tante Blå er godt sur i skralden på tante Rød
Det er ikke kun hos teselskabet i USA, at damernes te har trukket for længe og af den grund er blevet bitter. I udstødningsgassen fra kvindefrigørelsen er der også på Løkkes marker vokset en helt ny type kvinde frem, som er synlig dagligt i Danmarks mediebillede; De blå feminister.
Danmark har dermed fået sine egne kvindelige krigere, som agerer som om, at samfundets offentlige samtaleplads er en slagmark – og at den borgerlige feminismes (eller hvad de nu beslutter at kalde sig, nu hvor mange af dem for kuldegysninger af ordet) største opgave er at udslette alt det, der lå før. De er blå, bevæbnede til tænderne og ikke bange for noget som helst. De er næret ved brystet af det danske storbarmede, omsorgsivrige samfund, som ikke bare har stødt en masse mænd og drenge fra sig, men åbenbart også denne hær af kvinder som i deres egen optik i årtier har været undertrykte og klemt sammen af 68′ere, socialister, pædagoger og andet rødt udflåd. De har ikke kunnet ånde, og der er ikke nogen, der har hørt på dem og deres modvillighed, siger de. For hele samfundet har været besat af socialistiske feminister fra børnehavebestyrelsen til Christiansborg og alle landets skattekroner er gået til socialistiske feministiske tiltag, omvendt kønsracisme og åndssvage kvotesystemer (ja, bare de var, stønner BoB ovre fra ringhjørnet).
Så nu skal de blå feminister i den grad have luft. Det sker med et heftigt modangreb på alt, som har en snert af gammeldags rød feminisme om sig. Og det går især ud over feministerne fra det konfektædende segment; de lilla bleer der ødelagde landet i 1968. Dem der nyder deres otium fra toppen af kvindesagens tinde og som skærer alle kvinder over én kam; offerkammen.
Desværre virker lidt som om, at de blås strategiske udgangspunkt er sådan en harme, der tragikomisk minder lidt om de mest ekstreme feministers fra den generation, de nu udskælder. De må ikke på noget tidspunkt komme i godt humør, de skal aldrig komme med alternativer til noget som helst, men udelukkede bruge dæmonisering som platform (her er det så feministerne og ikke mændene, der er djævlen selv) og så ellers sørge for, at verden kun fremstår i sort/hvid. Det er som en gammel western; der er kun de gode og de onde.
Ned med BoB
Og vi, altså BoB, hører vist til blandt de onde. Selvom vi er alt for unge til at være 68′ere og aldrig har være vaskeægte socialister, så er vi jo venstreorienterede, tror på staten, lighedsprincipper og lige repræsentation, og derfor er vi klasket sammen med alle de andre med kvindetegn i en stor ildelugtende gyllepøl. Vi er alle Stalins lakajer som bare kan vente på (hvis regeringen fortsætter lidt endnu), at der sættes penge af på finansloven til at udrede feminismens altødelæggende indflydelse på samfundet. Ikke mindst de nye generationer af mænd, der åbenbart dagligt tabes på gulvet. Trenden er, at alt hvad der kvindeligt, omsorgsfuldt og inkluderende skal have én over frakken. De sidste fire generationers hårde arbejde for ligestilling skal ikke komme her, skal det ej.
De tre teologer:
Sørine
Selvom der kommer flere og flere til, så har banen primært været kridtet op af tre kvindelige teologer. Først Sørine Gotfredsen, som i mange år har kæmpet for at komme frem til forreste række af kommentatorer. Som et ikon for de blå kvinder, der så rampelyset i Venstre-regeringens æra, har kommunikationsstrategien tilsyneladende bygget på værdier som mistillid, nedladenhed og fordømmelse af anderledes tænkende – fx ved at kalde best-sellerforfatter og feminist Hanne-Vibeke Holst for skingrende skør, fordi Holst mener, at kvindelige politikere stadig behandles efter andre mere subjektive kriterier end deres mandlige kolleger gør. Kvinder er i Godfredsens optik “frie til vælge hvordan de vil fremstå” og alle, der trækker kønskortet og pointerer, at noget skjult kønsdiskrimination kan finde sted, undertrykker og gør selv disse kvindelige politikere til ofre (!).
