Jordiske eksplosioner 1: Marie Rosencrantz Gjedsted
BoB var i sidste uge inde og få ordnet negle – både foroven og forneden – hos de meget høflige vietnamesere på Vesterbrogade. Det var fantastisk. Vi trængte til det. Til at blive berørt. Og så kostede det kun i nærheden af en halv klip og farve.
Kvinderne og den unge mand er alle uddannede på en Højere Læreanstalt for Negle, og derfor kan man få præcis de negle, man har ønsket sig inklusiv nus. Det er egentlig ret billigt taget den så udbredte skandinaviske lange-læderstøvle-sæson-provokerede fodsvamp i betragtning. Vi undgik kun lige med nød og næppe den brasilianske intimbarbering og fløj videre til frisøren, som ikke kun skar et par centimeter af vores hår og alder, men også masserede os fra hovedbunden og direkte i himlen. Da vi gik til fælles BoB-terapeut lidt senere, havde vi det faktisk lidt bedre mentalt.
BoB er åbenbart ikke alene om at købe den slags ude i byen. Over hele den vestlige verden lægger travle sammenbidte karrierekvinder deres kroppe, børn, behåring og psyke i hænderne på hvem som helst, der orker – det er som oftest immigranter eller andengenerationere ( men det er en helt anden diskussion, som vi tager i et andet indlæg). Nærhedskøbet sker ud fra princippet: Jeg kan få alle dem, jeg kan betale mig til. Og helst det som ikke kræver operation. Nærhed er på en og samme tid blevet en vare og en mangelvare. Se bare den seneste tids hede debat om au-pairpiger i Information – hvor BoB spørger, om man mon køber sig tid til sine børn, eller køber sig den filippinske aupairs nærhed og omsorg for de børn, hun har efterladt hos mormor hjemme i Manila (læs her Barbara Ehrenreichs fabelagtige bog om netop denne problemstilling Global Woman).
Men der er stadig en grænse for hvilken slags nærhed, man kan købe, og det er måske på den anden side af den grænse, at nærheds-hunden er begravet? Man kan ikke købe en orgasme eller gå ind fra gaden til en lang gennemkrammer. BoB havde begge et par skænderier og nogle umulige deadlines i nakken, og derfor trængte vi til lidt mere nærhed og varme. Vi havde lyst til at græde lidt, og helst af glæde. Vi slog op i den elektroniske telefonbog og ledte efter nogen, der måske kunne hjælpe os. Uden held.
I BoB er vi altid interesserede i innovation og iværksætteri, så vi satte os for at finde ud af, om der måske er et marked for orgasmeklinikker. Vi igangsatte en uvildig undersøgelse (for det gør man jo, hvad enten man er lidt på skideren med sine synspunkter, eller bare har brug for et pæn stolpe at tøjre sine egne kæpheste op ad). BoB spurgte en hel bunke af de kvinder, vi kender. Først officielt; tjah, njar, nej. Det går faktisk ganske godt og samtidig ret så dårligt i ægtesengen, men ikke noget en knastør latter ikke kan kurere. Underhånden over et par flasker vin er der straks en lidt større interesse for at blive onduleret uden for Ikea-sengen. Måske bare smutte ind på en veldrevet, pachuli-duftende klinik, hvor en stor kvinde i hvid kittel med et venligt nik tager imod og viser dig hen til kabine 12. JAH, svarede veninderne og spurgte, hvornår BoB havde Grand Opening.
Vi begyndte allerede at bruge hele overskuddet fra BoBs Nye Orgasmeklinik, indtil det gik op for os, at det er forbudt. Vi gider ikke selv at stå i butikken hele dagen, og man må ikke have ansatte, der hjælper folk til at få orgasmer, fordi det er ”usædeligt” ifølge straffelovens paragraf 228 (Annie-paragraffen). Det undrer os. For når alt kommer til alt, uanset hvor sagnomspunden den er, er der vel bare tale om en muskelspasme.
BoB erkender: Der er grænser for nærheden. Både den der er i handlen, den der gerne ville i handlen, og den man kan få derhjemme.
Foto: Marie Rosencrantz Gjedsted/www.mrg.dk
Kommentarer
Man kan også prøve en ny model med tre mænd, også kaldet polyamori, eller man kan overveje om man er utro overfor sig selv, når man bliver i et forhold, der ikke bringer det bedste frem i en. Det har Anja Lysholm skrevet om. Og selvom jeg endnu ikke har læst hendes bog, tiltaler tanken med at redefinere nogle af kærlighedsbegreberne mig.
