kernefamilie | Bom & Bjerkes blog

Tag kernefamilie

BoBradio: Jul i kernefamilien

Kære abonnent.

Glædelig Jul. Vi håber du har fejret den på herlig vis i familiens skød. I morgen onsdag ser Bomogbjerkes hverdagsfeministiske radio nærmere på kernefamiliens opløsning eller overlevelse. Vi diskuterer jul, idealer, onkel Erling, børn og familiehelvede med pap, låne, homo eller kerneforældre og ser, om forfatter Maria Svelands begreb “stjernefamilien” er et mere passende ideal for os moderne forældre.

Vi har kulturforsker Mette Mechlenborg i studiet, som sammen med psykolog Anette Due Madsen diskuterer børns behov og kernefamiliens udvikling og sammenhængskraft i første time. I anden time taler vi med forfatter Thomas Lagerman Lundme og familieterapeut Fie Hørby om nye grænser & familiestrukturer. Lyt med kl 14-16 på http://www.radio24syv.dk/programmer/bom-og-bjerke/

BoB har mange nytårsfortsætter. Ét er at blogge for real i det nye år – ikke kun på radioen. Godt Nytår. Vi glæder os til at gå forargede og feministiske ind i det nye med dig.

De onde mødre

Som Sting en gang måtte minde Vesten om, så elsker russerne altså også deres børn. BoB må i al denne nye palaver om moderskabet og det moderne kvindeliv slå fast, at det også gælder feminister. Vi er hverken værre eller bedre end andre mødre, men derimod godt og grundigt trætte af at blive mistænkeliggjort.

Moderskabet er igen, igen blevet en del af kulturkampen. Og den får ikke for lidt. Snøft, snøft, piv, piv, børnene lider og med dem de ’rigtige’ mødre. Vi andre– ravnemødrene – har spoleret ungernes chancer for nogensinde at blive lykkelige. Vi har proppet dem i omklamrende, ildelugtende statsfeministiske institutioner, hvor de sidder som én blandt alt for mange placerede børn på gul stue og brænder sig på perlepladerne. Vi er de onde mødre.

Biologisk tyrelort
I det hele taget er det bare med at dukke sig, for der kommer de vildeste absurditeter flyvende fra højre. Der skal igen ammes til barmen er på flappestadiet og alt liv er suget ud af moderskikkelsen. Og vi gider næsten ikke nævne de dér sindssyge mænd med ph.d.-grader, der siger, at kvinder er uegnede til alt, hvad der ligger uden for de fire vægge, så du kan selv finde et link. Det er bare så 50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort, hvor kvinder og mænd bindes op på en hel masse for BoB fiktiv biologi. Vi kvinder skal nu igen være mødre med stort M og beskyttes mod mændenes unaturlige, syge arbejdsmarked, hvor vi åbenbart ikke hører hjemme. Moderkultens fængsel kalder den amerikanske feminist Erica Jong det, og det synes BoB sgu er et virkeligt godt udtryk.

Det blå savn
Hvis man nu skal være høflig, kan man se tilbage til-moderkulten-anno-1950-bevægelsen, som en længsel mod noget varmt og trygt og et basalt savn, som findes hos os alle. Men hvis man ikke gider være en pæn pige, kan man sige, at det dog er det værste romantiske højborgerlige sludder, vi længe har hørt. At kvinder skal gå hjemme og være sammen med deres børn, især når de er små og helst så længe som muligt, skulle være en løsning på det moderne familie-og arbejdsliv? BoB thinks NOT. Og skulle det nu være en slags plaster på såret mod de væmmelige feminister, der har ødelagt nationen? Skulle der ligge et utopia i lovprisningen af det frie valg, som var det noget, man bare kunne gå ned og købe på det nærmeste hjørne? Jakkedijak, jakkedijak fra tomme uprøvede hjerner, siger BoB – i hvis af postmoderne feministisk teori besudlede univers, individet altid kun er relativt frit.

