Bom & Bjerkes blog

Holdet på STS-131 (Pressebillede NASA)

Hvad der åbenbart er voldsomt svært at gennemføre med stor entusiasme på Lars Tyndskids marker, ser ud til at lykkes bedre et godt stykke over jordens overflade. Iscenesat på bedste amerikansk vis fes Discovery af sted i går og udover at den lykkeligvis ikke sprang i luften, så var også besætningen i sig selv en sensation.

Og se lige godt på billedet. Det er et lille stykke verdenshistorie. Fire mænd og tre kvinder, der netop nu er på vej ud for at fikse et eller andet på Station 23, som BoB ikke endnu helt har fundet ud af hvad er. Det kan da godt være, at disse mennesker er udvalgt, fordi de tilsammen tegner den fælles fremtid á la Benetton-reklame. Men tre ud af de fire missionsspecialister ombord er kvinder, og Stephanie Wilson, Dorothy Metcalf-Lindenberger og Naoko Yamazaki udgør over 40 % af det samlede hold! Kvoter – I som er i himlen.

Det helt vildt spacede er, at man ikke kan sætte en (ærgerlig) finger på noget som helst. Hele holdets kvalifikationer er tiptop og der er ingen semi-civile på charmeoffensiv denne gang. De er, alle som en, specialister i rumhalløj med ph.d’er og sådan noget og altså vaskeægte astronautdamer.

Det er nok ikke noget, der er sket ganske af sig selv. Kan vi være enige så langt? Det må derimod vokset ud af en vilje og tro hos NASA, der går ud på at man da nok kunne finde kvinder af det rette stof, som også ville være super gode i rummet, hvis bare man arbejdede længe nok på det. Missionen er lykkedes.

Og BoB er som forvandlet. Vi tror nu på alt, det vi ikke forstår og heller ikke fik lært i fysik. Vi er blevet fans af ALT, der har med rummet at gøre. Fra i går af. Det viser sig, at vores interesse for rumfart og ydre galakser bare har ligget i dvale. BoB har naturligvis i tidernes morgen været svært optagede af filmatisering af Tom Wolfes ”Mænd af den rette støbning”, men det var helt klart andre årsager, der gjorde det til en fed film (en super god historie og så Dennis Quaid, Sam Shepard, Scott Glenn, Ed Harris m.fl.).

Vi ved nu, at BoB har gået i mørket og blot ventet på, at det rette øjeblik åbenbarede sig. Det rør os pludselig, det der foregår oppe i himlen. Bare fordi der er tre fruentimmere i hver sin farve ved roret? Svaret er enkelt: JA, for pokker da. Vi kan nu drømme om at selv blive astronauter, i et andet liv måske, nuvel, men så for nogen, der kommer efter os. De kan drømme sig ud af tylsskørtet og lige ind i den orange rumdragt. Det giver os en fornyet tro på, at der er noget der er større end os selv, også større end mænd, nemlig os alle sammen. Sammen. Halleluja.