Bom & Bjerkes blog | - på opdagelse uden autopilot

50 farver i feminisme

50shades of feminism

BoB er næsten ligeså gamle som Flüggers stilhistoriske farver men derfor kan man jo godt have en mind-og bodyage som en vårhare

 

Hvis nu ikke BoB havde gang i alt muligt som forhindrede os i at optræde i medierne i denne uge, så kunne du have hørt os i duet i noget TV om premieren på husmorerotikeren ”50 Shades of Grey”. I stedet klarede StoreBob det i TV2 Nyhederne, selvom de glemte at skrive feminist – for hvad gik historien så egentlig ud?

Vi ville have kvidret, at vi glædede os som to nyudsprungne babser til premieren, og hvis du skulle spørge fra nogen om vi, de forkætrede elite-, kystbane-akademia- og luksusfeminister, er nervøse for det feministiske projekt, fordi en eller anden film om noget (BD)SM for begyndere fylder biffer over hele verden? Svaret er nej. Det er vi ikke.

Vi stod langt bag i køen, da det bonerte blev uddelt, og da vi endelig kom hen til bordet var der ikke mere tilbage. Og det er så vores feminisme. Den skamløse, nysgerrige, åbne, altid med på den værste.

BoB kan meget dårligt få ondt hverken det ene eller det andet sted over en film, som bygger på et sindssygt populært bogforlæg, som er solgt i trillioner eksemplarer til især kvinder over hele kloden. Snarere tværtimod. Vi er ellevilde ved tanken og glæder os til at endelig se en film, der kilder mere end 300 facebook-likes eller at rykke rundt på møblerne derhjemme.

Vi husker, for så gamle er vi, da filmen 9 1/2 uge med mystiske Mickey Rourke og überlækre Kim Basinger i hovedrollerne, som henholdsvis bondagegiver og bondagetager udkom og fik samme omgang. En voldsom palaver gav den anledning til – også i vores feministiske kredse. Hvad skulle det ikke ende med, hvis filmen betød, at alle kvinder skulle underkaste sig og ned på alle fire – igen? Os bekendt fik det ikke andre konsekvenser for verden end at seksuel blindebuk i tyk, blød silke blev moderne.

Sex sælger og sex skræmmer. Tag bare reaktionerne på Lars Von Triers brag af en undersøgelse af kvinders seksualitet i Nymphomaniac. Som felt for moralundersøgelse slår sexfilm alle andre genrer. Uge efter uge får romantik-, gyser-, krigs- og actionfilm premiere uden at nogen, heller ikke femier, virker særligt bekymrede.

Hver eneste dag foregøgles vi Den Eneste Ene som The Happy End. Hver eneste dag bliver folk slået ihjel på den ene eller anden bestialske måde på hjemmeskærmen foran øjnene på os. Hver eneste dag gør folk sig til grin og udstiller sig selv i levende billeder, mens vi blot trækker de trætte ben op under os i sofaen, men i øvrigt ikke hæver mange øjenbryn. Verden er fyldt af hor, mord, lort og brand, som de siger. Men hor er dog det værste.

Feminisme er, selvom det er en sårbar og ubeskyttet titel, ikke en lille plastikdims, man trækker i en automat med tilhørende brugsanvisning. Heller ikke selvom man skulle tro det. Feminisme er, for os, et frihedsprojekt for folk, som kan tænke frem og tilbage. Det vil sige, at man skal kunne forestille sig verden i morgen spejlet op mod verden i går. Sådan cirka. Feminisme har ikke sin egen mættede stilklassiske Pantone-farve, men mange. Nogle gange mikser man dem – og så ser det fantastisk ud. Andre gange ser det rædderligt ud.

Ret skal naturligvis være ret. BoB har, ligesom de fleste frontfemier, ikke set filmen endnu (ej heller er vi inviteret til premieren, da ingen feminister EVER bliver inviteret til noget, de har forstand på), men er nu alligevel flere gange, ligesom de fleste frontfemier, blevet spurgt, hvad vi mener om den.

Men vi mener allerede nu, at vi kan fornemme omridset af én af vores yndlingsmodstanderes grimme hoved stikke op i horisonten; det religiøst og kulturelt betingede dogme, som vestlige slæber rundt på – også feminister. Og det kan vi næsten ikke bære.

