Lille spejl på væggen dér
I et anfald af umiddelbar og ukontrolleret lykkefølelse udbrød LilleBoB i en statusopdatering på Facebook for nylig: ”Sikke en perfekt dag: Var med Felix i svømmehallen, fik en massage, læste et sjovt blogindlæg, bagte et perfekt rugbrød, fandt et husbytte i The Catskills, så to episoder af Mad Men, shoppede på internettet, sad i solen og elskede mit liv.” For hold nu op, det var en dejlig dag. Ingen pligter, ingen skriveopgaver, ikke noget som helst barsk virkelighed eller vældig hverdag. Alt i alt en raritet i BoBs liv.
LilleBoBs statusopdatering
Røre i damernes magasin
Statusopdateringen skabte imidlertid røre i damedammen på Facebook, hvor især kvinder debatterede, hvor irriterende sådan nogle jubel-her-går-det-godt-statusopdateringer fra den hetero-normative majoritet (sådan nogle som BoB) var. Opdateringer fra hverdagen (og især den familiære hverdag) er kedelige, urealistiske og damebladsagtige (det værste skældsord i den kulturradikale vennekreds), lød det fra mange sider. Og hvis de sender et overvejende positivt signal, kan de tilmed give andre kvinder dårlig samvittighed og lavt selvværd. Ok, siger BoB, det var da ellers noget af en anklage.
Pointen fra forfatter og skribent Leonora Christina Skov (på hvis FB-profil diskussionen foregik), var lidt en anden, sådan som vi læste det. Vi så et ret menneskeligt udsagn, nemlig det, at når vi (kvinder) hører om andres liv, det de andre har, stiller vi spørgsmål til vores eget, og om vi selv har valgt rigtigt. Men kommentarerne blev skarpere og skarpere, og så måtte BoB i blækhuset. Nu tror vi, at vi har en analyse:
Rollemodellen er død
Kvinder vil IKKE have positive rollemodeller. Vi gider ikke høre lah-de-dah-historier om kvinder, hvor det hele spiller på den private og professionelle front. Eller se smukke, tynde kvinder på glittede forsider eller i endeløse boligreportager med pyntepuder og slidt & hvidt, som damebladene sælger til os uge efter uge. Vi er ved at kaste op over Mary of Denmark, som giver os unødig stress, når hun føder to børn i træk uden kejsersnit og ligner en pilates-milliard få timer efter. Og vi vil ikke høre om vores veninders lykkeliv i opdateringer på Facebook.
For alle ved, at alt det med den perfekte balance mellem privaten og det professionelle liv ikke eksisterer i virkeligheden, så hvis man køber den på Facebook udstillede lykke, er man nok selv ude om det. De fleste menneskers liv en lang lidende Anne Linnet sang: “I dag er du star. I morgen er du bange og bar”. Vi er trætte som klude, vores unger har ADHD, vores mænd er os utro med au-pairpigen eller har gamblet pengene væk.
Kvinder på kanten
Vi kan derimod sagtens relatere, når kvinder falder ned fra piedestalen i hobetal, som de har gjort det for nylig i mediemøllen. Når direktøren for det hele Stine Bosse takker af med ønsket om at prioritere familien, eller når Lene Espersen taber formandsposten. Der var vist lige lovlig wonder woman over alt det, de højprofilerede kvinder skulle orkestrere på sådan en almindelig arbejdsdag.
Vi forstår og ser interesseret med, når Oprah igen har taget 5 kilo på. Når sanglærken Britney Spears tjekker ind på afvænningsklinik, når husalfen og mangemillionæren Martha Stewart kommer i fængsel for insidersvindel, når veninden falder om af stress på arbejdet, eller når skuespilleren Anne Grethe Bjarup Riis flipper i en debat om sexarbejdere og prostitution både i Go’ Morgen DK og i EkstraBladet, fordi hun har en ild og empati indeni, som hun ikke kan tøjle.
Vi elsker også tv-serien Desperate Housewives, fordi vi kommer bag glansbilledet og ser, hvordan det virkelige liv leves og hvor feje, misundelige, usikre og mest af alt, hvor uperfekte andre kvinder er. Vi vil have ridser i lakken, streger i regnskabet, kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, som flipper ud af formen, fordi vi selv ved, at det billede vi hver dag transmitterer til omverdenen om os selv og vores familie, er lavet af et skørt pergamentpapirsagtigt materiale, som kan krakkelere, hvis nogen prikker til det.
Når vi ser andre kvinders brister, ser vi vores egne, og vi bliver ikke så bange for selv at dratte ned fra tinderne. Eller hvad?
