børn | Bom & Bjerkes blog

Tag børn

BoB-news2: Paven er død – kvinder længe leve!

BoBnews 2 handler om, at kvinder knuser velfærdsstaten og at de ikke føder nok børn. BoB giver også et bud på hvem den nye pave kunne være, og så er der som sædvanlig vejrudsigten, hvor det tidstypisk pisser ned på kvinder….

BoBradio: Jul i kernefamilien

Kære abonnent.

Glædelig Jul. Vi håber du har fejret den på herlig vis i familiens skød. I morgen onsdag ser Bomogbjerkes hverdagsfeministiske radio nærmere på kernefamiliens opløsning eller overlevelse. Vi diskuterer jul, idealer, onkel Erling, børn og familiehelvede med pap, låne, homo eller kerneforældre og ser, om forfatter Maria Svelands begreb “stjernefamilien” er et mere passende ideal for os moderne forældre.

Vi har kulturforsker Mette Mechlenborg i studiet, som sammen med psykolog Anette Due Madsen diskuterer børns behov og kernefamiliens udvikling og sammenhængskraft i første time. I anden time taler vi med forfatter Thomas Lagerman Lundme og familieterapeut Fie Hørby om nye grænser & familiestrukturer. Lyt med kl 14-16 på http://www.radio24syv.dk/programmer/bom-og-bjerke/

BoB har mange nytårsfortsætter. Ét er at blogge for real i det nye år – ikke kun på radioen. Godt Nytår. Vi glæder os til at gå forargede og feministiske ind i det nye med dig.

Kære mand

 

Foto: Susanne Mertz (www.mertz-foto.dk)


Du, moderne mand, trænger vist til noget credit og det er slet ikke utænkeligt, at BoB ind imellem overser det. Så inden det også bliver vores skyld, at I alle sammen går til grunde, vil vi godt lige give dig et varmt klem og sige tak.

Du er ikke kastreret
Tak fordi du går rundt i gaderne, parkerne og ved søerne og lufter dit afkom i barnevogn, selvom prominente mediemænd, som Caspar Christensen og Uffe Buchard ser dig som ”kastreret” og ”caffelatte-far” – en idiot med barnevogn og termokop. Tak fordi du ser glad og stolt ud over, at også du har ansvaret for et barn, at du prioriterer at være en skikkelse i dit barns liv - også selvom det måske er en af vores, der har udkommanderet dig, fordi hun trængte til noget egentid. Det kommer godt igen, og du vil aldrig fortryde den kærlighed, du viser børn.

Du emmer af sex
Hvor ser du dog stanghamrende godt ud, når du triller af sted der i frostvejret. Emmer af sex. Du skal ikke gå to gange rundt om vores seng, når du skifter en ble, trøster et barn og triller bold for 117 gang med en to-årig. Vi tænder faktisk helt sindssygt på dig, når du puster lilleput på knæet efter et fald.

Tak fordi du er en guttermand til at hente børn og lave mad. Ting, som vores bedsteforældre ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Og nu går du dér og gør det med en ny naturlighed. Tak fordi du trods en eller anden åbenbart misforstået biologisk barriere snupper et forældremøde med største selvfølgelighed, og ikke føler dig for maskulin til at bage en kage til et eller andet hyggehalløj i skolen. Tak fordi du kører Mads til karate, Emma til fodbold og Frederik til svømning, mens vi andre er på arbejde. Tak fordi du fortæller os om din far, som sad alvorligt fast i sin manderolle, og derfor aldrig var der for dig eller nåede ind til sig selv. Tak fordi du har sværget på, at det ikke skal overgå dig og dine egne børn.

Tak fordi vi nu kan læse på de samme skoler, universiteter og dele erfaringer og tanker og fordi du anerkender os som ligeværdige intellektuelle eller praktiske partnere. Tak fordi du viser omverdenen, at man godt kan være en mand i omsorgsfag uden at miste sin værdighed, og tak fordi du ikke forbinder ansvarsfuldhed med at være et tudefjæs. Tak fordi du trøster os med, at der er meget vane forbundet med forfremmelser, og at kvinders kvalifikationer tit forveksles med at, ”de skulle jo ansætte en kvinde”.

