Som Sting en gang måtte minde Vesten om, så elsker russerne altså også deres børn. BoB må i al denne nye palaver om moderskabet og det moderne kvindeliv slå fast, at det også gælder feminister. Vi er hverken værre eller bedre end andre mødre, men derimod godt og grundigt trætte af at blive mistænkeliggjort.
Moderskabet er igen, igen blevet en del af kulturkampen. Og den får ikke for lidt. Snøft, snøft, piv, piv, børnene lider og med dem de ’rigtige’ mødre. Vi andre– ravnemødrene – har spoleret ungernes chancer for nogensinde at blive lykkelige. Vi har proppet dem i omklamrende, ildelugtende statsfeministiske institutioner, hvor de sidder som én blandt alt for mange placerede børn på gul stue og brænder sig på perlepladerne. Vi er de onde mødre.
Biologisk tyrelort
I det hele taget er det bare med at dukke sig, for der kommer de vildeste absurditeter flyvende fra højre. Der skal igen ammes til barmen er på flappestadiet og alt liv er suget ud af moderskikkelsen. Og vi gider næsten ikke nævne de dér sindssyge mænd med ph.d.-grader, der siger, at kvinder er uegnede til alt, hvad der ligger uden for de fire vægge, så du kan selv finde et link. Det er bare så 50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort, hvor kvinder og mænd bindes op på en hel masse for BoB fiktiv biologi. Vi kvinder skal nu igen være mødre med stort M og beskyttes mod mændenes unaturlige, syge arbejdsmarked, hvor vi åbenbart ikke hører hjemme. Moderkultens fængsel kalder den amerikanske feminist Erica Jong det, og det synes BoB sgu er et virkeligt godt udtryk.
Det blå savn
Hvis man nu skal være høflig, kan man se tilbage til-moderkulten-anno-1950-bevægelsen, som en længsel mod noget varmt og trygt og et basalt savn, som findes hos os alle. Men hvis man ikke gider være en pæn pige, kan man sige, at det dog er det værste romantiske højborgerlige sludder, vi længe har hørt. At kvinder skal gå hjemme og være sammen med deres børn, især når de er små og helst så længe som muligt, skulle være en løsning på det moderne familie-og arbejdsliv? BoB thinks NOT. Og skulle det nu være en slags plaster på såret mod de væmmelige feminister, der har ødelagt nationen? Skulle der ligge et utopia i lovprisningen af det frie valg, som var det noget, man bare kunne gå ned og købe på det nærmeste hjørne? Jakkedijak, jakkedijak fra tomme uprøvede hjerner, siger BoB – i hvis af postmoderne feministisk teori besudlede univers, individet altid kun er relativt frit.
Også i hadeskriftet ”Rend mig i kødgryderne” af Katrine Winkel Holm (som Bob har harceleret over tidligere, men åbenbart har svært ved ikke at se som et symbol på tidens uvæsen og derfor ikke kan lade ligge) er det statsfeminismen, der har slagtet børnene og stjålet deres lykkelige barndom. Det præsenteres som en slags bibelsk sandhed mejslet i sten uden at kreditere femierne for at have muliggjort at kvinder kan gå på arbejde, endda elske det og eventuelt udleve andre sider af sig selv end den indre husmoder. Men, nej, nu skal vi lege far, mor og børn som i gamle dage, og så skal alt nok falde på plads igen. Jesus. Der er noget råddent….
Baglæns ind i fremtiden
BoB tænker, at Winkel Holms og andre borgerlige debattørers projekt sådan set er ok. Nogen skal jo sætte en VEL-duftende finger på den postmoderne kvindes dilemma og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det normative og det sindssyge. Nogle skal påpege, når der er nogen, der ikke har tøj på, også når vi ind imellem ofrer vores børn på karrierens alter. Problemet med Winkel Holm og hendes entourages’ ærinde er bare, at de ikke nøjes med at debattere, de har taget både skyklapper og høreværn på og er på vej baglæns ind i fremtiden.
