BoB fik gratis billetter til forpremieren på ”Sex & The City 2 – Carrie On” af vores bank. Vi forholdt os selvfølgelig særdeles forbrugerkritiske over for dette bankens pr-stunt, men ikke så kritiske, at vi kunne lade chancen for at få en god NewYork-nostlagi-med-kvinder-i-høje-hæle-med-ditto- lavt-selvværd-oplevelse forpasse. Tak for det, Bank, vi står i evig gæld til jer i mere end en forstand.
Filmen var fanget i en helt gal tidslomme. Den var overhovedet ikke recessionista-chic. Talte fuldstændig forbi os born-again-nonforbrugere. Det var noget med en masse tøjskift i Abu Dhabi ren Stein Bagger-style med pigerne skridtende i ørkenen og i Suq’en som de dårligste ambassadør for Vesten, man kan tænke sig. Krænkende og respektløse. Seksuelle på den kedelige måde, hvor man sidder og tænker på, om skuespilleren mon bruger bind med parfumeduft eller ej. Feministiske på den bitchede måde. Velklædte på den upassende måde. Veninder på den uægte måde.
De engang så skarpe og vittige sexbypiger er i denne film spundet ind i noget tankeløst overforbrug, product placement, petit-feminisme krydret med noget ægte muslimracisme og fordomsfuld pseudopsykologi om arabere og arabiske kvinder.
Sjældent har vi været udsat for en så massiv transformation. Vi var engang FANS af Sex & The City. Det var trods alt dem, der gav os The Rabitt, og alt det dér åbne amerikanske snak om sex. I flere afsnit så man kvinderne bolle. Det var fedt. Og sjovt. Hold op nogle oneliners de piger kunne ryste ud af ærmet, som Samantha ved synet af en brandmand: “Hello 911 I’m on fire” eller ” I think I have monogamy. I’ve caught it from you”.
I dag er Sex & The City 2 den vestlige verdens forhenværende kæreste, som BoB af gammel gensynsglæde kom til at tungekysse i går ligesom Carrie Bradshaw (nu Preston, gift med Mr. Big), der i filmen kommer til at snave Aidan, selvom hun er gift. Uha Uha, poor little rich girl når det går op for hende, at det var hendes gamle jeg, der løb af med hende. Filmen er et kedeligt kys med en kæreste, der aldrig kom videre end barstolen. Aldrig gå tilbage til en fuser.
De fire kvinder er gået fra at være ikoner for frigørelsen og ”Thanks I’ll get it myself”-bevægelsen, til at være fuldkommen off key. Kun én scene står tilbage i erindringen, og det er den mellem Charlotte og Miranda, der filosoferer over livet som mødre. Her er der endelig lidt selvironi og perspektiv.
Der er kun en eneste forsvarlig grund til at se denne helt utroligt ulidelige film; den får dig til at følge dig smuk. Indeni. Tilfreds med, at du ikke selv er en depraveret sjæl, for hvem udseendet går foran alt andet. Lettet over, at du ikke længere skal trække over for at købe det sidste skrig og firs par sko. Lykkelig over, at du ikke er en hjernedød stilet i en arabisk porcelænsbutik, på vej til at udløse en ny kulturkrise mellem civilisationerne. BoB er ikke sur. BoB er skuffet.
Well said. Jeg ville saa gerne kunne lide den film, virkelig, men hold op hvor var der meget tomgang. Saerligt deres skildring af kvinderne fra Abu Dhabi var da for irriterende. #SATCFAIL
ok. Har aldrig set et eneste sex and the city afsnit.
Men hvis man alligevel vil til mellemøsten og ikke orker det kvindelige højhælede selskab kan jeg varmt anbefale ARMADILLO. lotte
Øv. Jeg er så ærgerlig. For jeg bliver desværre nødt til at give jer ret et langts stykke hen ad vejen. Og det er jeg så usigeligt skuffet over, for TV-serien har faktisk betydet ganske meget for mig i årenes løb. Derfor har jeg, siden jeg var til forpremiere i søndags, forsøgt at overbevise mig selv om, at filmen var hævet over kritik; det var jo ikke en film, det var jo – SATC.
Men det virker ikke, og oplevelsen fremstår mere og mere hul jo længere tid der går.
Seriens hjerte var ikke, som mange i tidens løb har påstået, at kvinderne var frigjorte og stærke. Det var de nemlig ikke – altid. Nej, seriens hjerte var, at de insisterede på sig selv. På egen identitet. På, at de havde ret til at være dem, de var. De tog ansvar – og skabte deres egne liv. I begge film – men særligt den sidste – er det lige omvendt deres liv, der skaber dem. Det, de før selv tog – PÅ TRODS, er i filmene blevet et FORDI. Fordi vi kan. Fordi vi har råd. Fordi det er en selvfølge. Og derfor kommer deres fanden-i-voldskhed og filmens “det-sagde-hun-bare-ikke”-effekter til at klinge hule – nærmest pinlige. Uden veloplagthed, originalitet, indlevelse og evnen til at nyskabe – sig selv. (Og så har jeg slet ikke sagt noget om evnen til at insistere på egen identitet og egne værdier uden at jokke på andres…)
Et modemagasin i levende billeder er bare ikke nok. I overført betydning kan man – med SATCs billedsprog – sige, at det er ingen kunst at være skidesmart, hvis man har råd til alle de dyre mærker. Kunsten er at plukke selv, at mixe, at turde, at tro på det … at skabe sin egen stil. Det kunne mine fire veninder engang. Men det er slut nu.
Tak, BoB. Godt brølet.
Ja, den er jo noget af en skuffelse, hvis det jeg har hørt, er rigtigt…
Trist, for her var da gode muligheder for på underholdende vis at undersøge, hvad der sker, efter man er begyndt at leve ‘happily ever after’!
Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Derfor, tillad mig at anbefale en radioudsendelse om MEDIERS KONSTRUKTION AF KØN, der kan høres her: http://www.den2radio.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=220:polykrom&catid=45:smartchannels&Itemid=91 .
Ja ja BoB, jeg kan osse meget bedre lide jeres anmeldelse end de hysterisk sexistiske mandlige amerikanske ditto. Jeg var osse skuffet, men jeg kedede mig alligevel ikke. Men jeg har også altid væren sucker for gamle kærester …
knus
AG