Feminisme er frihed til at springe ud som man vil, hvor man vil og med hvem man vil. Feminisme er at lede efter sig selv i mængden og finde sine skævheder. Feminisme er også respekt for ungdommen, som kan, vil og tør meget mere end man tror. Alt er okay med os, så længe det ikke gør ondt på nogen. Med mindre de selv har bedt om det.

Bare giv slip.

Feminismen mangler penis

“Med Nordisk Forum 2014 vil vi genopfinde Norden som ligestillingens gode eksempel, hvilket der i allerhøjeste grad er behov for, efter vi ved de seneste års samlinger i FN’s Kvindekommission har set, at kvinders ret til at bestemme over egen krop og seksualitet stadig er et sprængfarligt emne, der udløser den ene konflikt efter den anden, endeløse forhandlinger og mangel på resultater«.

Mens du læser det her, har tusindvis af mennesker stået på hovedet for omdanne Bornholm til verdens navle. Alle demokratiets krejlere er trukket i deres stiveste puds for at sælge dig noget lige fra demokrati, dannelse over større færdselssikkerhed, bæredygtigt byggeri til kommunikative tjenesteydelser.

Meanwhile over in Malmö har andre hoppet på tungen for at gennemføre en andet slags folkemøde: et kvindfolkemøde med et imponerende 100-siders program. Samtidig. Hvor er det åndssvagt at lægge et stort nordisk kvinnetræf samtidig med, at hele Danmarks magtelite med wannabes netværker over fadøl og Anisette på Gæstgivergården. Yes. Barfodsfeministen Anisette fra Savage Rose, som nogle af jer rystede røv til engang i 70’erne, er på Folkemødet – ikke det store nordiske ligestillingsforum i Malmø.

BoB må erkende, at vi ikke kan nå begge arrangementer sådan rent fysisk. Så vi må vælge, prioritere, og det er super moderne, at man selv skal træffe valg. Det er ikke noget for BoB. Vi hader at vælge. Så vi ringede til vores coach for at få at vide, hvilken folkefest vi skulle spille på. Vores coach er selvfølgelig en mand, alt andet ville være spild af penge. Man skal lære fra de rigtige. Og at lære BoB at flæbe over livets uretfærdigheder ville være at gå over åen efter vand. Coach sagde: ’Folkemødet’. For der hvor der er mænd, er der indflydelse, skejser og magt.

LÆS OGSÅ PH: Hvad er Feminisme?

“Vi må lave en Conchita Wurst på fremtidens kvindemøder. Vi skal brovte, mase os ind, tage æren for andres arbejde”

Som så mange gange før slog han også fast, at vi er i den forkerte branche. Kvinder er der ingen penge i. Han regnede ud, at BoB på 25 års feministisk virksomhed havde tabt omkring dét, som svarer til et parcelhus i løn og pension. Aktivisme, og så endda gratis, sagde han, er ikke vejen frem. Kan I for helvede ikke snart lave et produkt, en hyldevare eller noget, hvor I ikke skal give jer selv med i ’prisen’ hver gang? spurgte han retorisk og fortsatte: ’I femibranchen ammer I hinanden, oftest i dårlig rødvin. I er energivenlige og vækstforsigtige, så I sørger altid for, at der ikke er ressourcespild forbundet med jeres møder – I medbringer altid jeres egne filtsko, og der er aldrig, aldrig penge mellem jer. Og, tøser, ved I hvad? Det batter bare niente!’.

Efter den opsang sad BoB lidt rystede tilbage. Hvorfor havde de svenske feminister da også sat os i den penible situation? En naturlig forklaring kunne være, at de svenske arrangører vil prutte højt og flot på, at der er folkemøde i Danmark. At de slet ikke regner den danske deltagelse for noget, fordi vi i alle vores politikker og ligestillingsregnskaber ligger fodslæbende og ynkelige tilbage for det svenske jämställhetsrige. Her tordner de svenske kampfeminister frem til et eller historisk dårligt EU-parlamentsvalg med et helt nyt feministisk parti i parlamentet, mens vi herhjemme slår blikket ned, knapper blusen op og klapper hælene sammen, når en caféejer vifter en ammepolitik for næsen af os.