Også i hadeskriftet ”Rend mig i kødgryderne” af Katrine Winkel Holm (som Bob har harceleret over tidligere, men åbenbart har svært ved ikke at se som et symbol på tidens uvæsen og derfor ikke kan lade ligge) er det statsfeminismen, der har slagtet børnene og stjålet deres lykkelige barndom. Det præsenteres som en slags bibelsk sandhed mejslet i sten uden at kreditere femierne for at have muliggjort at kvinder kan gå på arbejde, endda elske det og eventuelt udleve andre sider af sig selv end den indre husmoder. Men, nej, nu skal vi lege far, mor og børn som i gamle dage, og så skal alt nok falde på plads igen. Jesus. Der er noget råddent….

Baglæns ind i fremtiden
BoB tænker, at Winkel Holms og andre borgerlige debattørers projekt sådan set er ok. Nogen skal jo sætte en VEL-duftende finger på den postmoderne kvindes dilemma og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det normative og det sindssyge. Nogle skal påpege, når der er nogen, der ikke har tøj på, også når vi ind imellem ofrer vores børn på karrierens alter. Problemet med Winkel Holm og hendes entourages’ ærinde er bare, at de ikke nøjes med at debattere, de har taget både skyklapper og høreværn på og er på vej baglæns ind i fremtiden.

En teolog af alle burde vide, at det ganske enkelt ikke er så nemt at være menneske, og da slet ikke forældre. Familien er ikke, hvad den har været, og langt fra den ”kulturbærende institution” den var før – guderne må vide, hvornår det egentlig var. Moderskabet og forældreskabet er komplekst og fortjener en kompleks debat – ikke én der falder til patten i hurtige, demagoiske absolutter.

Mor som mode
I Suzanne Giezes  gennemgang af moderskabets kulturhistorie bliver det i hvert fald klart, at forældreskab ligesom bukselængder er meget afhængig af tidsånden. I dag er den atomiserede familie bare et vilkår, som hundredtusindvis lever med i deres selvopfundne familie-konstruktioner med sted, pap, bonus, regnbue, enlighed eller barnløshed til trods for kernefamiliens høje status som ideal. Kun få par bliver sammen gennem hele deres børns barndom, og det er ikke nødvendigvis fryd og gammen alligevel, selv ikke med en hjemmegående mor.

Mænd på afveje
Når nu vi har 130.000 enlige forsørgere – er det så Guds, samfundets eller deres egen skyld? Eller fantomfeministernes? (Tak til Lone Kühlmann for det vidunderlige nye ord.) Når familien er uigenkendelig, og kvinder langt fra opfører sig så naturligt, som de blå livmoderfeministiske horder ønsker det, så må mænd jo siges at gøre det samme med omvendt fortegn. Mange moderne mænd har vist sig at være nogle forunderlige skabninger, som man faktisk godt kunne lære at besørge på en ny måde, og som langsomt men sikkert har vendt sig fra deres ’biologiske’ manglende evne til at være gode forældre frem for fjerne mandeskikkelser. Nogle har mod alle odds vist sig at være varme, venlige, kærlige interesserede væsner, der er som skabt (!) til at være børns voksne. Verdenslitteraturen vrimler med ulykkelige mænd, som har gjort op med deres umulige, tyranniske og strenge fædre, og nu har vi i stedet fået mænd i alle samfundslag, som er i nærkontakt med deres børn på en skøn og opbyggelig facon. Og de virker ikke, som om de slår knude på deres inderste, for at gøre det.

Gerne samtale, ikke betale
Hvis Winkel Holm vil gå hjemme, mens hendes mand forsørger hende, som den slags engang gjorde, må hun for BoBs skyld da gerne gøre det. Hun vil så bare være en blandt mange mennesker, som træffer livsvalg, der har konsekvenser for status, økonomi og mange af de nærmeste. Fint nok – bare det ikke sker for vores skattekroner. Og tro ikke, at samfundet flytter sig fremad, hvis alle kvinder beemes tilbage til fortiden, og det er nok ikke lige i disse år, at samfundet trænger til folk, der melder sig ud efter en lang uddannelse, og så siden forventer at komme tilbage på arbejdsmarkedet med ti års husflid på cv’et.