De svære valg
Vi velbjærgede, vestlige, veluddannede danske kvinder ved, at vi sagtens kan blive til noget her i tilværelsen – at vi har mulighederne. Det svære for os er at vælge. Og at vælge fra. Og når andre kvinder fremstår som om deres valg har været lette og lykkelige, bliver vi mistroiske, misundelige og lettere indebrændte. For vi ved, at det ikke er lette valg.
BoB mener, at positive rollemodeller sgu er gode nok at have. Vi skal kunne se op til nogen, men de skal være ærlige om de fravalg, de har taget for at nå derop. Og ærlige om de ting, de savner.
Facebook er fremstillinger
Og så må vi minde om, at Facebook bare er noget, vi leger. Opdateringer på Facebook viser toppen af isbjerget, glasuren på kagen. Det er en måde at kommunikere noget af sig selv på. Det er et vindue til verden, hvor vi alle ved, at det beskidte vasketøj hænger omme i gården. For hvem vil ikke hellere opdatere positivt om sig selv end negativt? Helt ærligt, alle os, der har gået i skole siden 70erne og fik medieanalyse i 6.klasse ved, at mediefremstillede billeder og repræsentationer inklusive de iscenesættelser, vi nu læser på Ansigtsbogen, netop er fremstillinger, og tager man dem for pålydende, spejler dem i sit eget, kan man hurtigt få en mild til moderat depression.
Skal vi bytte, Leonora?
Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering, kan BoB returnere med at misunde at være tiljublede, frie, skarpe skribenter i høje sko og røde læber med frihed til at rejse jorden rundt uden et barn i passet.
Men BoB har valgt et andet liv, og sådan er det bare. Så længe vi kan se med fra sidelinjen, går det nok også. Og det er jo dét vi gør på de sociale medier – ser med i hvordan andre kvinder præsenterer visse øjeblikke i deres liv – og returnerer med vores egne mere eller mindre sandfærdige øjebliksbilleder.
BoB siger: skriv som det passer dig, lyv som hesten render, eller giv den gas med sandheden – bare du gør som Anne Linnet Band synger “Du lever af at vende din sjæl, men bare du ved det selv, og passer på at du altid kommer hjem til dig selv”.
PS: BoB lover aldrig mere at opdatere, når det har været en god dag med bagning, børn og morgenbollehår, hvis I kære læsere lover aldrig at tage en Facebook-opdatering personligt.
Kommentarer
BoB er med på beatet
http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1201652/facebook-stjaeler-din-selvtillid/
Gode betragninger.
Super god blog, virkelig nem at finde rundt i
har selv en:
http://8klblaabjerggaardskolen.wordpress.com/2011/02/06/hva-sker-der-for-folk/
Jeg begynder sgu at blive afhængig af den her blog:-)
elsker jeres indspark, de får smilet frem og (1-0 til angry annegrethe:-)
Jeg synes helt klart, I skal begynde at opdatere, når I har morgenbollehår;) tak for et godt og ikke mindst underholdende indlæg!
Fantastisk indlæg – hvor er I bare gode. Men hey I skal da allerhelst blive ved med også at dele de gode stunder, de dage, hvor det kører og I lyser op i mit newsfeed? Jeg gider jo ikke kun læse det om at I fryser, hader sne og at jeres børn er syge (igen?) – men ok – måske er det ikke så koldt som I påstår – og måske har ungerne det ok – jeg lover ikke at tage noget af det personligt – bare I bliver ved med også at prale når I bager!
Go BoB, go! Absolutely love you!
Word!!
Word!
Elsker jeres formuleringer – må lige BOBBE – slev om jeg slet ikke har tid lige nu ….
TAK for en skøn blog! …Og så håber jeg i øvrigt, at I (og alle andre) fortsat vil dele livets gode stunder med os på FB!
Mange hilsner
Bente (som faktisk GERNE vil have positive rollemodeller!)
Godt set! Hvorfor skal kvindekamp anno 2011 være kamp mellem kvinder og med sigte på dem, der har valgt et andet liv end vores eget?
hmmm – der er sq et par guldkorn undervejs :O)
Kære BoB og co,
For mig at se har det mest bemærkelsesværdige ved de sidste dages debat været, hvor lidt plads der reelt er til at udtrykke en tvivl. Og her mener jeg tvivl i den mest eksistentielle betydning: Er jeg nu sikker på, at jeg har valgt rigtigt i mit liv? Jeg gætter på, at de fleste af os stiller os selv det spørgsmål ind imellem, især når vi bliver direkte konfronteret med vores fravalg. I hvert fald var det, hvad jeg gjorde forleden på Facebook. Jeg reagerede på en artikel i Politiken, der konkluderede, at Facebook stjæler ens selvtillid, og jeg skrev (her vil jeg så citere mig selv ligesom de mest selvfede mænd): Det er nu ikke tjuhej-hvor-det-går-opdateringerne, der anfægter mig, men dem om de søde børn og de lykkelige familieweekender. Ikke fordi, jeg vil bytte liv, men fordi de minder mig om, at jeg lever i en meget anden verden end resten af DK. Det er sgu lidt ensomt. Og overvældende. Det er i hvert fald svært IKKE at komme til at overveje, om man har valgt rigtigt, når næsten alle andre har valgt det stik modsatte ..
