push-ups, sort tøj og fuld krigsmaling på. Pludrende, kindkyssende konverserende alle de andre fra salen. Vildt mærkeligt.