BoB spiser børn med mænd på?
BoB ved, at mange kvinder ønsker at diskutere om der er veje ud af dilemmaerne, om der er måder at indrette samfundet, så de implicerede parter i familien hver især kan leve et liv, som giver dem en mening med at være i live. Men det kræver, at vi får en anden tone. Feminister æder ikke deres små børn eller deres mænd, men elsker dem lige så højt som de fleste andre mennesker, og hvis det ikke kan være et udgangspunkt for en samtale, så ender det ingen vegne. Men det er måske pointen?

BoB ser intet i vejen med at diskutere, om vi kan gøre livet nemmere, lettere, mindre stressende, men vi nægter kategorisk at skrue tiden tilbage og tro på, at den eneste lykke for børn er at blive lukket inde sammen med deres mor i årevis. Det har vi trods alt set for mange underlige og uduelige mødre til.

”To my mother and grandmother, children were the death of a dream; they were the death of one’s ambition. Ironically, it was because of my mother’s hard work that I have the life I do now.” Molly Fast Jong

Var det PH der sagde, at børn har brug for mange venlige voksne? Vi er kede af at dingle nogle foran næsen med en kulturradikal, men come on! Hvad siger I? Kunne man forestille sig, at for eksempel feministerne og andre af den slags fik en flig af æren for nogle af de moderne mænds eventyrlige transformation, netop fordi de unge mænd voksede op med stærke, progressive kræfter, som havde tid til at tale med dem over frysefrikadellerne i stedet for febrilsk at stå med hænderne i opvaskevand inden desserten blev serveret på krystaltallerknerne?

Kunne man tænke sig, at der var mellemveje mellem at gå hjemme og så fyre den af karrieremæssigt, som vi ikke har tænkt på? Kunne man ikke se sådan på det, at hvis kvinderne nu blev kvoteret ind for alvor, så kunne de, som havde lyst til at være mødre på en anden måde, måske også få et ord indført? Kunne man se sig selv som en historisk parantes, hvor Big Mother og det feministiske samfund netop IKKE var slået igennem, og at det var derfor, at samfundet stadigvæk er kvinde/moderfjendsk? Kunne man tænke sig, at vi sammen kunne skabe nogle nye løsninger, som gjorde at moderskabet (eller forældreskabet som BoB foretrækker at kalde det) kunne få nogle strukturelle løsninger, som ikke var betinget af en gammel-kristen tilgang til kønnenes roller og muligheder? Hvad pokker er der at være bange for? Ja, ensliggørelse er en halvtom plastikkop, men ligestilling er et glas champagne, som kun venter på at blive fyldt op til kanten.

Skål.

Kvinde kvalt i pyntepude

 mushroomboyflickr

Lille spejl på væggen dér

I et anfald af umiddelbar og ukontrolleret lykkefølelse udbrød LilleBoB i en statusopdatering på Facebook for nylig: ”Sikke en perfekt dag: Var med Felix i svømmehallen, fik en massage, læste et sjovt blogindlæg, bagte et perfekt rugbrød, fandt et husbytte i The Catskills, så to episoder af Mad Men, shoppede på internettet, sad i solen og elskede mit liv.” For hold nu op, det var en dejlig dag. Ingen pligter, ingen skriveopgaver, ikke noget som helst barsk virkelighed eller vældig hverdag. Alt i alt en raritet i BoBs liv.