Tak fordi du går tidligt
Og nu vi er ved det, så skal du også have en tak, fordi du er en god kollega. Tak fordi du alligevel gav plads til os på arbejdspladserne, selvom det holdt hårdt i 50’erne og 60’erne. Tak fordi du også går tidligt med henvisning til, at du skal hente og derfor aldrig planlægger møder efter kl. 16.00. Tak fordi du tager barns første og anden sygedag og dermed giver os lidt mere legitimitet på vores arbejde. Tak fordi du aldrig siger ”jeg” på vigtige møder med kunder, men altid siger ”vi”. Tak fordi du ikke føler dig for stor til at dele æren, selvom vi måske ikke var så spiffy den dag, og tak fordi du aldrig tager æren for noget, du ikke selv har lavet. Tak fordi du aldrig forventer, at det er kvinderne, der henter kaffe, og fordi du ikke kun taler indforstået med de andre mænd i firmaet om ting, der kun interesserer jer. Tak fordi du ikke ekskluderer os.

Ingen pigefarver
Tak fordi vi derhjemme kan skiftes til, hvis arbejde der er vigtigst. Tak fordi vores unger ikke altid bare savner os mødre, men også dig helt forfærdeligt. Tak fordi du godt kan beskæftige dig med leg og børneting, som ikke ligger i lige forlængelse af dine egne interesser. Og tak fordi du ser potentiale i både vores sønner og døtre og godt kan træne fodbold med dem begge. Tak fordi du ikke mener, at det er maskulint at melde sig som soldat, og tak fordi du holder vores børns drømme om muligheder åbne og mangfoldige. Tak fordi du kun ganske sjældent plumper i og siger, at noget er pigefarver og noget er drengefarver eller går ud fra at en professor er en mand. Tak fordi du altid giver vores datter den sidste nye elektronik og roser hende for at være skrap til matematik, og tak fordi du insisterer på, at knægten ikke opfører sig biologisk, når han hopper på bordene i klassen, men indprenter ham, at han må sætte sig på sin flade og vise fællesskabet lidt respekt.

Tak for tirsdagssex
Tak fordi du, selv om du ind mellem er pissetræt af at høre på os godt kan se, at der er noget om det dér med ligestillingen, og du derfor bakker op 110% om projektet. Tak fordi du faktisk synes, det er rigtigt, når vi raser over, at der endnu ikke er ligeløn i Danmark eller balance i repræsentationen på samfundets magtfulde poster. Tak fordi du synes, vi er sexede tirsdag aften. Tak fordi du er formand for DJØF og bruger din magt til at sætte fokus på repræsentations-problematikken. Tak fordi du er redaktør og far og mener, at den moderne mands udfordringer ikke har at gøre med at sætte plaster på en knækket manddom, men om at ”slås for at få familielivet til at hænge sammen, uden at alle går til af stress”. Tak fordi du er en koreansk økonom, som mener, at opfindelsen af vaskemaskinen ikke blot har været ligeså revolutionerende men vigtigere for kvinders ligestilling end internettet har været for moderne kommunikation. Tak fordi du er bestyrelsesformand for Danmarks måske vigtigste sendesignal og i ansættelsen af en kvindelig generaldirektør understreger vigtigheden af en mangfoldig ledelse, selvom hovedpersonen selv trækker i land på typisk (kvindelig) undergravende facon. Tak til mændene på Journalisten og Politiken og andre store medier for endelig at sætte køn, familieliv og ligestilling på dagsordenen og dermed få en debat i gang om vores fremtid sammen.

Madpakkeproduktudvikling
Nå, men så også lige tak fordi du giver os mulighed for at være uperfekte kvinder. Og fordi du ikke altid er så skide sur, fordi vi ikke lige magter en tur i kanen. Tak fordi du accepterer, at vi engang har været hvis ikke helt så i hvert fald halv-lesbiske. Og tak fordi du ikke bruger hele søndagen på dine fritidsinteresser (fodbold, cykling, svømning, roning, fitness) og fordi du altid husker, at der er lukket i butikkerne søndag og derfor køber ind til madpakken lørdag. Tak fordi du produktudvikler madpakken. Og fordi du altid selv husker på, at din mor har fødselsdag i maj. Tak fordi du elsker vores mor, som var hun din egen, og fordi du bonder med vores far over andet end cognac, John Deere og stationcars. Tak fordi du ikke sagde noget, da du fandt ud af, at vi i årevis har sat penge ind til os selv og et kvindekollektiv ved navn ”Kussemosen the Sequel – hvor mænd kun er unge elskere”. Tak fordi du ligesom Suzanne Brøgger hævder, at du ”mediterer” over opvasken, og at din natur forbyder dig at sætte dig med Ipad’en, før der er ryddet FULDSTÆNDIGT op i huset. Tak fordi du ikke har et misbrug og ikke farer i flint over spildt mælk. Tak fordi du ikke har haft en elskerinde ved siden af, som du har købt en lejlighed til og hygger dig med inde i byen, når vi tror du arbejder over. Tak fordi du ikke har bollet med vores polske au-pair endnu.