“BoB mener, at det kan være taktisk forkert at konkurrere mod normen og arrangere store kvindefester, mens alle mændene med magten regerer anderswo. BoB er mere til at få noget penis ind i feminismen. Altså ikke bogstaveligt talt, men åndeligt.”

De har simpelthen fået nok, de nordiske feminister. Fået nok af det danske Backlash, så de med vilje lægger deres overflødighedshorn af en feministfest oven i folkemødet. Det må være forklaringen. Men er det nu klogt?

LÆS OGSÅ: 3 kvindekamp-apps: Menstruation, feminisme og gode citater

BoB mener, at det kan være taktisk forkert at konkurrere mod normen og arrangere store kvindefester, mens alle mændene med magten regerer anderswo. BoB er mere til at få noget penis ind i feminismen. Altså ikke bogstaveligt talt, men åndeligt. Vi må lave en Conchita Wurst på fremtidens kvindemøder. Vi skal brovte, mase os ind, tage æren for andres arbejde, komme med luftige udtalelser om alt muligt, vi ikke har en skid forstand på. Vi skal provokere, tage det ledige standpunkt og sige grimme ting i medierne, så folk stikker os 50.000 dask for at vise os et par minutter til et eller andet symposium om vækst og innovation.

Så får vi HELE cirkuspladsen til rådighed døgnet rundt på folkemødet næste år. Og mindre kan ikke gøre det.

(Klummen blev først publiceret i Politiken den 16 juni 2014) 

 

Dit køn? Ja det er lidt kompliceret

»Når du logger ind på Facebook for at møde de venner, mærkesager og organisationer, som interesserer dig, vil vi gerne have, at du føler dig tilpas og kan være dit sande, autentiske selv. En vigtig del af dette er at kunne udtrykke sit køn, specielt hvis det rækker ud over de vante forestillinger om bare at være ‘mand’ eller ‘kvinde’.« Frit oversat fra Facebooks Diversity side 13. februar 2014.

WOAH. Er du ‘ciskønnet’, ‘pankønnet’, en ‘kønsvariant’, intetkønnet eller måske tveåndelig?! Så har du kronede dage på Facebook, efter at det sociale medie har ændret profilindstillingerne til at inkludere hele 58 forskellige kønskategorier.

“Hurra for Facebooks sprængningsforsøg, hurra for de svenske pædagoger og deres – indrømmet – lidt konstruerede personlige pronomen ‘høn’.

Ja, det er skam kompliceret at være social netværker i dag, hvor kategorierne Hr. og Fru Danmark er i voldsom opløsning, og hvor de faste kasser og identiteter er kollapset. Moderne mænd og kvinder er nu så facetterede, at deres lemmer stikker ud af kasserne til højre og venstre.

Dér er en kærlig, tilstedeværende far, som ikke gider være macho mere. Hans lange omsorgsfulde lemmer, hans interesser og selvforståelse kan ikke være i den lille mandekasse mere. Han gider ikke krig, heller ikke mod kvinder, eller har lyst til at overtage Jens Hansens bondegård fra sin far, og han vil bare gerne være et ordentligt menneske.

Hans søster har det lige sådan – bare omvendt.

Hun gider ikke rette ind, hun vil ikke være enten det ene eller det andet, for hun ved i bund og grund ikke rigtig, hvem hun er, eller hvem hun vil dele det med. Hun vil bare være til.

LÆS OGSÅ: Facebooks 58 køn skaber forvirring

“Hurra for de pionerer, der ikke vil lade noget så ubetydeligt som et køn stå i vejen for deres ambitioner.”

Når det toneangivende medie Facebook indfører nye kategorier, så man kan identificere og positionere sig som andet end bare ‘mand’ eller ‘kvinde’, er det en naturlig udvikling. Facebook har længe haft flere civilstatuskategorier og bl.a. givet mulighed for at præsentere sig som én, der er: »I et forhold – men det er kompliceret«. Livet har aldrig været enkelt, men det bliver i stigende grad umuligt at klampe et par brædder rundt om individet og tro, at den potte så er ude.