Sådan er det at være en minoritet, kan I sige, og det vil jeg give jer ret i. Når man er i mindretal, så flyder ens newsfeed over af babybilleder, hjemmebagt kage og kvinder på barsel, der fortæller én, at de aldrig har oplevet større kærlighed end kærligheden til deres barn. Og imens lever man selv et helt andet liv – uden børn eller ønsket om at få dem, i mit tilfælde, og med en enorm frihed til at skrive og rejse (og købe dyre sko:-). Men også med en enorm alenehed ind imellem, fordi der bare ikke er ret mange, der lever som mig, og dermed heller ikke ret mange, jeg kan spejle mig i. I kan jo forestille jer, hvordan det ville være, hvis fordelingen var omvendt, og I dagligt måtte skære jer igennem globetrotterbilleder og udsagn om, at der ikke findes noget større og lykkeligere end det barnfrie, omrejsende liv.
Dermed ikke sagt at vi skal holde op med at skrive om de liv, vi hver især lever, og den lykke, vi hver især oplever. Min pointe den pågældende dag, var, at det øjebliks massive eksponering af far-mor-og-børn (og mor-mor-og-børn, for that matter) fik mig til at spørge mig selv, om jeg havde gang i det rigtige. Et sundt spørgsmål, for mig at se, som man ikke kan stille sig selv for ofte, og af samme grund undrer jeg mig egentlig over BoBs analyse.
Jeg kan dårligt tolke det anderledes, end at BoB har et stort behov for at få bekræftet, at far-mor-og-børn-livet er det fedeste. Hvorfor ellers bruge min lille tvivl som eksempel på, at andre kvinders lykkelige liv gør vi kvinder mistroiske, misundelige og lettere indebrændte? I skriver det direkte: ”Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering..” Men jeg bliver nødt til at være hundrede procent ærlig overfor jer nu. I am sorry, men tvivl er ikke det samme som misundelse, og jeg misunder jer bestemt ikke jeres familieliv – endsige andre kvinders familieliv. Jeg er sikker på, at I er lykkelige for jeres børn, men jeg ville ikke blive lykkelig, hvis jeg fik børn og måtte tilsidesætte min grund til at eksistere. Som altså er at skrive.
Det var, hvad jeg kom frem til, da jeg tvivlede midt i familielivs-overload’en forleden, og sådan har det snart været en del år. Når familielivet bliver for massivt i cyberspace, logger jeg bare ud, og den resterende tid glæder jeg mig da over at få indblik i helt andre liv end mit eget. F.eks. dit, LilleBoB. Forleden skrev du, at lykken før i tiden var noget med at gå en tur rundt om søerne med dit livs kærlighed, mens den i dag findes i en solstråle i Øbro svømmehal med din søn, og det er sådan set hovedet på sømmet for mig. Jeg er sikker op, du har ret i, at man kan opleve lykken begge steder, men jeg vil godt nok hellere opleve den rundt om søerne med Annette end i en svømmehal med hujende børn.
Her til slut kunne jeg skrive noget floskuløst om, at vi alle sammen er forskellige, og hurra for det. Men jeg vil hellere gentage, at jeg synes, det må være okay at tvivle. Bare fordi man selv har valgt sit liv, betyder det vel ikke, at man skal bide tænderne sammen i tykt og tyndt. På den måde bliver det frie valg (i betydningen: Du har valgt, så vær du glad for det, du har) i hvert fald lidt et fængsel, som andre kvinder sørger for, at man ikke bryder ud af.
Kærlig hilsen,
Leonora
Kære Leonora
Jeg (LilleBoB) synes ikke der er noget i vores indlæg, der ikke bekræfter, at vi fandt din tvivl og vores efterfølgende naturlig og produktiv. Det var det pekuliære i at min (LilleBoBs) statusopdatering blev udstillet på din væg (uden at jeg blev gjort opmærksom på det) og sådan genstand for en del debat af den mindre positive slags, der undrede, fordi statusopdateringen var positiv og REAKTIONERNE var så negative.