Tak fordi du findes! ….?

De onde mødre

Som Sting en gang måtte minde Vesten om, så elsker russerne altså også deres børn. BoB må i al denne nye palaver om moderskabet og det moderne kvindeliv slå fast, at det også gælder feminister. Vi er hverken værre eller bedre end andre mødre, men derimod godt og grundigt trætte af at blive mistænkeliggjort.

Moderskabet er igen, igen blevet en del af kulturkampen. Og den får ikke for lidt. Snøft, snøft, piv, piv, børnene lider og med dem de ’rigtige’ mødre. Vi andre– ravnemødrene – har spoleret ungernes chancer for nogensinde at blive lykkelige. Vi har proppet dem i omklamrende, ildelugtende statsfeministiske institutioner, hvor de sidder som én blandt alt for mange placerede børn på gul stue og brænder sig på perlepladerne. Vi er de onde mødre.

Biologisk tyrelort
I det hele taget er det bare med at dukke sig, for der kommer de vildeste absurditeter flyvende fra højre. Der skal igen ammes til barmen er på flappestadiet og alt liv er suget ud af moderskikkelsen. Og vi gider næsten ikke nævne de dér sindssyge mænd med ph.d.-grader, der siger, at kvinder er uegnede til alt, hvad der ligger uden for de fire vægge, så du kan selv finde et link. Det er bare så 50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort, hvor kvinder og mænd bindes op på en hel masse for BoB fiktiv biologi. Vi kvinder skal nu igen være mødre med stort M og beskyttes mod mændenes unaturlige, syge arbejdsmarked, hvor vi åbenbart ikke hører hjemme. Moderkultens fængsel kalder den amerikanske feminist Erica Jong det, og det synes BoB sgu er et virkeligt godt udtryk.

Det blå savn
Hvis man nu skal være høflig, kan man se tilbage til-moderkulten-anno-1950-bevægelsen, som en længsel mod noget varmt og trygt og et basalt savn, som findes hos os alle. Men hvis man ikke gider være en pæn pige, kan man sige, at det dog er det værste romantiske højborgerlige sludder, vi længe har hørt. At kvinder skal gå hjemme og være sammen med deres børn, især når de er små og helst så længe som muligt, skulle være en løsning på det moderne familie-og arbejdsliv? BoB thinks NOT. Og skulle det nu være en slags plaster på såret mod de væmmelige feminister, der har ødelagt nationen? Skulle der ligge et utopia i lovprisningen af det frie valg, som var det noget, man bare kunne gå ned og købe på det nærmeste hjørne? Jakkedijak, jakkedijak fra tomme uprøvede hjerner, siger BoB – i hvis af postmoderne feministisk teori besudlede univers, individet altid kun er relativt frit.

Også i hadeskriftet ”Rend mig i kødgryderne” af Katrine Winkel Holm (som Bob har harceleret over tidligere, men åbenbart har svært ved ikke at se som et symbol på tidens uvæsen og derfor ikke kan lade ligge) er det statsfeminismen, der har slagtet børnene og stjålet deres lykkelige barndom. Det præsenteres som en slags bibelsk sandhed mejslet i sten uden at kreditere femierne for at have muliggjort at kvinder kan gå på arbejde, endda elske det og eventuelt udleve andre sider af sig selv end den indre husmoder. Men, nej, nu skal vi lege far, mor og børn som i gamle dage, og så skal alt nok falde på plads igen. Jesus. Der er noget råddent….

