BoB blogger med de blå damer fra Damefrokosten på Kvinfos blog. Følg med her og kommentér gerne derinde
Det er egentlig et grotest paradoks. Mens vi nu i ti meget lange borgerlige år har hørt, hvordan Big Mother samfundet, aka. Omsorgssafundet, aka. Velfærdssamfundet, aka. den omklamrende, oppustelige, kvælende, frihedsberøvende, feminine masse af et moderdyr har kvalt og kastreret alle drengebørn på gul stue og berøvet alle voksne mænd født i efterdønningerne af hippietiden deres mandighed, ja så står slaget ved dette valg netop om hendes udvikling og gunst. Fra begge sider af salen bejler partierne til velfærdssamfundet, som led de af et uhelbredeligt Ødipuskompleks. Hun er pludselig blevet alle samfundseksperters alter mater. Og samtlige politikere dyster som noble tempelriddere om, hvem der bedst kan sikre hendes fremtid, sikre at især hendes svageste yngel – de fattige, de gamle, de afhængige, de uegnede, de uuddannede og de arbejdsløse også får mad på bordet og pleje på sygehusene efter valget og (den gode gamle) finanskrise.
Mens venstrefløjen er – og indrømmet – har været barnet, som ikke rigtig kan vriste sig løs af moderdyrets skørter, har de borgerliges strategi mest været at håne hende i nedsættende vendinger, beskrive hende som en klods om benet på farmand (erhvervslivet), der var ude og tjene rigtige penge til alle hendes snylterunger (de offentligt ansatte og dem på overførselsindtægter), og derefter at sende hende på en ubønhørlig slankekur. Uden bedøvelse eller formidlende pilatesøvelser smækkede de hende direkte på operationsbordet og skar kød og blod væk, sugede alt fedtet fra, og med det forsvandt servicen ud af landets sygehuse og skadestuer. De lavede en Kong Salomon på hende, og skar i hendes uægte børns rettigheder. De tog en ordentlig luns af de unge studerendes praktikpladser, timeantal og semestre, alt imens hendes eksistensberettigelse – skatten – også blev sat ned. Nu forlyder det så, at de blås plan også efter valget er at reformere moderdyret med flere fedtsugninger i hendes svageste og dyre led – efterløn og dagpenge.
Valget i morgen handler om, hvem du mener, kan og vil udvikle velfærden og ikke bare skære hende ned til en halvdød tam skinny latte i en størrelse 36. Er det dem, som i sin tid fødte hende eller dem, der har svært ved at stave hendes navn korrekt? Godt valg.
Kommentarer
Moderdyret er altædende
Moderdyret har aldrig været større end det er nu, og har fået tilført atter og atter mia. gennem de sidste 10 år. Valgkampen har kun vist, at moderdyret vil have mere – og nok skal få det uanset fløj.
Moderdyret er en fatamogana i den form den har nu, og har måske været det i mange mange år. Der er simpelthen for få til at opretholde moderdyretseksistens, og det vil kollapse før eller siden i et gældsbjerg af ufattelige dimensioner. Dem som moderdyret først og fremmest er sat iverden for at beskytte vil naturligvis være de største og første tabere, når det sker. Hvorfor ikke fokusere på at hjælpe netop den forholdsvis beskedne gruppe – og give ansvaret tilbage til resten og så iøvrigt komme af vejen?
Moderdyret har ikke vist, at det kan skabe vindere, lige så lidt som velmenene mødre tror, at kan opdrage deres børn ved kun at stryge dem med hårende, og aldrig mod,
Det er noget decideret vrøvl, når BoB påstår, at kun moderdyret kan varetage den velfærd, som næsten alle plaprer bevidstløst om at ville have mere af. Hver gang moderdyret tager en kr. fra en borger, giver det denne borger mindre frihed til selv at varetage sit eget liv. Er det værdigt, at gøre folk afhængige af moderdyret? Er det sådan vi selv opdrager vorres unger – til afhængighed af os. Jeg troede, at det vigtigste en forældre kan gøre for sit barn er, at gøre dem robuste nok til i sidste ende at klare sig selv uden bistand fra os forældre. Er eller bør det være anderledes for moderdyret?
Er det særligt klogt at have et samfund, hvor man betale til moderdyret førend man kan klare sig selv? Er det klogt at gøre folk afhængige af nogen de ikke kender eller er det smartere (omend ikke så behageligt), at man står til ansvar for sine nære relationer.
Men det er desværre nok sådan, at forandringens vinde først kommer til at ske når moderdyret kollapser i gæld. Ikke fordi vi vil eller ønsker det, men fordi vi bliver tvunget til det af andre end os selv – nemlig dem der låner os pengene til vores overflod af såkaldt velfærd. Det piner mig oprigtigt, og jeg ved ikke, hvad I vil fortælle jeres børn, som er de største tabere af dem alle, for det er dem som arver gælden. Velkommen til et liv i slaveri.
claus vi siger jo netop at der er noget fornuftigt i at velfærdsydelserne går til dem der har brug for det og ikke alle os der er fløjet fra reden og kan klare os selv: “Kunsten ligger i balancen. Vi skal hverken dumnaivt omklamre velfærdsstaten og tro, at vi alle kan ha’ og få hendes kærlighed i lige store mængder. Men heller ikke oprørsk og historieløst frastøde hende ved at hive gulvtæppet væk under hende.”