En teolog af alle burde vide, at det ganske enkelt ikke er så nemt at være menneske, og da slet ikke forældre. Familien er ikke, hvad den har været, og langt fra den ”kulturbærende institution” den var før – guderne må vide, hvornår det egentlig var. Moderskabet og forældreskabet er komplekst og fortjener en kompleks debat – ikke én der falder til patten i hurtige, demagoiske absolutter.
Mor som mode
I Suzanne Giezes gennemgang af moderskabets kulturhistorie bliver det i hvert fald klart, at forældreskab ligesom bukselængder er meget afhængig af tidsånden. I dag er den atomiserede familie bare et vilkår, som hundredtusindvis lever med i deres selvopfundne familie-konstruktioner med sted, pap, bonus, regnbue, enlighed eller barnløshed til trods for kernefamiliens høje status som ideal. Kun få par bliver sammen gennem hele deres børns barndom, og det er ikke nødvendigvis fryd og gammen alligevel, selv ikke med en hjemmegående mor.
Mænd på afveje
Når nu vi har 130.000 enlige forsørgere – er det så Guds, samfundets eller deres egen skyld? Eller fantomfeministernes? (Tak til Lone Kühlmann for det vidunderlige nye ord.) Når familien er uigenkendelig, og kvinder langt fra opfører sig så naturligt, som de blå livmoderfeministiske horder ønsker det, så må mænd jo siges at gøre det samme med omvendt fortegn. Mange moderne mænd har vist sig at være nogle forunderlige skabninger, som man faktisk godt kunne lære at besørge på en ny måde, og som langsomt men sikkert har vendt sig fra deres ’biologiske’ manglende evne til at være gode forældre frem for fjerne mandeskikkelser. Nogle har mod alle odds vist sig at være varme, venlige, kærlige interesserede væsner, der er som skabt (!) til at være børns voksne. Verdenslitteraturen vrimler med ulykkelige mænd, som har gjort op med deres umulige, tyranniske og strenge fædre, og nu har vi i stedet fået mænd i alle samfundslag, som er i nærkontakt med deres børn på en skøn og opbyggelig facon. Og de virker ikke, som om de slår knude på deres inderste, for at gøre det.
Gerne samtale, ikke betale
Hvis Winkel Holm vil gå hjemme, mens hendes mand forsørger hende, som den slags engang gjorde, må hun for BoBs skyld da gerne gøre det. Hun vil så bare være en blandt mange mennesker, som træffer livsvalg, der har konsekvenser for status, økonomi og mange af de nærmeste. Fint nok – bare det ikke sker for vores skattekroner. Og tro ikke, at samfundet flytter sig fremad, hvis alle kvinder beemes tilbage til fortiden, og det er nok ikke lige i disse år, at samfundet trænger til folk, der melder sig ud efter en lang uddannelse, og så siden forventer at komme tilbage på arbejdsmarkedet med ti års husflid på cv’et.
BoB spiser børn med mænd på?
BoB ved, at mange kvinder ønsker at diskutere om der er veje ud af dilemmaerne, om der er måder at indrette samfundet, så de implicerede parter i familien hver især kan leve et liv, som giver dem en mening med at være i live. Men det kræver, at vi får en anden tone. Feminister æder ikke deres små børn eller deres mænd, men elsker dem lige så højt som de fleste andre mennesker, og hvis det ikke kan være et udgangspunkt for en samtale, så ender det ingen vegne. Men det er måske pointen?
BoB ser intet i vejen med at diskutere, om vi kan gøre livet nemmere, lettere, mindre stressende, men vi nægter kategorisk at skrue tiden tilbage og tro på, at den eneste lykke for børn er at blive lukket inde sammen med deres mor i årevis. Det har vi trods alt set for mange underlige og uduelige mødre til.