LilleBoBs statusopdatering

Røre i damernes magasin
Statusopdateringen skabte imidlertid røre i damedammen på Facebook, hvor især kvinder debatterede, hvor irriterende sådan nogle jubel-her-går-det-godt-statusopdateringer fra den hetero-normative majoritet (sådan nogle som BoB) var. Opdateringer fra hverdagen (og især den familiære hverdag) er kedelige, urealistiske og damebladsagtige (det værste skældsord i den kulturradikale vennekreds), lød det fra mange sider. Og hvis de sender et overvejende positivt signal, kan de tilmed give andre kvinder dårlig samvittighed og lavt selvværd. Ok, siger BoB, det var da ellers noget af en anklage.

Pointen fra forfatter og skribent Leonora Christina Skov (på hvis FB-profil diskussionen foregik), var lidt en anden, sådan som vi læste det. Vi så et ret menneskeligt udsagn, nemlig det, at når vi (kvinder) hører om andres liv, det de andre har, stiller vi spørgsmål til vores eget, og om vi selv har valgt rigtigt. Men kommentarerne blev skarpere og skarpere, og så måtte BoB i blækhuset. Nu tror vi, at vi har en analyse:

Rollemodellen er død
Kvinder vil IKKE have positive rollemodeller. Vi gider ikke høre lah-de-dah-historier om kvinder, hvor det hele spiller på den private og professionelle front. Eller se smukke, tynde kvinder på glittede forsider eller i endeløse boligreportager med pyntepuder og slidt & hvidt, som damebladene sælger til os uge efter uge. Vi er ved at kaste op over Mary of Denmark, som giver os unødig stress, når hun føder to børn i træk uden kejsersnit og ligner en pilates-milliard få timer efter. Og vi vil ikke høre om vores veninders lykkeliv i opdateringer på Facebook.

For alle ved, at alt det med den perfekte balance mellem privaten og det professionelle liv ikke eksisterer i virkeligheden, så hvis man køber den på Facebook udstillede lykke, er man nok selv ude om det. De fleste menneskers liv en lang lidende Anne Linnet sang: “I dag er du star. I morgen er du bange og bar”. Vi er trætte som klude, vores unger har ADHD, vores mænd er os utro med au-pairpigen eller har gamblet pengene væk.

Kvinder på kanten
Vi kan derimod sagtens relatere, når kvinder falder ned fra piedestalen i hobetal, som de har gjort det for nylig i mediemøllen. Når direktøren for det hele Stine Bosse takker af med ønsket om at prioritere familien, eller når Lene Espersen taber formandsposten. Der var vist lige lovlig wonder woman over alt det, de højprofilerede kvinder skulle orkestrere på sådan en almindelig arbejdsdag.

Vi forstår og ser interesseret med, når Oprah igen har taget 5 kilo på. Når sanglærken Britney Spears tjekker ind på afvænningsklinik, når husalfen og mangemillionæren Martha Stewart kommer i fængsel for insidersvindel, når veninden falder om af stress på arbejdet, eller når skuespilleren Anne Grethe Bjarup Riis flipper i en debat om sexarbejdere og prostitution både i Go’ Morgen DK og i EkstraBladet, fordi hun har en ild og empati indeni, som hun ikke kan tøjle.

Vi elsker også tv-serien Desperate Housewives, fordi vi kommer bag glansbilledet og ser, hvordan det virkelige liv leves og hvor feje, misundelige, usikre og mest af alt, hvor uperfekte andre kvinder er. Vi vil have ridser i lakken, streger i regnskabet, kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, som flipper ud af formen, fordi vi selv ved, at det billede vi hver dag transmitterer til omverdenen om os selv og vores familie, er lavet af et skørt pergamentpapirsagtigt materiale, som kan krakkelere, hvis nogen prikker til det.

Når vi ser andre kvinders brister, ser vi vores egne, og vi bliver ikke så bange for selv at dratte ned fra tinderne. Eller hvad?

De svære valg
Vi velbjærgede, vestlige, veluddannede danske kvinder ved, at vi sagtens kan blive til noget her i tilværelsen – at vi har mulighederne. Det svære for os er at vælge. Og at vælge fra. Og når andre kvinder fremstår som om deres valg har været lette og lykkelige, bliver vi mistroiske, misundelige og lettere indebrændte. For vi ved, at det ikke er lette valg.