Baglæns ind i fremtiden
BoB tænker, at Winkel Holms og andre borgerlige debattørers projekt sådan set er ok. Nogen skal jo sætte en VEL-duftende finger på den postmoderne kvindes dilemma og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det normative og det sindssyge. Nogle skal påpege, når der er nogen, der ikke har tøj på, også når vi ind imellem ofrer vores børn på karrierens alter. Problemet med Winkel Holm og hendes entourages’ ærinde er bare, at de ikke nøjes med at debattere, de har taget både skyklapper og høreværn på og er på vej baglæns ind i fremtiden.

En teolog af alle burde vide, at det ganske enkelt ikke er så nemt at være menneske, og da slet ikke forældre. Familien er ikke, hvad den har været, og langt fra den ”kulturbærende institution” den var før – guderne må vide, hvornår det egentlig var. Moderskabet og forældreskabet er komplekst og fortjener en kompleks debat – ikke én der falder til patten i hurtige, demagoiske absolutter.

Mor som mode
I Suzanne Giezes  gennemgang af moderskabets kulturhistorie bliver det i hvert fald klart, at forældreskab ligesom bukselængder er meget afhængig af tidsånden. I dag er den atomiserede familie bare et vilkår, som hundredtusindvis lever med i deres selvopfundne familie-konstruktioner med sted, pap, bonus, regnbue, enlighed eller barnløshed til trods for kernefamiliens høje status som ideal. Kun få par bliver sammen gennem hele deres børns barndom, og det er ikke nødvendigvis fryd og gammen alligevel, selv ikke med en hjemmegående mor.

Mænd på afveje
Når nu vi har 130.000 enlige forsørgere – er det så Guds, samfundets eller deres egen skyld? Eller fantomfeministernes? (Tak til Lone Kühlmann for det vidunderlige nye ord.) Når familien er uigenkendelig, og kvinder langt fra opfører sig så naturligt, som de blå livmoderfeministiske horder ønsker det, så må mænd jo siges at gøre det samme med omvendt fortegn. Mange moderne mænd har vist sig at være nogle forunderlige skabninger, som man faktisk godt kunne lære at besørge på en ny måde, og som langsomt men sikkert har vendt sig fra deres ’biologiske’ manglende evne til at være gode forældre frem for fjerne mandeskikkelser. Nogle har mod alle odds vist sig at være varme, venlige, kærlige interesserede væsner, der er som skabt (!) til at være børns voksne. Verdenslitteraturen vrimler med ulykkelige mænd, som har gjort op med deres umulige, tyranniske og strenge fædre, og nu har vi i stedet fået mænd i alle samfundslag, som er i nærkontakt med deres børn på en skøn og opbyggelig facon. Og de virker ikke, som om de slår knude på deres inderste, for at gøre det.

Gerne samtale, ikke betale
Hvis Winkel Holm vil gå hjemme, mens hendes mand forsørger hende, som den slags engang gjorde, må hun for BoBs skyld da gerne gøre det. Hun vil så bare være en blandt mange mennesker, som træffer livsvalg, der har konsekvenser for status, økonomi og mange af de nærmeste. Fint nok – bare det ikke sker for vores skattekroner. Og tro ikke, at samfundet flytter sig fremad, hvis alle kvinder beemes tilbage til fortiden, og det er nok ikke lige i disse år, at samfundet trænger til folk, der melder sig ud efter en lang uddannelse, og så siden forventer at komme tilbage på arbejdsmarkedet med ti års husflid på cv’et.

BoB spiser børn med mænd på?
BoB ved, at mange kvinder ønsker at diskutere om der er veje ud af dilemmaerne, om der er måder at indrette samfundet, så de implicerede parter i familien hver især kan leve et liv, som giver dem en mening med at være i live. Men det kræver, at vi får en anden tone. Feminister æder ikke deres små børn eller deres mænd, men elsker dem lige så højt som de fleste andre mennesker, og hvis det ikke kan være et udgangspunkt for en samtale, så ender det ingen vegne. Men det er måske pointen?

BoB ser intet i vejen med at diskutere, om vi kan gøre livet nemmere, lettere, mindre stressende, men vi nægter kategorisk at skrue tiden tilbage og tro på, at den eneste lykke for børn er at blive lukket inde sammen med deres mor i årevis. Det har vi trods alt set for mange underlige og uduelige mødre til.