”To my mother and grandmother, children were the death of a dream; they were the death of one’s ambition. Ironically, it was because of my mother’s hard work that I have the life I do now.” Molly Fast Jong
Var det PH der sagde, at børn har brug for mange venlige voksne? Vi er kede af at dingle nogle foran næsen med en kulturradikal, men come on! Hvad siger I? Kunne man forestille sig, at for eksempel feministerne og andre af den slags fik en flig af æren for nogle af de moderne mænds eventyrlige transformation, netop fordi de unge mænd voksede op med stærke, progressive kræfter, som havde tid til at tale med dem over frysefrikadellerne i stedet for febrilsk at stå med hænderne i opvaskevand inden desserten blev serveret på krystaltallerknerne?
Kunne man tænke sig, at der var mellemveje mellem at gå hjemme og så fyre den af karrieremæssigt, som vi ikke har tænkt på? Kunne man ikke se sådan på det, at hvis kvinderne nu blev kvoteret ind for alvor, så kunne de, som havde lyst til at være mødre på en anden måde, måske også få et ord indført? Kunne man se sig selv som en historisk parantes, hvor Big Mother og det feministiske samfund netop IKKE var slået igennem, og at det var derfor, at samfundet stadigvæk er kvinde/moderfjendsk? Kunne man tænke sig, at vi sammen kunne skabe nogle nye løsninger, som gjorde at moderskabet (eller forældreskabet som BoB foretrækker at kalde det) kunne få nogle strukturelle løsninger, som ikke var betinget af en gammel-kristen tilgang til kønnenes roller og muligheder? Hvad pokker er der at være bange for? Ja, ensliggørelse er en halvtom plastikkop, men ligestilling er et glas champagne, som kun venter på at blive fyldt op til kanten.
Skål.
Bob når nye højder:
’50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort’
- mere præcist blir det simpelthen næppe formuleret!
BoB’en på toppen!
Kære Bob,
godt brølt. Er 99 procent enig. Og bare forrygende velskrevet, om end jeg ikke lige er helt sikker på jeg forstår den der med at mændene har lært at “besørge” på nye måder. Så vidt jeg ved er det med et besørge lig med at skide – for nu at sige det lige ud. Mener I mon “forsørge” ? Eller har mændene lært at gå på toilettet på en ny måde? At sidde ned i stedet for at stå? LOL.
Anyway – den ene procent, hvor jeg afviger fra det, I skriver er nok, at jeg (sorry !) tror, at der nok i et lille barns allerførste år er en (biologisk detemineret) præference, som gør det både mere nærliggende og mere ‘naturligt’ at moderen er tættest på barnet. Yes, det er amning, men også at jeg faktisk tror der er noget genetisk (og altså ikke bare kulturelt bestemt eller noget, ‘Samfundet’har lært os) der gør det sværere for moderen at forlade babyen end for faderen. Men det betyder jo ikke, at moderen skal fortsætte derhjemme eller hører naturligt til i hjemmet på 50′ervis. Tværtimod synes jeg man skal kvotere og booste kvinders karriere og stilling på arbejdsmarkedet på trods af, at de altså i en snæver forstand bliver “sat tilbage” af at have længere barselsorlov.
Med andre ord så der kan udlignes for Mie Harders typer, der altid ville ansætte en 27-årig mand frem for en kvinde pga. muligheden for barsel. Gys. Men hun bliver klogere (eller forbliver barnløs, hvor man fint kan gå gennem livet med den holdning. Velbekomme).
Jeg mener så også, at det er synd for små børn at komme i vuggestue før de kan gå. Det er tryggere og dejligere og sikrere (for det kæmpestore flertal der har gode hjem, det er klart, at for et trist mindretal kan der være mere trygt på institution) at være hjemme de første 12 mdr. Og det burde samfundet hjælpe med til at gøre nemmere. For begge køn.