Katrine…
Som en del af de tre teologer er også den sortblå Katrine Winkel Holm, hvis festfyrværkeri af yndlingsaversioner man får et indtryk af her (de gamle feminister er klamme og dumme) her (velfærdsstaten og dem der byggede den, er også klam) og her (DR ansætter lyserød korrespondent=klamt). Udover mange vrede citater og artikler som mest er heftige angreb på de føromtalte 68′er feminister og deres påståede “udryddelse” af kernefamilien, udkom Winkel Holm sidste år med bogen “Fri mig fra kødgryderne”. Det er en ode til de hjemmegående forsørgede hustruer, hvor hun bl.a. konstaterer, at BoBs bog er en lang tirade af beklagelser, at feministerne har fornægtet kvindekønnets skæbne, fordi “vi er svagere end mænd” og i øvrigt ser feminister, som nogle, der har gjort “offerrollen til en nem og bekvem kvindedragt”.
og Lilleør…
Endelig har vi den sidste og, i denne kontekst, mere moderate og til tider faktisk ret fornuftige kvindesagsforkæmpende Kathrine Lilleør, som desværre har ladet sig rive med at den grimme stemning og senest har haft travlt med på et meget spinkelt grundlag at gøre KVINFOs direktør ansvarlig for Hip Hop Tahrirs horrible kønsadskillelsesfest i Den Sorte Diamant. (Og her KVINFOs svar).
BoB bemærker pudsigheden i, at det netop er kristne teologer, der kører den hårde linje mod kvindebevægelsen for ikke at stå op imod islamismen, og at DR netop i disse tider har fået skrevet kristendommen ind i deres public service- forpligtelse. Såvidt BoB forstår, foregår der vist stadigvæk en hel del forskelsbehandling (mens vi venter på en kvindelig pave), seksuel udnyttelse (af nonneaspiranterne) og frihedsberøvelse (antiabortbevægelsen) i de ydmyge kristne gemakker i Europa, som de kristne feminister kunne kaste sig over, når de er færdige med os andre. Så havde amazonerne da en sag, som pegede fremad og ikke kun spyd, der pegede bagud.
Det besnærende rampelys
De blå feminister passer godt ind i dagens mediebillede, hvor rationalet for at få sendetid synes at være, at jo højere du kan råbe, desto mere har vi brug for dig som storskrydende gallionsfigur. Der er ikke længere brug for små forvirrede Bridget Jones’er, som ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på tilværelsen, eller hvilke trusser, der passer til hvilket knald. Der skal fuldvoksne velformulerede hævnlystne madammer til, kvinder som holder hovedet koldt i primetime med licens til at slå ihjel.
Fornemmer vi et mantra som går ud på, at når jeg kan mistænkeliggøre andres mission, har jeg min eksistensberettigelse? Kan det tænkes, at netop dette had og modstand mod eget køn, er den adgangsbillet, der kræves for at være med der, hvor mændene er, der hvor magten er? Der er hverken luder eller madonna her, men derimod en ny type “medskyldigt maskulin”. For måske er de blå superkvinder-som-altid-er-blevet-behandlet-lige-og-har-haft-alle-muligheder-og-har-grebet-dem-alle-sammen alligevel bange for noget? Måske over deres eget køns enorme potentiale og muligheder og over, hvor selvfølgeligt de pludselig, gennem en helt særlig form for positiv særbehandling får sendetid i den landsdækkende presse, fordi de tør, hvor andre tier? Måske tænker de, at de hellere må holde den uforsonlige tone, så ingen opdager, at den nye bevægelse ikke har andet at byde på end negativ kritik mod et selvopfundet modermonster og ikke så meget andet.
Kom nu videre
BoB tænker, at der må være pokkers til forskel på de, der vil politik og debat, fordi de har en vision eller drøm, og så folk, hvis eneste mål går ud på at nakke andre og æde dem til morgenmad.
BoB har faktisk selv prøvet det; at lade sig rive med af den offentlige persona. Det kan være en rolle som strammer om halsen. Kan man sige noget pænt og beholde sin position uden at blive aflivet som kamphund? Kan man f.eks. som Winkel Holm blive medlem af DR’s bestyrelse uden blive kvoteret ind, ikke (alene) på grund af køn, men på grund af den blå vulkanske vrede?
I skoven af kritik mod den bevægelse og de kvinder af kød og blod, der har banet vejen for de blå feministers egen platform, kan BoB simpelthen ikke høre, hvilke metoder de blå feminister peger på som løsning på den uligestilling kvinder og mænd i dagens Danmark stadig står overfor, når det gælder adgang til magt, adgang til barsel, adgang til at kunne vælge uden at blive diskrimineret på grund af sit køn.
Så hvad med lige at tage en slapper. En ting er at være drevet af verdens uretfærdighed og en ægte lyst til at bidrage til at samfundet bevæger sig i en god retning, en anden er at lade sig styre af en besynderligt tvistet historiefortolkning og en underlig opfattelse af retten til at mene noget. Dette had rettet mod eget køn og dermed også mod sig selv, tænker BoB lommepsykologisk, anfægter kvindekønnets betydning for samfundsstrukturen, og ser således MOR som et onde i samfundet som helhed, mens det på den anden side er hende, vi alle går og mangler ved arnen? Undskyld, er der en psykolog tilstede?
Tak til Christian Boisen for det fremragende udtryk ‘hip hop tahrir’.