Det må vel være evnen til at varetage opgaven der er vigtig og ikke størrelsen alene. En størrelse 36 er oftest en del smidigere end extra large. Lad os give ansvaret tilbage til de ansatte i den offentlige sektor og mere fleksibilitet til den enkelte, og turde stole på at de der står midt i moradset, kan tage beslutninger der er til borgerens bedste, så kan vi måske få taget lidt af sidebenene og gjort livet som offentligt ansat langt mere attraktivt på én og samme gang?
Naturligvis er størrelsen vigtig – ikke mindst hvis den er uholdbar. Man dør jo af den store størrelse i sidste ende…
Men derudover er jeg helt enig med dig. Væk med overflødige regler, væk med overflødigt bureukrati, ansvaret tilbage til de varme hænder (under ansvar). Det ansvar gives faktisk bedst i konkurrence, hvor forbrugeren gives mulighed for at vælge frit.
Vi har behov for at tage en del mere end sidebenene for at komme i mål, men selvfølgelig kan det også lade sig gøre.
Det er jo let at give jer ret i det. Men fakta er, at moderdyret er vokset kolossalt de sidste 10 år – ligesom hun voksede kolossalt de foregående 10 år før den siddende regering.
Problemet er, at vi om føje år – og nok før end de fleste gør sig begreb om, kan stå i en situation, hvor vi ikke længere vil være herre i eget hus i forhold til at bestemme, hvor og hvor meget fedtsugning der skal foretages. Og det kan blive rigtigt rigtigt ubehageligt.
Så BOB der er behov for at få styr på økonomien nu – altså at sætte tæring efter næring og skabe en nation som evner at skabe arbejdspladser i stedet for at nedlægge arbejdspladser. Det er uafvendeligt. Vi har altså brug for at få langt flere “far” for at blive i BoB termologien. Og den løsning ligger altså i at skære i skatterne og skære i det offentlige forbrug, bureaukrati og ligegyldige regler.
Hvad fanden er det vi er så bange for?
BoB er ikke bange for store feminine masser hvad enten de styrer moderdyr eller faderdyr (erhvervsliv) vi påpeger at retorikken må ændres så alt hvad der er stort offentligt og omsorgsfuldt=feminint ikke per automatik er negativt og hysterisk (læs=ude af kontrol). selvfølgelig skal der reformer til. selvfølgelig skal den offentlige sektor effektiviseres. selvfølgelig skal der flere i arbejde end uden for arbejde – men ingen er tjent med stereotyper. Der er mange ineffektive processer og medarbejdere i det private erhvervsliv ligesåvel som de findes i det offentlige. Meget handler om arbejdsmoral og om at ville gøre det LIDT bedre, som en vis mand engang sagde!/lilleBoB
Naturligvis er det derprimerende, når debatten reduceres til one-liners, som jo ikke engang er debat, men blot to aktører som hamrer tillærte replikker i knolden på hinanden. Altså må debatniveauet højnes. Jeg kan kun se det ske ved at medierne tager sine koncepter op til overvejelse, herunder ansætter journalister, som ved hvad de taler om. Det går ikke længere med journalister som (uvidende) generalister – i hvert fald ikke når det handler om noget så vigtigt som politik.
Konsekvensen af det, som jeg fornemmer, at også BoB og lille BoB
higer efter, er bare, at vi får en mere elitær debat, hvor større dele af masserne kommer til at falde fra. I min optik er valget dog let. Lad os få mere af den nuancerede debat på et højere niveau.
————-
Naturligvis er der mange ineffektive processer i det private erhvervsliv. Men det er jo ret velkendt, at det er selvregulerende, hvor konkurrencen tager sig af de svage på sin egen Darwiniske måde – en konkurrence der har gjort os så velstående som vi er i dag (kaldet vækst). I det offentlige hører vi igen igen mantraet om “send flere penge” som den universale løsning på dagligdags problemer. Men pengene hænger som bekendt ikke på træerne.
Så måske den traditionelle venstrefløj skulle arbejde lidt mere med at gøre mere for mindre. Som eksempel kunne det have været skønt, hvis venstrefløjen havde sagt, at vi vil sænke priserne på sunde fødevarer, og beholde de allerede høje priser på de usunde, og dermed nøjes med at anvende de ca. 1.000 mia. som staten og kommunerne konfiskerer for indeværende.
Se det ville være nytænkning. Men det tror jeg desværre aldrig kommer til at ske, fordi venstrefløjen mener, at jeg som individ først og fremmest er til for staten, og ikke mig selv og mine.
(At jeg så principielt er uenig i, at staten skal bestemme, hvad der er sundt for mig er så en helt anden diskussion, omend også vigtig. Den personlige friheds opblomstring med 67 oprøret i form af “fri hash”,” fri sex”, “retten til at være langhåret” osv. – og altså opgøret med et konformt borgerligt livssyn – er i min optik frihed).