BoB mener, at positive rollemodeller sgu er gode nok at have. Vi skal kunne se op til nogen, men de skal være ærlige om de fravalg, de har taget for at nå derop. Og ærlige om de ting, de savner.

Facebook er fremstillinger
Og så må vi minde om, at Facebook bare er noget, vi leger. Opdateringer på Facebook viser toppen af isbjerget, glasuren på kagen. Det er en måde at kommunikere noget af sig selv på. Det er et vindue til verden, hvor vi alle ved, at det beskidte vasketøj hænger omme i gården. For hvem vil ikke hellere opdatere positivt om sig selv end negativt? Helt ærligt, alle os, der har gået i skole siden 70erne og fik medieanalyse i 6.klasse ved, at mediefremstillede billeder og repræsentationer inklusive de iscenesættelser, vi nu læser på Ansigtsbogen, netop er fremstillinger, og tager man dem for pålydende, spejler dem i sit eget, kan man hurtigt få en mild til moderat depression.

Skal vi bytte, Leonora?
Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering, kan BoB returnere med at misunde at være tiljublede, frie, skarpe skribenter i høje sko og røde læber med frihed til at rejse jorden rundt uden et barn i passet.

Men BoB har valgt et andet liv, og sådan er det bare. Så længe vi kan se med fra sidelinjen, går det nok også. Og det er jo dét vi gør på de sociale medier – ser med i hvordan andre kvinder præsenterer visse øjeblikke i deres liv – og returnerer med vores egne mere eller mindre sandfærdige øjebliksbilleder.

BoB siger: skriv som det passer dig, lyv som hesten render, eller giv den gas med sandheden – bare du gør som Anne Linnet Band synger “Du lever af at vende din sjæl, men bare du ved det selv, og passer på at du altid kommer hjem til dig selv”.

PS: BoB lover aldrig mere at opdatere, når det har været en god dag med bagning, børn og morgenbollehår, hvis I kære læsere lover aldrig at tage en Facebook-opdatering personligt.

De blå hævnere

http://www.neonsdirect.co.uk/index.php?main_page=index&cPath=1

tante Blå er godt sur i skralden på tante Rød

Det er ikke kun hos teselskabet i USA, at damernes te har trukket for længe og af den grund er blevet bitter. I udstødningsgassen fra kvindefrigørelsen er der også på Løkkes marker vokset en helt ny type kvinde frem, som er synlig dagligt i Danmarks mediebillede; De blå feminister.

Danmark har dermed fået sine egne kvindelige krigere, som agerer som om, at samfundets offentlige samtaleplads er en slagmark – og at den borgerlige feminismes (eller hvad de nu beslutter at kalde sig, nu hvor mange af dem for kuldegysninger af ordet) største opgave er at udslette alt det, der lå før. De er blå, bevæbnede til tænderne og ikke bange for noget som helst. De er næret ved brystet af det danske storbarmede, omsorgsivrige samfund, som ikke bare har stødt en masse mænd og drenge fra sig, men åbenbart også denne hær af kvinder som i deres egen optik i årtier har været undertrykte og klemt sammen af 68′ere, socialister, pædagoger og andet rødt udflåd. De har ikke kunnet ånde, og der er ikke nogen, der har hørt på dem og deres modvillighed, siger de. For hele samfundet har været besat af socialistiske feminister fra børnehavebestyrelsen til Christiansborg og alle landets skattekroner er gået til socialistiske feministiske tiltag, omvendt kønsracisme og åndssvage kvotesystemer (ja, bare de var, stønner BoB ovre fra ringhjørnet).

Så nu skal de blå feminister i den grad have luft. Det sker med et heftigt modangreb på alt, som har en snert af gammeldags rød feminisme om sig. Og det går især ud over feministerne fra det konfektædende segment; de lilla bleer der ødelagde landet i 1968. Dem der nyder deres otium fra toppen af kvindesagens tinde og som skærer alle kvinder over én kam; offerkammen.