Som feministiske skribenter skal vi være de første til at råbe hurra for mangfoldigheden. Hos BoB har vi nemlig en fast knap på tastaturet, Control O, for ‘Opråb’, som vi trykker på, hver gang en eller anden idiot påstår, at kvinder er lavere væsner og ikke hører til i samfundets top. At små piger hellere vil lege med komfur end våben. At de bør amme i 2 år og tage hele barslen. At dygtige sportskvinder som Lindsey Van ikke må konkurrere til OL i skihop, fordi hun er kvinde med en fysik, som ikke kan ‘tåle det’. At kvinder fra naturens hånd er dette og hint.

LÆS OGSÅ: Det skal være lettere at skifte køn

Men vi er selv slemme til at dele befolkningen ind i de to gamle kasser; mænd og kvinder. Skal vi være ærlige, så skyldes det, at kassetænkningen sidder så dybt i os, at vi kommer til at henregne alle mænd til at være ‘mænd’. Og så er det dovenskab.

Hvis vi, hver gang vi skal skrive om køn, skal komme med en disclaimer om de mange søde, kloge, kærlige, demokratiske, fredelige, ligestillingsparate, hjemmegående, sexede og fornuftige mænd, som ikke passer ind i machokassen, så kom vores klummer til at fylde for meget.

Så hurra for Facebooks sprængningsforsøg, hurra for de svenske pædagoger og deres – indrømmet – lidt konstruerede personlige pronomen ‘høn’. Hurra for det prestigefyldte luksusvarehus Barneys’ nye modekampagne for transkønnede, fotograferet af mesterfotografen Bruce Weber.

SE: Barneys kampagne her

Hurra for de pionerer, der ikke vil lade noget så ubetydeligt som et køn stå i vejen for deres ambitioner.

Vi ved da godt, at der ikke findes nogen gratis frokoster. Og at Facebook med deres nye kønskategorier bedre kan skræddersy deres markedsføring til de 25 transkønnede, queer, pankønnede personer, der bor i parcelhus i udkanten af Ohio.

Og vi kan da hurtigt skyde argumentet af sted om, at de 58 nye kategorier blot er ny ‘kassetænkning’.

Men vi tror faktisk, at det signal, Facebook, Barneys og andre mangfoldighedsopmærksomme sender her, vil give alle mere udsigt, mere plads, flere penge og mere frihed til at være det komplekse menneske, de nu engang er, og sende en lang finger til Uganda, Nigeria og Rusland, der as we speak fængsler folk, der elsker alternativt.

Og så glæder vi os til, at funktionaliteten også kommer de danske brugere til gavn. Så vi fremover kan more os over notifikationer som ‘Johanne har fødselsdag i dag, ønsk dem tillykke’.

(Denne klumme blev publiceret første gang i Politiken den 12. marts 2014)

Hamsterhjul til salg

»Kierkegaard skrev allerede for 200 år siden om angst og menneskesindet, at der altid har været og vil være elendighed til. Ikke desto mindre er det mit og mange kollegers klare indtryk, at mange mennesker er under et anderledes og større pres end set tidligere«.
Cand.psych. og praktiserende psykolog Nina Werner. Politiken 1.2.2014

Den norske sociolog Linn Stalsberg har netop skrevet en bog med den skræmmende titel ’Er jeg fri nå? Tidsklemte damer i verdens beste land’.

Vi skimmede den nervøst. For hvordan kan man sætte frihedsbegrebet i samme sætning som kvinder og tid?

LÆS OGSÅ: Høje præstationskrav forstyrrer vores hjerner

Det er jo netop dét, vi ikke har – tid til at læse en analyse. Friheden til at læse den er der også kun, hvis vi tilsidesætter andres behov.

Verdens bedste land er ikke kun Norge. Den nye, nordiske lykke gror også i Danmark blandt de ligestillede og frie. Frihed, lighed og broderskab hænger sammen, ved vi, og det står på euroen.

Og vi skal være glade, for der er nogle medmennesker i nærheden, der har det meget, meget værre.

LÆS KRONIK: Ny Nordisk Mor – fucked up af naturen

Men vi er ikke frie, for vi har ingen tid.

Mangel på tid er killer nummer 1 for den postmoderne kvinde. Dét vi lykkelige kvinder kan nå, kan stå i en facebookopdatering. Et par hundrede tegn, og vi er videre i programmet.

Vi har ikke engang tid til at læse kommentarsporet, hvor folk går amok over, at vi mener noget om andre menneskers rettigheder og vilkår.