”To my mother and grandmother, children were the death of a dream; they were the death of one’s ambition. Ironically, it was because of my mother’s hard work that I have the life I do now.” Molly Fast Jong

Var det PH der sagde, at børn har brug for mange venlige voksne? Vi er kede af at dingle nogle foran næsen med en kulturradikal, men come on! Hvad siger I? Kunne man forestille sig, at for eksempel feministerne og andre af den slags fik en flig af æren for nogle af de moderne mænds eventyrlige transformation, netop fordi de unge mænd voksede op med stærke, progressive kræfter, som havde tid til at tale med dem over frysefrikadellerne i stedet for febrilsk at stå med hænderne i opvaskevand inden desserten blev serveret på krystaltallerknerne?

Kunne man tænke sig, at der var mellemveje mellem at gå hjemme og så fyre den af karrieremæssigt, som vi ikke har tænkt på? Kunne man ikke se sådan på det, at hvis kvinderne nu blev kvoteret ind for alvor, så kunne de, som havde lyst til at være mødre på en anden måde, måske også få et ord indført? Kunne man se sig selv som en historisk parantes, hvor Big Mother og det feministiske samfund netop IKKE var slået igennem, og at det var derfor, at samfundet stadigvæk er kvinde/moderfjendsk? Kunne man tænke sig, at vi sammen kunne skabe nogle nye løsninger, som gjorde at moderskabet (eller forældreskabet som BoB foretrækker at kalde det) kunne få nogle strukturelle løsninger, som ikke var betinget af en gammel-kristen tilgang til kønnenes roller og muligheder? Hvad pokker er der at være bange for? Ja, ensliggørelse er en halvtom plastikkop, men ligestilling er et glas champagne, som kun venter på at blive fyldt op til kanten.

Skål.

Kerneond og usund

BoB er inde i en skidt periode. Vi har svært ved at være anstændige. Vi spiser ikke nok spelt og får slet ikke nok tarmskylninger. Vi lytter ikke til de signaler, som vores bodyage sender. Vi er blevet kerneonde på en uge. Og vi vil af med det. Anledningen er youtube-reklamen “Kernesund millionøse”.

Uanset hvor velment det hele er, eller måske var i begyndelsen, hvor hele nationens sundhed var i fokus for de tre damer og deres livseliksir, må det selviscenesættende trip og den tsunamibølge af navlebeskuende selvudvikling med formålet at bringe MIG MIG MIG i centrum af universet, høre op. Den bølge, hvor forbigåede kvinder fra alle sociale lag partout skal klemmes ind i den kreative klasse (hvor der i øvrigt er røversygt) gennem underresearchet emmerkerner og minimalitisk mindwellwholefoodfullness med masser af penge smurt udenom. Den højere mening er jo lige modsat, kvinde; universet er dit centrum. Du er ikke i dig selv centrum for noget som helst.

Bob gider det ikke. Vi vil ikke være feminine millionærer via telepati – og da slet ikke midt i en global finanskrise. Eller tarmskylle mens vi danser sexzumba. Vi vil ikke underernære vores børn med soyapulver og musvitmælk eller pakke dem ind i kradseuld og levertran-udtræk. Vi gider ikke tænke på lykke i form af penge, balder af stål eller lipgloss med ferskensmag.

Because we’re so not worth it i det store perspektiv. Tiden er ligesom vokset fra det selvtilstrækkelige frøperspektiv. Vi må ud i noget seriøs panorering.

For os er tallerkenen altid halvt tom. Vi vil være slikafhængige, hænge med næbet, leve i problematiske familier, der ikke altid har happy end og lide af sjældne kroniske sygdomme, der måske ikke kan kureres – og slet ikke med et telekinetisk coaching-forløb. Vi vil dyrke perspektivet og miseren, alt imens vi oprigtigt håber på en bedre verden udenfor os selv. For selvom man på bedste køleskabsmagnetfilosofisk vis skal begynde med sig selv og be the change, så er al den inadskuende optagethed af sig selv og sin families succes, sundhed og stil så vildt usundt, at man risikerer at gå mentalt i stå foran sit Arne Jakobsen-håndtag på vej ud i verden.

BoB trækker i nødbremsen, laver en Maude og står af her.