Desværre virker lidt som om, at de blås strategiske udgangspunkt er sådan en harme, der tragikomisk minder lidt om de mest ekstreme feministers fra den generation, de nu udskælder. De må ikke på noget tidspunkt komme i godt humør, de skal aldrig komme med alternativer til noget som helst, men udelukkede bruge dæmonisering som platform (her er det så feministerne og ikke mændene, der er djævlen selv) og så ellers sørge for, at verden kun fremstår i sort/hvid. Det er som en gammel western; der er kun de gode og de onde.

Ned med BoB
Og vi, altså BoB, hører vist til blandt de onde. Selvom vi er alt for unge til at være 68′ere og aldrig har være vaskeægte socialister, så er vi jo venstreorienterede, tror på staten, lighedsprincipper og lige repræsentation, og derfor er vi klasket sammen med alle de andre med kvindetegn i en stor ildelugtende gyllepøl. Vi er alle Stalins lakajer som bare kan vente på (hvis regeringen fortsætter lidt endnu), at der sættes penge af på finansloven til at udrede feminismens altødelæggende indflydelse på samfundet. Ikke mindst de nye generationer af mænd, der åbenbart dagligt tabes på gulvet. Trenden er, at alt hvad der kvindeligt, omsorgsfuldt og inkluderende skal have én over frakken. De sidste fire generationers hårde arbejde for ligestilling skal ikke komme her, skal det ej.

De tre teologer:
Sørine
Selvom der kommer flere og flere til, så har banen primært været kridtet op af tre kvindelige teologer. Først Sørine Gotfredsen, som i mange år har kæmpet for at komme frem til forreste række af kommentatorer. Som et ikon for de blå kvinder, der så rampelyset i Venstre-regeringens æra, har kommunikationsstrategien tilsyneladende bygget på værdier som mistillid, nedladenhed og fordømmelse af anderledes tænkende – fx ved at kalde best-sellerforfatter og feminist Hanne-Vibeke Holst for skingrende skør, fordi Holst mener, at kvindelige politikere stadig behandles efter andre mere subjektive kriterier end deres mandlige kolleger gør. Kvinder er i Godfredsens optik “frie til vælge hvordan de vil fremstå” og alle, der trækker kønskortet og pointerer, at noget skjult kønsdiskrimination kan finde sted, undertrykker og gør selv disse kvindelige politikere til ofre (!).

Katrine…
Som en del af de tre teologer er også den sortblå Katrine Winkel Holm, hvis festfyrværkeri af yndlingsaversioner man får et indtryk af her (de gamle feminister er klamme og dumme) her (velfærdsstaten og dem der byggede den, er også klam) og her (DR ansætter lyserød korrespondent=klamt). Udover mange vrede citater og artikler som mest er heftige angreb på de føromtalte 68′er feminister og deres påståede “udryddelse” af kernefamilien, udkom Winkel Holm sidste år med bogen “Fri mig fra kødgryderne”. Det er en ode til de hjemmegående forsørgede hustruer, hvor hun bl.a. konstaterer, at BoBs bog er en lang tirade af beklagelser, at feministerne har fornægtet kvindekønnets skæbne, fordi “vi er svagere end mænd” og i øvrigt ser feminister, som nogle, der har gjort “offerrollen til en nem og bekvem kvindedragt”.

og Lilleør…
Endelig har vi den sidste og, i denne kontekst, mere moderate og til tider faktisk ret fornuftige kvindesagsforkæmpende Kathrine Lilleør, som desværre har ladet sig rive med at den grimme stemning og senest har haft travlt med på et meget spinkelt grundlag at gøre KVINFOs direktør ansvarlig for Hip Hop Tahrirs horrible kønsadskillelsesfest i Den Sorte Diamant. (Og her KVINFOs svar).