Vi har fået kierkegaardsk grundangst. For at stoppe op og finde mening med friheden. I stedet lapper vi skaderne fra vores dyrt betalte livsstil til den dag, der kommer overlap.

Vi frygter, at Stalsberg sætter dynamit under vores eksistensgrundlag; at den feministiske drøm om frihed og lighed har forvandlet sig til et liberalistisk forbrugsmareridt fra helvede.

Holy husmor, tænker vi, og løfter nederdelen for at se, om vi overhovedet har tøj på inden under? Pyha, joh, men de trusser krævede endnu en lånomlægning.

“Undskyld, men ved De, hvor Mellemvejen ligger? Vi kan i hvert fald ikke finde den på kortet”

Tilværelsen er mere ulidelig, end de sagde.

Ikke at vi mangler noget. Bevares.

Lige bortset fra tid og sjælefred. Det at være frie og uafhængige til at arbejde med 120 km i timen, og få et nervøst sammenbrud, har vi klaret fantastisk.

Men hvad nu hvis det hele viser sig at være en narrehat fra 70’erne, som er gået af mode?

Og hvad er alternativet til det frie og lige liv, som vi har brugt generationer på at opnå rettighederne til?

Er det et liv, hvor vi giver storbyen fingeren for et økokollektiv på Lars Tyndskids marker? Hvem skal så få hjulene til at dreje rundt? Og hvem skal så hjælpe kvinder i nød?

Skal BoB kravle ned fra piedestalen og sælge det feministiske arvesølv for et liv i mulden? Never.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Man kan godt være feminist, selv om kussen er kortklippet

Vi trøster os med, at BoB allerede er et kollektiv.

Vi deler navn, køn, løn, hårfarve, vrede, angst og avis. Vi har også noget familie, men er så pressede, at vi ikke lige kan huske, hvad de hedder.

I vores rigtige, meget vigtige job forventer nogen, at vi følger med i ministerrokader døgnet rundt. I vores fritid forventer andre, at vi stiller op til debatarrangementer uden bagkant for dårlig vin. Og derhjemme hober forventningerne sig op i ungerne og i hr. Mand.

Undskyld, men ved De, hvor Mellemvejen ligger? Vi kan i hvert fald ikke finde den på kortet. Nå, er den sløjfet? Men vi sætter da bare livet over på 90 grader igen, vasker tvivlen hvid og trøster os med, at vi ikke har tid til læse bogen til ende.

Men det nager. For måske er frihed kun et andet ord for ikke at have mere at miste.

Inderst inde har vi fået nok af at skulle stå på mål for vores egne og omverdenens alt for store forventninger. Vi vil have tid til at være de åndssvage tøser, vi også er, tid til at strunte i pligter, falde i feltet og være en totalt kikset ny nordisk husmoder og udearbejdende kvinde kogt i samme fond.

LÆS OGSÅ: Facebook-chef: Tag vasketøjet og få mere sex

Vi vil have tid, frihed og lighed til at læse en bog.

Derefter skal vi nok spørge os selv, hinanden og politikerne, om der er noget, vi skal gøre anderledes.

For eksempel at revidere målene for vækst, både som kvinde, borger og samfund.

Sommetider når man hurtigere derhen, hvis man sætter farten ned.

(Denne klumme blev publiceret første gang i Politiken den 8.februar 2014)

Uagtsomt eller overlagt faderskab?

»Det er udelukkende en praktisk løsning. Dennis og jeg skal ikke bo sammen og har aldrig været sammen seksuelt.« ’Paradise Hotel’-deltager Karina Christiansen, som skal være mor til et barn med stylist og sportsmand Dennis Knudsen, til Se og Hør.

I et par uger er bølgerne gået meget højt i ugebladene og på danskernes foretrukne debatmedie, Facebook, om dette ’konstruerede forældreskab’ og om Karina som mulig rugemor.

Der er mange bud i folkedybet på, hvad Dennis’ og Karinas ønsker og motiver i virkeligheden er.

Er de mon egnede nok til at blive forældre, dem i vor tids stjernefamilier, som den svenske feminist Maria Sveland kalder regnbuefamilierne, og er det etisk rigtigt og tilladeligt, at to mennesker, som ikke elsker hinanden, ikke har elsket med hinanden og formentlig ikke vil elske hinanden andet end platonisk (da Dennis K. jo er, uha uha, bøsse), er valide og skal have ret til at få børn?