Vi har fået flere livsfaser, fordi folk holder sig godt og lever længere. Derfor er det lidt pudsigt, at vi bliver ved med at prøve at få den samme model til at passe til os og hinanden som 17-årige, som småbørnforældre, som modne, som erfarne og sent i livet.
Der er så mange sjove, spændende, dejlige, nye måder hvorpå vi kan nyde hinanden og udforske kompleksiteten …
Kære Pouline. Samme pointe havde Erica Jong i What do women want. Hun mener, at man skal skifte manden ud hver 7ende år og finde en mand, der passer til ens forskellige livssituationer. Det er rimelig hard core. Specielt når der er børn og kærlighed involveret. Det er måske en teori som man kan bruge som skabelon – om det så lige passer med 7 år, må man tage med et gran salt. Men bestemt en tanke. /bom
Kære Pouline. Jeg er vist egentlig noget enig, og i hvert fald i teorien med på din idé som tankeeksperiment og glæder mig til at læse din bog. Tre mænd er ikke lige på toppen af min ønskeseddel og jeg er nok et helt andet sted end nu. Det jeg er inde på handler nok mere om, at vi måske som samfund skal turde frisætte kroppens mekanismer fra de vante hylstre, som hedder kærlighed, kerneforhold og den slags m.m. og bare give den gas med at eksperimentere med kroppens mange lyster og behov. Det er ikke længe siden at det var syndigt at røre et andens menneskes krop overhovedet. Dvs. en pedicure havde været usømmelig. Jeg synes det er utroligt at grænsen flytter sig – frem og tilbage – og at vi i samfundet fastholder f.eks. rufferipragraffen, som formodentlige fastholder langt flere prostituerede af begge køn i nogle jammerlige vilkår – smtidig med at vi forlanger momsregnskab. Med andre ord, vi aner ikke helt hvad vi mener om sex som ydelse. Jo mere vi ser ned på akten, og dem, der sælger dem, jo mere foragter vi os selv og vores dertilindrettede. Der sker et skred, men hvor skrider det hen? /bjerke
Kære Mette, Ja, Erica Jong havde fat i noget med sin udskiftning hvert 7. år. Men jeg vil i en lidt anden retning med min model med En kvinde tre mænd. Jeg vil nemlig gerne gøre opmærksom på, hvor meget energi vi ofte bruger i parforhold på at frustreres over det, der ikke er i parforholdet, fremfor at glædes over det der er, og søge det manglende andre steder.
Det er nok især en model, der egner sig til når børnene er blevet større. Så kan den til gengæld også frisætte meget energi hos både mænd og kvinder. Og med de mange henvendelser jeg har fået efter jeg gik offentligt med historien kan jeg se, at mange allerede lever på andre måder. Hver og en dog som en individuel løsning og med et system, der ikke kan rumme det, og en kulturel ramme, som også har svært ved det. Og når den kulturelle ramme har svært ved at rumme det, giver mange op eller lever skjult. Det synes jeg ikke er godt nok i år 2010.
Og så er der dem, der bliver meget provokeret af modellen, og det synes jeg er interessant i forhold til hvor dårligt den eksisterende parforholdsmodel reelt fungerer med frustrationer, utroskab og skilsmisser. Hvorfor er det så svært at diskutere alternative måder at leve på?
Kære Nanna, Jeg er helt enig i dine betragtninger omkring dobbeltmorel og berøringsangst i forhold til prostitution. Jeg tror en del af det bunder i at ressourcestærke kvinder endnu ikke har taget seksualiteten til sig, men stadig flakker rundt i et luder/madonna hjul eller et berøringsangst hjul.
Jeg har oplevet, at mine drømme er en af de største forhindringer for at ændre på nogle af de grundlæggende fejl og mangler. Det er som om drømmene er skabt i en anden tidsalder. Og jeg er kommet frem til at jeg må definere nye drømme før jeg kan definere en ny og for mig mere tilfredsstillende måde at være kvinde på. Et af de vigtige områder er at tage seksualiteten til mig og signalere til mænd, at der er forskel på adfærd. God adfærd giver både dem og mig mere af det, vi gerne vil have.
For at sætte lys på denne proces har jeg skrevet og udgiver min online roman på http://www.enkvindetremaend.dk. Jeg valgte at lancere den via en blog for at kunne diskutere nye modeller og dele erfaringer med andre.
Det interessante er at dem, der gerne vil diskutere modellen kontakter mig via min personlige mail eller ude i virkeligheden. Er det fordi der i de sidste 20 år er blevet mindre plads til alternativer? Eller er det fordi nye drømme diskuterer man ikke på en blog?