Alors BoB. God kamp i det danske !
kh
Annegrethe
Kære Annegrethe
BoB mener, ud fra vores mangeårige erfaring med det modsatte køn, at man godt kan lære en gammel hund at skide – som du så sagde ligeud
Jo. vi har jo de dér fantastiske batterier, der gør at drenge og pigebørn kan vokse sig store og stærke, så de til sidst kan indtage samfundets dominerende positioner, og det er sikkert vældig godt, at de får modermælken de første 6 mrd, men så må det også være tid til at manden træder i karakter som fader. Man skal ikke glemme alle de kvinder, der ikke kan amme, selvom de gerne ville, og alle de mænd, som gerne ville gå hjemme på barsel, hvis bare chefen og kollegerne så lyst på det.
Kære BoB,
Tak for jeres kommentar. Nu er det heldigvis kun de uoplyste – hvilket jo er sjovt at kunne sige om en præst – der stadig bliver ved med at fremhæve de gode gamle dage, hvor kvinderne gik hjemme, og solen skinnede hele sommeren, sneen dalede fra himmlen hele vinteren, alt sne blev rydet og mennesker sang glade sange hver dag. Men jeg synes faktisk ikke, at vi må glemme, at der er et bardoms og et læringsperspektiv (gør vi det lettere for barnet at møde fremtiden) i debatten. For hvad er det egentligt det gavner, at gå hjemme?
Jeg elsker selv når Søs Beyer fra DPU peger på, at det for det første var noget der gjaldt en meget kort periode i historien, og at det var forbeholdt en meget lille gruppe. Her kan ligge noget af svaret på hvorfor det er præster som Winkel Holm eller endnu værre Merete Bøye (for det er da helt til rotterne), der romantiserer fortiden, der er nemlig en stor sansynlighed for at det jo netop er os akademikere, som selv eller hvis forældre blev passet hjemme.
Beyer peger også på, at der aldrig er blevet produceret så mange voksne med behov for psykolog i den periode. Der var rigtigt mange hysterisk neurotiske mødre, der gik utrolig meget op i at gøre rent hele tiden – hvis I er i tvivl så tænk på “Her kommer mutter med kost og spand”.
De andre børn hvad med dem? Ja mange af dem, gik for lud og koldt vand, de blev passet i asyler, hvis de var heldige, eller var de med på arbejde, var alene hjemme eller blev passet af ældre søskende, som endnu ikke var startet i skole endnu.
Og hverken mor eller storesøster havde nok den helt store tid til at lægge puslespil, dialogisk eller nogen anden form for læsning. For mange børn blev understimuleret.
I hvertfald viser Prof. Bengt Erik Andersons fra Lærerhøjskolen i Stockholms gamle forløbsundersøgelse med al tydelighed, at børn som har startet deres karriere i et kvalificeret tilbud som 1 årige klarer sig bedre i skolen end andre børn, både fagligt og socialt. Gøsta-Esping Andersen peger på, at børn der har gået i vuggestue er blive bedre læsere. I USA er der lavet flere studier der viser, at udsatte børn generelt for et bedre liv, hvis de som små får et kvalificeret førskoletilbud, det gælder både i forhold til uddannelse og privatliv.
Hertil kommer, at det jo er med venskaber ligesom børnesygdomvacciner, når alle børn er vaccinerede er det svært at bliver smittet og få børnesygdommen som barn. Når alle andre går i institution er det jo rigtigt svært at få rigtige venner. Når man selv har oplevet 2½ – 3 årige børn i legegrupper, der må tage til takke med hvem der nu lige gider komme i legegruppe den dag, så tænker man hvem vil udsætte sit barn for det. Så man må spørge sig selv for hvis skyld går man hjemme for sine egen, barnets, samfundets!
Når det er sagt giver jeg BoB helt ret i, at der måske findes en mellem vej….