I rumpen på denne debat, hvor så mange blandede sig utidigt i to offentligt kendte voksne menneskers ønsker om at blive forældre med alt, hvad det indebærer af voksent ansvar, kom så diskussionerne om noget nær det modsatte, nemlig om, hvordan mænd med lovens hjælp kunne undgå at tage ansvar for deres egne handlinger og foretage en såkaldt ’juridisk abort’ i forhold til et barn, de havde været med til at lave.

Disse to diskussioner sætter lys på flere af det moderne samfunds modstridende standpunkter og – som BoB ser det – hykleriske og gammeldags tilgange til forældreskabet og til, hvem vi mener er ’rigtige’ forældre.

LÆS OGSÅ Debattør: Ja tak til tre biologiske forældre

Reproduktionen, som vi kender den, er under udvikling eller afvikling. Forplantningsteknologien giver os magt til at bestemme selv, om vi vil have børn.

Der skal ikke længere to mennesker forenet i samleje til at skabe et levedygtigt foster, selvom det fortsat er normen. Det kan foregå ved indsættelse af sunde æg eller sædceller snart sagt hvor som helst.

Reproduktionen, som vi kender den, er under udvikling eller afvikling

Der kan vælges frit mellem hårfarver og andre genetiske kendetegn i et katalog, så man får sin ønskebaby. I hvert fald på det ydre.

Men vi er som samfund ikke klare i spyttet i forhold til, hvem der må få disse teknologisk konstruerede børn. Vi tillader statsstøttet kunstig befrugtning, og at homoseksuelle af begge køn kan adoptere, men vi tillader ikke, at man betaler kvinder for at udruge og føde ens børn.

Og vi bruger uforholdsmæssigt meget energi på at forhindre dem, som brændende ønsker sig et barn, mulighederne for det.

Oven i det tillader vi os at betvivle to for os komplet fremmede menneskers tanker, ønsker og motivation for at blive forældre med argumenter om barnets tarv og opvækst hos uortodokse familier. Hvorfor er barnets tarv ikke vigtig, når vi taler om børn, der bliver ’aborteret juridisk’ af deres fædre?

LÆS OGSÅ: Aldrig har mænd udstillet sig selv mere kællingeagtigt

BoB tænker på, hvilke typer indre ar det vil give et barn at vide, at man ikke er ønsket.

Vi taler jo ikke bodeling af bestik eller andet materiel. Men om et menneske, som engang vil stå frem i ’Sporløs’ for at finde den mand, som ikke ville anerkende hans eller hendes eksistens, fordi det skyldtes en fejl, sjusk eller tankeløshed.

Den fader- eller moderløse fylder godt i kunsthistorien. Pensler og fjerpenne har været dyppet i identitetssavn og længsel efter tilhørsforhold og kærlighed.

Adoptivbørn leder efter deres biologiske forældre, og forældre med store sociale eller personlige vanskeligheder kæmper til det sidste for at få lov at beholde deres børn.

Men børn, der kender deres biologiske ophav, og som ved, at de er lavet med en pipette som følge af et brændende ønske, får vel næppe sådanne identitetskvaler?

Men børn, der kender deres biologiske ophav, og som ved, at de er lavet med en pipette som følge af et brændende ønske, får vel næppe sådanne identitetskvaler?

Ugens to ophedede diskussioner fremhæver det, det er værd at lægge kræfter i, nemlig at sikre, at mænd, der overlagt vælger forældreskab, også får lov at udleve det – hvad enten de er homoer, realityshowdeltagere, forretningsfolk eller frisører.

Vi kunne også tænke os, at alle børn, også dem, som er kunstigt tilvejebragt over lande- eller kønsgrænser og har fået plads i de nye stjernefamilier, kan føle sig hjemme og accepteret.

Og i forhold til det ækle begreb ’juridisk abort’, som i kontekst med frasigelse af forældreskab lyder, som om et barn er noget, man skider ud som æblegrød efter en hård nat i byen, vil vi omdøbe det til ’uagtsomt faderskab’ og så foreløbig lade den potte ligge.

(denne klumme blev første gang publiceret i Politiken den 18. januar 2014)