Det at man statusopdaterer om sit eget (familie)liv betyder jo ikke, at man straks ønsker alle andre også skal leve det samme liv. Og spejlingen går begge veje, hvad enten man er del af en majoritet eller minoritet, som vi tydeligt skriver i den sætning, du kun vælger at citere halvt! “Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering, kan BoB returnere med at misunde at være tiljublede, frie, skarpe skribenter i høje sko og røde læber med frihed til at rejse jorden rundt uden et barn i passet.”
BoBs formål er at undersøge og mene noget om kønsdebatten, sådan som den kommer til udtryk i medierne (her på Facebook) uden at komme med absolutter. Hvis du lægger mærke til vores indlæg er der altid en del spørgsmålstegn. Når BoB iøvrigt direkte bliver genstand for en debat på grund af en statusopdatering og straks klasket sammen med alle andre “lykkelige” husmødre i Danmark – så tager BoB bladet for munden og undersøger sagen. Vi tvivler hele tiden – ligesom dig – på de valg, vi tager og andre kvinder tager. Og derfor skriver vi.
Kære Leonora
Vi er vist ikke så langt fra hinanden, men vi kan godt gå ind i polemikken alligevel. Vi repræsenterer to, måske tre, meget forskellige repræsentationer, forstået som snap shots af hjørner af et moderne kvindeliv. And so what? Bloggen er en genvej uden om forlag, redaktører, deadlines og alt for meget flueknep af hver enkelt indlæg. Det er for os moderens, hustruens, fuldtidsarbejderens og altså også hende-der-vil-det-heles eneste måde at få luft i ventilerne og komme i kontakt med omverden.
BoB er vores lille eget værelse á la Virginia Wolf , hvor vi bilder os ind, at vi skriver når det passer os; sandheden er nok snarere, at det er når det passer ind. Vi elsker, lige som du, at skrive, men har haft tilstrækkelig meget kærlighed til småborgerligheden vi kender hjemme fra, at vi i nogen grad har reproduceret den. Og det har både muligheder i form af en flok og begrænsninger i antallet skrevne ord i minuttet. Lad nu være med at stikke sådan nogen som BoB noget i skoene. Vi ville aldrig have fået brillante kvindelige forbilleder, hvis de ikke havde fravalgt børn. Simone de Beauvoir, Virginia Wolf, Ritt Bjerregaard etc. etc. og nu også du, der lever det liv vi faktisk, ja, det er ikke kønt, men helt igennem misunder. Især fordi vi, da vi var yngre, havde en forestilling om at rejser verden rundt og være barnløse forfattere. Vi sutter på dine opdateringer fra eksotiske steder, som var det forbudte bolsjer. Men Bob, både den lille og den store, har levet for længe til, at vi ikke ved, at alle valg har konsekvenser: vi skal i svømmehallen med ungerne, der er ingen vej udenom, og det er ikke noget offer, men snarere noget der hører til, når man nu har lyst til at få børn og også fået dem. På den måde ser vi ikke nødvendigvis dit liv som særligt minoritetspræget, i hvert fald ikke på den kedelige måde. Du viser andre en vej, som også er et liv, blandt andet på Facebook Det er et beskidt arbejde, men nogen skal gøre det.
Men, som vores egentlige pointe med ”Kvinde kvalt i pyntepude” var, så er det at formidle sig selv, eller hvem det nu er man smider for løverne, i dag et uhyre med mange ansigter. Hvis man vil være solidarisk og/eller feministisk, må det da handle om at vise kompleksiteten i alle livsvalg. Ingen kan leve mange liv ad gangen, men alle kan leve liv i perioder. Og det er den lid vi må sætte til verden og de billeder vi spejler sig i.
Ensomheden du skriver om, kender vi selv til hudløshed. Og vi fristes til at tro, at den er et vilkår for ethvert tænkende menneske, uanset hvor mange mænd, kvinder og børn man så deler hus og liv med. For den forsvinder aldrig. Vi kan sætte den på stand by, fordi vi har travlt alt mulig andet, men heller ikke mere. Så måske er det den fortælling vi har brug for at formidle. Mens vi samtidig causerer over dagens små almindeligheder på Facebook.
Nå, jeg må løbe.
KH lige over fra StoreBoB
Bob styrer med og uden morgenhår- minus dage og hvad der eller er af muligheder. Livet er mange ting pt er det meget FB og armslængde kommunikation med de elektroniske og såkaldte sociale medier som katalysator/ filter.
Bare nogle rigtig gode indlæg.
Så godt skrevet.
Man bliver sgu glad
Fint og godt indlæg med debat om opdateringer, samt om det at tilhøre en minoritet. Og som Leonora jo skriver, så er det altså svært at tilhøre en minoritet, hvad jeg ved en del om som kritisk journalist…
Tak også fordi jeg er blandt jeres Loveable blogs, det er jeg meget stolt over (http://kritiskjournalistik.wordpress.com/)!!
KH.
Nalle