Kære Pauline. Jeg (lilleBoB) får meget ud af at se tidens moderne skildring af 50ernes familieidyl Mad Men. Her går det sgu ikke så godt med de hjemmegående upper class ladies, som mest til dels sidder og glor apatisk ud i luften med en cigaret og skænder på deres børn fordi deres far aldrig er hjemme. Dernæst tager de ud og rider eller ligger på briksen hos psykolog. Andre skildringer af de hjemmegående findes hos Desperate Housewifes, hvor den ellers heller ikke står på for meget lykke. Min egen bardom var herlig med to udearbejdende forældre men begge skolelærere så der var eftermiddage med opmærksomhed. Men også trætte mor i fifaen og far der skulle rette stile og ikke skulle forstyrres. Jeg tror du og andre har helt ret at vi igen diskuterer ud fra en meget snæver del af befolkningen, som synes de har retten til at VÆLGE mere tid med deres børn og derfor også mener at alle andre burde VÆLGE – de borgerlige debattørers idylliserede tanker om den hjemmegående MOR inkluderer nok ikke den berømte kassedame i Fakta.
Thumbs up til BoB!
Kan ikke lade være med at henvise til Elisabeth Bardinther, som i sin bog om konflikten mellem kvinden som kvinde og kvinden som mor (Le conflit, la femme et la mere) er inde på nogle tankevækkende ting om samme emne:
“Vores opfattelse af moderskabet er revolutioneret, næsten uden at vi har lagt mærke til det. Og udviklingen, eller rettere tilbagegangen, har hverken ført til offentlig debat eller opråb. Dens mål er ellers afgørende, eftersom det handler om hverken mere eller mindre end at genindsætte moderskabet i den feminine skæbnes centrum.”
Se også: http://www.information.dk/226430
Og også et lille hip og hurra for Pauline, der peger på, at kvinderne der gik hjemme i 50′erne måske slet ikke var så mange, og at dem der gjorde det ikke nødvendigvis var hverken kernesunde eller lykkelige.
Det med biologien og amningen som argument for kvindens bånd køber jeg faktisk ikke helt, men jeg bliver helt udmattet ved tanken om at skulle forklare, hvorfor jeg synes, at biologien er hvad vi gør den til? Er det okay? Altså, okay at være for træt og uklar i hovedet til at kunne forkl(sv)are mit synspunkt ligenu? Måske hænger det sammen med, at jeg er en af dem, der til gengæld har mega dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne amme. Suk!
Nå! Er i hvert fald vældig begejstret for jeres blog! Og for modermælkserstatning, engangsbleer, shake ‘n’ bake og mænd, der tager barsel.
Kære Kirsten
Jeg (lilleBoB) kunne heller ikke amme. Det var en falliterklæring, men mest for ammenazierne oppe på Riget. Jeg glædede mig i stedet over at farmand kunne tage over med flasken og jeg kunne sove.
Erica Jong er også meget begejstret over den franske professor. Jeg glæder mig til bogen bliver oversat til dansk.
Så pryder jeres blog igen min facbook profil. Ynder at dele jeres herlige sprog og synspunkter med “vennerne mine” Synes faktisk jeg pynter mig lidt med lånte fjer – men det er jo også en form for gavmildhed.
Selv var jeg i panik, da jeg skulle være hjemme ved det første barn med hele 6 ugers barsel. 3 mdr. med den næste var ligesom lidt nemmere .. vidste lidt mere om det hele. De to drenge var i dagpleje – sort .. det var hvad der var der i 68 og 72 … Det er blevet til et par prægtige fædre til i alt 6 børn. Og begge sønner har et rigtigt nært forhold til deres far, som altid har spillet en væsentlig rolle i deres liv. Og vi – fadern og jeg – holder hinanden ud endnu fordi vi aldrig har siddet lårene af hinanden, er jeg overbevist om.. Jeg husker hvordan kvinder igen og igen vendte tilbage til voldelige mænd, da jeg var barn, fordi de var økonomisk helt afhængige af ægtemanden (boede i et børnerigt kvarter.) Nå det bliver bare nostalgi – 50erne var ikke noget at råbe hurra for.