BoB bemærker pudsigheden i, at det netop er kristne teologer, der kører den hårde linje mod kvindebevægelsen for ikke at stå op imod islamismen, og at DR netop i disse tider har fået skrevet kristendommen ind i deres public service- forpligtelse. Såvidt BoB forstår, foregår der vist stadigvæk en hel del forskelsbehandling (mens vi venter på en kvindelig pave), seksuel udnyttelse (af nonneaspiranterne) og frihedsberøvelse (antiabortbevægelsen) i de ydmyge kristne gemakker i Europa, som de kristne feminister kunne kaste sig over, når de er færdige med os andre. Så havde amazonerne da en sag, som pegede fremad og ikke kun spyd, der pegede bagud.

Det besnærende rampelys
De blå feminister passer godt ind i dagens mediebillede, hvor rationalet for at få sendetid synes at være, at jo højere du kan råbe, desto mere har vi brug for dig som storskrydende gallionsfigur. Der er ikke længere brug for små forvirrede Bridget Jones’er, som ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på tilværelsen, eller hvilke trusser, der passer til hvilket knald. Der skal fuldvoksne velformulerede hævnlystne madammer til, kvinder som holder hovedet koldt i primetime med licens til at slå ihjel.

Fornemmer vi et mantra som går ud på, at når jeg kan mistænkeliggøre andres mission, har jeg min eksistensberettigelse? Kan det tænkes, at netop dette had og modstand mod eget køn, er den adgangsbillet, der kræves for at være med der, hvor mændene er, der hvor magten er? Der er hverken luder eller madonna her, men derimod en ny type “medskyldigt maskulin”. For måske er de blå superkvinder-som-altid-er-blevet-behandlet-lige-og-har-haft-alle-muligheder-og-har-grebet-dem-alle-sammen alligevel bange for noget? Måske over deres eget køns enorme potentiale og muligheder og over, hvor selvfølgeligt de pludselig, gennem en helt særlig form for positiv særbehandling får sendetid i den landsdækkende presse, fordi de tør, hvor andre tier? Måske tænker de, at de hellere må holde den uforsonlige tone, så ingen opdager, at den nye bevægelse ikke har andet at byde på end negativ kritik mod et selvopfundet modermonster og ikke så meget andet.

Kom nu videre
BoB tænker, at der må være pokkers til forskel på de, der vil politik og debat, fordi de har en vision eller drøm, og så folk, hvis eneste mål går ud på at nakke andre og æde dem til morgenmad.

BoB har faktisk selv prøvet det; at lade sig rive med af den offentlige persona. Det kan være en rolle som strammer om halsen. Kan man sige noget pænt og beholde sin position uden at blive aflivet som kamphund? Kan man f.eks. som Winkel Holm blive medlem af DR’s bestyrelse uden blive kvoteret ind, ikke (alene) på grund af køn, men på grund af den blå vulkanske vrede?

I skoven af kritik mod den bevægelse og de kvinder af kød og blod, der har banet vejen for de blå feministers egen platform, kan BoB simpelthen ikke høre, hvilke metoder de blå feminister peger på som løsning på den uligestilling kvinder og mænd i dagens Danmark stadig står overfor, når det gælder adgang til magt, adgang til barsel, adgang til at kunne vælge uden at blive diskrimineret på grund af sit køn.

Så hvad med lige at tage en slapper. En ting er at være drevet af verdens uretfærdighed og en ægte lyst til at bidrage til at samfundet bevæger sig i en god retning, en anden er at lade sig styre af en besynderligt tvistet historiefortolkning og en underlig opfattelse af retten til at mene noget. Dette had rettet mod eget køn og dermed også mod sig selv, tænker BoB lommepsykologisk, anfægter kvindekønnets betydning for samfundsstrukturen, og ser således MOR som et onde i samfundet som helhed, mens det på den anden side er hende, vi alle går og mangler ved arnen? Undskyld, er der en psykolog tilstede?

Tak til Christian Boisen for det fremragende udtryk ‘hip hop tahrir’.